"Living Movement Åben Scene" Arkiv

Kort efter nytår modtog Dramatisk Bibliotek Living Movement Åben Scene Arkivet, en stor og vigtig samling, som er et vægtigt bidrag til den spændende historie om moderne dans i Danmark.

Living Movement startede i 1972 som det første moderne dansekompagni i Danmark og fik kolossal betydning for de mange grupper som fulgte efter. Det var fem kvinder, Randi Patterson, Jytte Kjøbek, Fran Turner, Graziella Hsu og Nina Voltelen, der gik sammen om initiativet og fandt et gammelt pakhus på Christianshavn, hvor de skabte forestillinger, der lå i et krydsfelt mellem teater, dans og ballet. De udforskede kroppen som en skulpturel udtryksform og i samarbejde med unge komponister skabte de helt unikke værker, som blev opført på steder, der ingen tradition for dans havde.

Samlingen rummer koreografier, fotos, av-materiale, pr-materiale, administrationspapirer og meget andet, som tilsammen minutiøst fortæller historien om den moderne dans’ fødsel i Danmark. Det er Living Movements leder, Graziella Hsu, som har ordnet arkivet ned til mindste detalje, og det er derfor muligt hurtigt at finde frem til materialet.

Materialet kan ses på Læsesal Vest ved bestilling i Det Kongelige Biblioteks database REX.

Læs flere nyheder fra Det Kongelige Biblioteks musik- og teatersamling