roseate spoonbill tegning

Foto: John James Audubon

Audubons store livsværk

James Audubons livsværk "Birds of America" er med sine 435 håndmalede fuglebilleder i fuglenes naturlige størrelse en af vores samlingers store skatte.

Værket Birds of America indeholder 435 håndmalede billeder af fugle fra Amerika. De mange forskellige arter af fugle er tegnet i deres naturlige omgivelser, ofte siddende på en gren, med et byttedyr i næbet eller flyvende med vind under vingerne. Der, hvor værket især adskiller sig fra lignende værker og gør sig til helt sit eget, er størrelsen. John James Audubon, der står bag værket, har nemlig tegnet fuglene i deres naturlige størrelser, hvilket gør værket til et af de største af sin slags.

Illustration af John James Audubon, der sidder i fint tøj.

Foto: Det Kgl. Bibliotek

Audubons opvækst

John James Audubon (1785-1851) var søn af en fransk kaptajn og plantageejer, Jean Audubon, og allerede fra barnsben var naturen hans store interesse. I stedet for at gå i skole, ville Audubon uanset årstiden tilbringe sine dage udenfor på marker og i skove, hvor han samlede fuglereder, spiselige planter, fugleæg og lignede ting i sin lille kurv. Han begyndte at tegne de genstande, han fandt, og denne interesse skulle vise sig at følge ham hele livet.

I 1806, som 21-årig, blev Audubon sendt til sin fars ejendom, Mill Grove, nær Philadelphia i staten Pennsylvania, USA. Officielt for at lære engelsk, uofficielt for at undgå den franske værnepligt. Her fortsatte Audubon sit frie liv, og han blev ved med at interessere sig for – og aftegne – naturen. Det var specielt fugle, der fangede Audubons interesse.

Trefarvet hejre

Foto: John James Audubon

1 / 7
Vandredrossel

Foto: John James Audubon

2 / 7
Rød ibis

Foto: John James Audubon

3 / 7
Lunde

Foto: John James Audubon

4 / 7
Vandredue

Foto: John James Audubon

5 / 7
Ørn

Foto: John James Audubon

6 / 7
Blå skovskade

Foto: John James Audubon

7 / 7

Et stort trykkearbejde

I begyndelsen af 1820’erne besluttede Audubon sig for, at han ville udgive sine fugletegninger i USA. Men det skulle vise sig at blive svært. Én ting var, at der på dette tidspunkt var mange konkurrerende værker, men en anden ting var, at Audubon tegnede fuglene i deres naturlige størrelse, og trykkearbejdet ville derfor blive en stor udfordring. Det lykkedes ham ikke at finde en, der ville trykke hans tegninger i USA, og derfor pakkede han sin kuffert og vendte tilbage til Europa. Nærmere bestemt Edinburgh, hvor han fandt gravøren William Home Lizars, som indvilligede i at kaste sig ud i det store projekt. Han trykkede de første ti plancher, men han fik derefter store problemer, især med sine farvelæggere, hvorefter arbejdet blev flyttet til London.

Værket blev udgivet på abonnement med fem tegninger i hvert hæfte til en pris på to guineas. Dengang var det særdeles normalt at udgive tavleværker på abonnement. Dels fordi det var en betingelse for overhovedet at kunne trykke værket, dels fordi det var en betingelse for at kunne sælge eksemplarer, da kunden blot behøvede at betale små beløb ad gangen. Det lykkedes endda Audubon at få George IV, konge af Storbritannien til at tegne et abonnement.

I takt med at der blev flere og flere fuglearter, blev antallet af hæfter ligeledes øget. Slutresultatet blev 87 hæfter med i alt 435 tavler. Derudover udgav Audubon fem bind med ledsagende tekster til illustrationerne.

Se videoen nedenfor, hvor Torsten Schlichtkrull fortæller om værket, og få en fornemmelse af størrelsen af bogen i virkeligheden.

En af verdens største bøger

Torsten Schlichtkrull fortæller om en af verdens største bøger værket The Birds of America af John James Audubon.

 

Illustration af fugle med grønne, gule og røde fjerdragter.
Carolinaparakit.

Foto: John James Audubon

Et vigtigt videnskabeligt hjælpemiddel

Der er blevet udgivet illustrerede naturhistoriske værker omtrent lige siden bogtrykkerkunsten blev opfundet, men på trods af det, er der hverken før eller siden set et værk af så enestående kvalitet. Værker som dette var vigtige for biblioteker og forskere over hele verden, fordi man dengang ikke kunne rejse på tværs af kontinenter på samme måde, som man kan i dag. Derfor betragtede man udstoppede dyr og illustrationer af dem som vigtige videnskabelige hjælpemidler, og igennem det meste af 1900-tallet har indholdet af Birds of America - billederne så vel som teksterne - været værdifulde for forskere. Selvom værket i dag ikke længere er af synderlig naturvidenskabelig værdi, er det i sandhed et imponerende og enestående værk i både størrelsen og den kunstneriske udførelse, og det er stadig af stor litteraturhistorisk værdi.

Det har været svært at sætte et præcist tal på, hvor mange komplette eksemplarer af Birds of America, der er blevet trykt. Men det antages, at der er trykt mellem 200 og 225 komplette eksemplarer. Desværre er det ikke alle eksemplarer, der eksisterer i dag. Nogle eksemplarer er brændt eller har fået vandskade, nogle er blevet slagtet og tavlerne solgt enkeltvis, og andre har været udsat for tyveri.

I dag ved man, at der er bevaret 119 komplette eksemplarer, der spredt ud over hele verden. Ét af de eksemplarer befinder sig, som det eneste i Skandinavien, i vores samlinger i København, og her har det været siden 1858.

Gå op opdagelse i Det Kgl. Biblioteks udstilling SKATTE

Birds of America kan ses i Det Kgl. Biblioteks permanente udstilling SKATTE. Her kan du også gå på opdagelse i samlingernes andre perler, såsom Søren Kierkegaards brev til sin forlovede, Karen Blixens eget manuskript eller H.C. Andersens dagbog.

Læs mere om udstillingen her