Fra blodgilde til abdikation

På den tid bad kong Svend, kong Knud og kong Valdemar til højtid i Roskilde. Om aftenen blev det mørkt, og kong Knud blev slået ihjel, og kong Valdemar undslap. Derefter var der længe strid mellem kong Svend og kong Valdemar, og Svend tabte og blev taget til fange og dræbt.

Alliancer og overfald

I middelalderen var Danmark et valgkongedømme. Godt nok skulle man være af kongeslægt, men den håbefulde kandidat var afhængig af støtte fra rigets stormænd, som skulle samtykke til valget af regent. 

Det er således ikke mærkeligt, at der opstod rivaliseringer og konflikter. Et berømt og dramatisk eksempel er blodgildet i Roskilde i 1157, da de to kongsemner Knud og Valdemar blev luret i en fælde af deres konkurrent Svend. Valdemar overlevede, i modsætning til Knud, og blev selv enekonge (kendt som ”den store”) efter at have ryddet Svend af vejen. Hans sønner, Knud (d. 1202) og Valdemar Sejr (d. 1241) fulgte ham på tronen efter tur, men de var alle afhængige af at bygge alliancer med aristokraterne. 

Blandt Det Kgl. Biblioteks mange middelalderhåndskrifter er et eksemplar fra 1400-tallet af "Den Saksiske Verdenskrønike", der fortæller om Svends overfald på Knud og Valdemar. Den slags hændelser var dramatiske nok, til at de også blev omtalt uden for rigets grænser.

Fra far til søn – eller bror

Valdemar ønskede nok at undgå for mange stridigheder om kronen efter sin egen død, for i 1170 lod han sin ældste søn Knud krone til medkonge. Det foregik under stor pomp og pragt i Ringsted, og ved samme anledning blev Valdemars far, hertug Knud Lavard, udråbt til helgen. Knud Lavard havde selv været offer for kampen om kongemagten, da han i 1131 blev myrdet af sin fætter Magnus, som så ham som en farlig konkurrent til Danmarks trone. For Valdemar den Store var det vigtigt at styrke sin slægtslinjes autoritet. 

Kroningen af sønnen og helgenkåringen af faderen skulle sikre, at Valdemars efterkommere kom til at sidde på tronen samt styrke hans egen position i riget. Det har været spekuleret i, om det smukke Københavner-psalter (Thott 143 folio), et engelsk pragthåndskrift fra anden halvdel af 1100-tallet, var en gave til den unge kong Knud i anledning af hans kroning.

Valdemar den Store sikrede måske et nogenlunde roligt tronskifte ved sin død, men vi skal ikke mere end en generation længere frem, før den er gal igen. Efter Knuds bror og efterfølger Valdemar Sejr døde i 1241, blev der på ny strid om kronen. Valdemar Sejr havde fået sin ældste søn Erik Plovpenning kronet til medkonge, men denne blev myrdet i 1250, efter sigende på foranledning af Eriks bror, Abel. Selv om Abel derefter lykkedes i at blive udråbet til konge, blev glæden kortvarig, for han døde i 1252. En tredje bror, Christoffer, kunne så gribe magten foran næsen på Abels ældste søn Valdemar.

Håndfæstningen: en kontrakt mellem konge og stormænd 

De store møder med rigets fremstående mænd gik fra 1200-tallet af under benævnelsen danehof. I 1282 bestemte kong Erik Klipping, at danehof skulle afholdes én gang om året. Denne bestemmelse var del af kongens håndfæstning. Håndfæstningen var en skriftlig overenskomst, kongen lavede med rigets stormænd for at sikre sig deres støtte. Erik Klippings håndfæstning var den første af sin slags, men langt fra den sidste. 

Håndfæstningerne blev taget op i lovsamlinger, som for eksempel papirhåndskriftet GKS 3126 kvart fra 1546 (ikke digitaliseret). Her finder vi blandt andet en håndfæstning fra det store rigsmøde i Slagelse i 1376, hvor Oluf, søn af Margrete I og den norske kong Håkon, blev valgt til konge. Kongen var bare fem år, så forældrene skulle styre Danmark på hans vegne.

Margrete ønskede selv at blive anerkendt som dronning over Danmark, da hun var det eneste overlevende barn af kong Valdemar Atterdag. I det samme håndskrift fra 1546 finder vi hende omtalt som ”dronning over tre riger: Danmark, Sverige, Norge”, og sådan huskes hun i dag, selv om de danske aristokrater på dronningens tid kun anerkendte hende som formynderregent. 

Det sidste danehof blev afholdt i 1413 under Margretes adoptivsøn kong Erik af Pommern, men først med enevælden i 1660 blev Danmark et arvekongedømme. Det fastslog reglen om, at kongens ældste søn efterfulgte ham på tronen, hvis han havde en søn. Sådan var det helt frem til Dronning Margrethe blev regent. En grundlovsændring i 1953 gjorde, at også døtre fik arveret, hvis kongen ingen sønner havde. Med de seneste ændringer af tronfølgeloven fra 2009 er ligestillingen fuldstændig. Kvinder kan nu arve tronen, uanset om de har yngre brødre eller ej.