Jubilæumsartikel: Den Sorte Diamants arkitektur

Luftspejlinger

... sssshhhhhhhhlllllllaaaaauuuuuoooo-kak-kak-kak-kak-kak-kaaaaasssshhhhhhhrrrrrrrrrraaaaannnnnnggggggguuuuuuuooooooooowch! 

Denne lyd... som om en kæmpe orm snor sig over det sandfarvede gulvtæppe og mellem benene på de sorte kontorstole... en hvæsen, efterfulgt af bankelyde, der bliver til en dunken og så til en frenetisk flak-flak-flak-flak-flak, som et klaprende lykkehjul i Tivoli... samtidig med at der bobler en gurglende lyd i det fjerne, som når naboen skyller ud i toilettet, eller en opvaskemaskine tømmes for vand... dryp-dryb, dryb-dryp... lyden kommer nærmere... og pludselig crasher Godzilla lige igennem glasfacaden. 

Dette er min arbejdsplads, den store læsesal på første etage i Den Sorte Diamant, hver eneste hverdag, når jeg er hjemme i København. 

add

Om forfatteren

Mark Isitt (1966) er svensk prisbelønnet journalist og forfatter, som har skrevet om arkitektur og design siden 1980'erne. Han er arkitekturkritiker for Göteborgs-Posten og vært og ekspertkommentator for Sveriges Radios Stadsinspektionen og TV-programmerne Grand Designs (TV4) og Hemma hos arkitekten (SVT). Han har skrevet adskillige bøger, herunder Förenta nationerna (Bokförlaget Max Ström, 2015) og Stockholm Sub (Frank Review, 2018) om metroens arkitektur. Han bor i København. 

Og hver eneste hverdag, nøjagtigt klokken 13.00, kommer lyden. Eller lydene, for jeg har nok hørt omkring tyve forskellige varianter på dette tidspunkt. Små avantgardistiske kakofonier, lige så tilfældige som et stykke af John Cage, men mere komprimerede, sjældent mere end et minut lange. Men de gør deres job: Rikochetterer mellem betonvæggene, suser rundt, bombarderer sanserne, signalerer, at nu, nu er det eftermiddag, nu er det tid til at arbejde for alvor. 

Som fabriksfløjter fra gamle dage. 

Hvordan folk i salen reagerer, afhænger af, om de har været her før. Nyankomne sidder stramt, ser sig omkring, forsøger at lokalisere lydkilden, virrer med hovedet som duer. Mens vi andre roligt skriver videre, lader som ingenting, vi de indviede, vi, der ser os selv som etablerede. Men bag vores stenansigter – ren lykke! For tanken alene glæder os, at nogen i biblioteksledelsen har gjort sig den ulejlighed at bestille en serie værker af en komponist. En komponist, der til gengæld har gjort sig umage med at komponere disse virkelig dristige, filmiske, storslåede, provokerende, humoristiske, kvikke, tåbelige piccolosymfonier. Det siger det meste om ambitionsniveauet her på "Diamanten".

Og jeg har ikke engang nævnt arkitekturen endnu.
 

Dybsort. Sortere end Mandrakes kappe og lige så illusorisk, så blank, at den virker hvid, gennemsigtig, abstrakt, som en tåge. Især ved siden af Hans J. Holms rustikke originale bibliotek fra 1906, ved siden af Børsen og Rigsarkivet og Christiansborg. Skrøbeligqq som en luftspejling. En lignelse, der faktisk er mere relevant, end man måske tror, i hvert fald for en svensk arkitekturanmelder, der er vant til, at offentlige projekter sjældent bliver til noget, stemt ned af offentligheden, uanset hvor samfundsmæssigt nyttige eller arkitektonisk fremragende de er. Men her, kun fem minutters brotur fra Sverige, bliver visionerne til virkelighed.

24 meter høj, 40 meter bred, 80 meter lang, otte etager, 40.000 kvadratmeter, 4,6 millioner bøger (herunder en Gutenbergbibel, som danskerne snød Sverige for under den Store Nordiske Krig i begyndelsen af 1700-tallet – giv den nu tilbage!), 14.000 kvadratmeter udstillingsområde, en koncertsal for klassiske orkestre, en café, hvor jeg bestiller cappuccino og bolle smurt med smør og ost til morgenmad og cappuccino og surdejsbrød med kartoffel, persillepesto og vesterhavsost til frokost (hver tiende kaffe er gratis).

Stilheden i læsesalen er den primære årsag til, at jeg er her, snurre gennem svingdørene, så snart de begynder at dreje kl. 08:00. Men at glide op ad den 30 meter lange rulletrappe, gennem det 25 meter høje atrium, mellem de bølgende mezzaninplaner, med Per Kirkebys 210 kvadratmeter store loftsmaleri som kulisse – det er som at træde (undskyld, rulle) ind i et parallelt univers. En rulletrappe, der, slår det mig, er en sømløs forlængelse af den lige strækning, der begynder langt væk ved Christiansborg og skærer sig gennem den historiske Bibliotekshaven, mellem bøgehække og hundredårige rhododendronbuske, gennem det originale biblioteks udskårne egetræsdøre og op ad granittrappen og ind mellem bordene i den gamle læsesal og over den larmende trafik på Christians Brygge, inden den glider ned ad rulletrappen og – kapow! – kaster sig ud gennem det prismatiske glasparti.

En bro mellem i går og i dag. Og i morgen. For netop dette er en af de mest positive effekter ved Den Sorte Diamant – som vi alle kan glæde os over, uanset hvor i Danmark vi befinder os – bygningens forløsende indflydelse på dansk arkitektur. Dette er bygningen, der banede vej for ikonerne, for Operaen og Skuespilhuset og BLOX og DR Koncerthus og Den Blå Planet, og hvad de nu hedder. Og dette er bygningen, der indledte oprøret mod den tidligere så glatte æstetik. Det er måske ikke så nemt at se ved første øjekast, men hvis du står på Søren Kierkegaards Plads, ser du, hvordan kuben virker, som om den er ved at stå på hovedet, som om den er ved at tage et spring og lave et maveplask lige ned i havnen – plop! – som om den har taget tilløb hele vejen fra Christiansborg, men fortrudt lige inden springet. Slet ikke den strengt vinkelrette arkitektur, som tidligere generationer foretrak.

Det er en stædig attitude, der også mærkes indvendigt, i de skæve og bølgende vægge, i Kirkebys farveeksplosion. Men også i håndteringen af materialer, den tunge beton, der dristigt kolliderer med florlet glas. I gummi, sort og tykt, der pryder diske og gelændere. Og i atriets næsten surrealistisk reducerede farvepalet, sort og hvid, lige så grafisk tydelig som et popart-værk. Og, nu vi taler om kunst, hvis du går op til toppen, til ottende etage i bygningen, ser du, hvordan de parallelle rulletrapper krydses af en diagonal bro, samtidig med at de strækker sig over en cirkulær nedgang til kælderplanet. Et suprematistisk Malevitj-maleri i tre dimensioner.  

Med dette sagt, er det ikke nogen dristige eksperimenter med form, vi taler om. (Da jeg interviewede Daniel Libeskind, der har tegnet Det Jødiske Museum, beliggende i det gamle biblioteks nordlige hjørne – en bygning, hvor der næsten ikke er en ret vinkel – kritiserede han Diamanten for at være "for forsigtig".) Men nu er det også "Det Kongelige". Bygningsværket, der blev indviet af dronning Margrethe II den 9. september 1999. Med andre ord, hvis dette var antikken, ville Platon og Sokrates have hængt her, skridtende op ad rulletrappen i deres uldtogaer og oksehudssandaler. Og i renæssancen ville Leonardo og Michelangelo have stået og bladret i Gutenbergbibelen (og sikkert også syntes, at den var "for forsigtig"). Dette er en vidensborg. Hvad måske lyder, som om bygningens primære formål er at beskytte skattene – sådan fremstår Holm-bygningen som en Ivanhoe-fæstning – men Diamanten formår at være både tung som en sikkerhedsboks, stabil som Kaba og samtidig flirtende og forførende.

Hvilket mærkes i læsesalen. Kommer du efter ni, er kontorstolene normalt optaget, og det er dig, der må sidde i en af Poul Kjærholm-stolene i naturlæder langs den ene kortside.

Forfærdelig skæbne!

Mark Isitt

Læsesalen, Sorte Diamant, 21. oktober 2023