Påske

Vi forbinder først og fremmest påsken med fejringen af Jesus og forårets komme. Men ved du, hvorfor vi for eksempel spiser chokoladeæg? Eller at påsken faktisk slet ikke oprindeligt er en kristen fest, men jødisk? 

1. Påskefejringen kommer før kristendommen

Påsken er den ældste kristne fest. Men jøderne fejrede også påske før Jesu tid. Med påsken markerede de israelitternes udfrielse af Egypten. Det kan man læse om i Bibelens 2. Mosebog. Jesu død og opstandelse skete så netop under den jødiske påskefest. For de kristne er påskens helligdage efterfølgende kommet til at fremstå som en markering af begivenhederne i afslutningen af Jesu liv. Det man kalder Jesu lidelseshistorie.

Raimond Spekking

2. ”Skidne æg” – forfædrene til chokoladeægget

Traditionen med at spise og dekorere æg til påske kendes i hele Europa og går tilbage til den katolske tid. I fasten (tiden lige før påske) var det ikke tilladt at spise æg, og når fasten sluttede påskedag, fejrede man det bl.a. med at spise æg – gerne mange flere, end man ellers var vant til.

I de danske hjem var det tradition at spise de såkaldte ”skidne æg” (hårdkogte æg i sennepssovs) til lørdagens store påskemiddag. Fra gammel tid har lørdag været benævnt Skidenlørdag, fordi man denne dag fjernede skidt og snavs, gjorde rent og vaskede, så det er sandsynligvis derfra, retten ”skidne æg” har sit navn.

Den traditionelle påskespise, æg, indgår dog stadig ofte som en del af påskefrokostens indhold.

Som det ofte er tilfældet med gamle traditioner fra bondesamfundet, var der også en mere jordnær årsag til, at netop æg var en foretrukket spise til påske. Gennem hele vinteren lagde hønsene kun ganske få eller oftest slet ingen æg. Æglægning er afhængig af lys, som der ikke var meget af i løbet af en dansk vinter uden elektricitet. Men akkurat som hos fugle varslede foråret også for hønsenes vedkommende en ny ægproduktion.

3. Derfor har vi New Zealandske lammekøller på påskebordet

Når lammekølle er en traditionel påskespise, og når små hvide lam er en del af påskens udsmykning, hænger det bl.a. sammen med Bibelens omtale af Jesus som ”Guds lam” og tilkomsten af lammekid i det sene forår, som kunne bidrage til nogle gode lammekøller på påskebordet.

Før i tiden holdt den danske bonde får, fordi de skulle producere noget godt uld og skind. Man holdt de arter, der læmmer om foråret, og da foråret i Norden kommer lidt senere end sydpå, har lammene endnu ikke været slagtemodne ved påsketid. Når mange ældre i dag har erindringer om lam, der smagte af uld, har det sandsynligvis været et ældre lam eller et får, de har spist.

Med dybfryserens indtræden i de danske hjem i 1950’erne kunne vi opbevare importerede lam fra New Zealand og Australien, hvor fårene læmmer om efteråret, og så begyndte der for alvor at dukke lammestege op på påskebordet.

4. Heksene flyver til Fandens gilde skærtorsdag nat

I dag forbinder vi mest hekse med sankthansaften, men før i tiden har hekse også huseret i forbindelse med påsken. En del beretninger fra 1800-tallets bondesamfund fortæller, at heksene aftenen før skærtorsdag fløj til Bloksbjerg. Red de ikke på en kost, kunne det i stedet være på en skades ryg. Derfor var det også umuligt at få øje på en skade denne nat, der kaldtes skt. skadesaften.

Efter at have deltaget i dette årligt tilbagevendende heksegilde afholdt af Fanden selv, vendte heksene tilbage og var på den måde kun væk en enkelt nat.

Ophav ukendt

5. Påskeharen kom først til Danmark i det 20. århundrede

Påskeharen har vi fået fra Tyskland. Indtil 1920’erne ses den da også næsten kun i Sønderjylland samt på Langeland og de omkringliggende øer. Da den dukkede op i begyndelsen af det 20. århundrede, var det primært som dekoration på pappåskeæg eller på påskekort importeret sydfra. I dag ses påskeharen oftest i en chokoladeudgave pakket ind i farvestrålende stanniol.

For mange sønderjyske børn har påskeharen været en figur på linje med julemanden. Påskeharen kom påskelørdag med fine dekorerede æg, som den gemte forskellige steder i haven. Påskemorgen gik børnene så på skattejagt for at finde harens reder fulde af de flotte æg. Haren selv fandt de ikke, for den lod sig let skræmme og var derfor for længst væk. Skikken har nu bredt sig til flere dele af landet.