Racismens rødder

I maj 2021 var det et år siden mordet på den 46-årige sorte amerikaner George Floyd. Vi tog i den anledning et kig på vores samlinger for at finde racismens rødder.

Videooptagelsen af den hvide politimand med sit knæ på George Floyds hals spredte sig i 2020 som en ild over hele verdenen og satte kog under den anti-racistiske bevægelse, Black Lives Matter. Et år senere er bevægelsen stadig aktiv både herhjemme og i USA. Den er et opgør med politibrutalitet, og det bevægelsen kalder strukturel racisme.

Racisme har en lang historie i vesten – også i Danmark - så tag med os på jagt efter Danmarks fortid i bibliotekets samlinger og lær om vores hjørne af racismens historie, og om hvordan den kolonialistiske tænkning har overlevet i det danske samfund op gennem historien.

Det hele begynder

Vores historie begynder 25. maj 1672 sent om aftenen, hvor det danske skib Færø ankrer op ved den vestindiske ø St. Thomas. Ved skibets ræling står den 33-årige Jørgen Iversen, som er blevet udnævnt som øens første guvernør. Iversen og hans ledsagere går i land og begynder straks at omdanne det frodige landskab til sukker- og bomuldsplantager. Det er en prøvet økonomisk model. England, Frankrig, Holland og Spanien er allerede i gang. Men modellen kræver én ting, som Iversen ikke har med på sit skib. Slaver.

Det, de andre nationer allerede har opdaget, er, at det er vanskeligt at skaffe arbejdskraft til det hårde og opslidende arbejde på plantagerne, så for at drive dem har man brug for slaver.

Det er altså i jagten på arbejdskraft, at Iversen i 1674 sender bud efter afrikanske slaver til koloniens plantager. I løbet af det følgende århundrede bliver mere end 120.000 slavegjorte afrikanere ført over Atlanten på danske skibe.

Eftersøgningsannonce efter bortløben slave — Dansk-Vestindisk Regieringsavis 17. februar 1842. I beskrivelserne af de bortløbne slavegjorte går det igen, at de bliver kategoriseret på baggrund af deres ophav.
Foto: Dansk-Vestindisk Regieringsavis

”En velnæret kreol”

De fleste slavers hverdag består af hårdt arbejde i sukkerrørsmarkerne, mens andre arbejder som håndværkere eller tjenestefolk.

At stikke af er en udbredt form for modstand for de slavegjorte. At slaveflugter er almindelige, kan man forsikre sig om ved at søge i de vestindiske aviser, som vi har digitaliseret. De er fyldt med efterlysningsannoncer.

Efterlysningerne er eksempler på, hvordan plantageejerne så sorte mennesker som ejendele på linje med kvæg og grise, der kunne beskrives som ”velnærede” eller kategoriseres i underracer som sambo (efterkommer af indianere og afrikanere) eller kreol (en slavegjort der var født i Caribien). Samtidig er de, der forsøgte at bringe dem tilbage til plantagen ”jægere”. Annoncerne beskriver de slavegjorte som dyr. De er ikke ”rigtige” mennesker.

Det er nødvendigt for at retfærdiggøre slaveriet, for helt fra koloniens begyndelse stilles der spørgsmål ved det moralsk rigtige i behandlingen af de slavegjorte. En af måderne, man kan komme uden om disse spørgsmål, er ved at betragte de slavegjorte som i en særskilt kategori. De er moralsk fordærvede, primitive eller dyriske, og derfor fortjener de deres skæbne.

Reimert Haagensen, der kom til Dansk Vestindien i 1739 og senere blev en ledende plantageejer, udgav en beretning om øerne, hvor han gjorde klart, at slaver ”alle (var) onde”, ja deres ”sorte hud”, skrev Haagensen, ”vidner om deres ondskab, og at de er destinerede til trældom, således (at) de ingen frihed bør have”. Denne måde at betragte de slavegjorte - og i forlængelse af dem alle med mørk hud - bredte sig fra kolonierne til Europa – og Danmark var ingen undtagelse.

Du finder Haagensens beskrivelse her: R. Haagensen: Beskrivelse over Eilandet St. Croix i America, 1757

Efter slaveriet ophævelse i 1848 var disse forestillinger med til at begrunde, hvorfor den afrikansk-caribiske befolkning havde lavere økonomisk og social status end den hvide befolkning. Forestillingerne forsvandt ikke, selvom slaveriet gjorde. Måske kan man endda spore nogle af forestillingerne til, hvordan vi betragter afrikanere og afrikanske lande i dag?

”Så meget neger, som man kan forlange det”

Det er i hvert fald det, som er pointen hos Black Lives Matter bevægelsen. At den sortes liv – bevidst eller ubevidst – betragtes som mindre værd end den hvides. Og det er desværre ikke vanskeligt at finde eksempler på, at mennesker med afrikanske rødder blev omtalt dyrisk i danske aviser længe efter slaveriets ophævelse, akkurat ligesom de gjorde i annoncerne i de vestindiske aviser.

Da Louis Armstrong optræder for første gang i Danmark, beskrives hans stemme for eksempel som guttural og hans optræden som dyrisk. Ja, en anmelder beskriver ham endda som "så meget neger, som man kan forlange det".

Læs selv med: Sort Jazz ekstase i Tivolis Koncertsal

Reklame med uciviliseret fremstilling af en afrikaner — Afrikanere blev i talrige reklamer og satiretegninger brugt som billedet på det uciviliserede og det primitive igennem det 20. århundrede. Reklame for tøjvask og –rens, Middelfart Venstreblad, 19. august 1953.
Foto: Det Kgl. Bibliotek

I størstedelen af det 20. århundrede er der meget få sorte mennesker i Danmark. Vi møder dem i aviserne som kunstnere eller musikere på besøg fra andre lande. Og alligevel optræder sorte mennesker tit i danske fortællinger, reklamer og satiretegninger, hvor de ofte karakteriseres eller bliver set som repræsentanter for det primitive, uciviliserede, nærmest dyriske. Det er disse billeder og ikke mindst effekten af dem, som Black Lives Matter er et oprør imod.