Den mindste bog

Foto: Det Kgl. Bibliotek

Den mindste bog

Bøger kommer i alle størrelser. Nogle så store at de skal ligge på et bord for at blive læst. Andre så små at de hurtigt forsvinder i ens gemmer. Heldigvis er de ikke alle forsvundet gennem årene.

Miniaturebøger har en næsten lige så lang historie som bøger i det hele taget. I begyndelsen har det sikkert været praktisk med mindre bøger, men efterhånden blev de også en måde at vise sin håndværksmæssige kunnen frem.

Kort efter trykkekunsten blev opfundet i 1400-tallet, begyndte de tidlige trykkere også at lave små bøger, og fra 1600-tallet og frem udkom mange trykte miniaturebøger. Særligt i 1800-tallet blev der udgivet mange fine miniaturebøger. Et af eksemplerne på sådan en miniaturebog er Dante Aligheris: Divina Commedia eller på dansk Den guddommelige kommedie fra 1878. Det fortælles, at både typografen og korrekturlæseren fik ødelagt øjnene under arbejdet med bogen. Om det er rigtigt er svært at vide, men sandt er det, at man skal have gode øjne for at læse de små typer.

Komedien, siden kendt som Den Guddommelige komedie blev skrevet af den italienske digter Dante Alighieri (1265-1321) i begyndelsen af 1300-tallet. Bogen beretter gennem sin fortæller om en nedstigning gennem Helvede i jordens indre helt ind til Lucifer, som i fortællingen bor i jordens centrum. Herefter stiger fortælleren op over Skærsildsbjerget og op gennem himmelsfærerne til det ufattelige syn af Gud, ”kærligheden, der bevæger stjernerne”.

Den mindste bog i vores samlinger er The Lord’s Prayer trykt i Amsterdam i 1952. Den måler 5 x 5 mm, men indeholder alligevel Fadervor på 6 forskellige sprog (hollandsk, engelsk, fransk, tysk, spansk og svensk).