Gå til hovedindhold

Det blev ikke krudt og kugler, der vandt kampen om Sønderjylland. I stedet var våbnene pen og papir, vejskilte og gravhøje, drømmesyner og vælgerforeninger.

Dannebrog vajer over et sønderjysk fjordlandskab Ophav ukendt

Den nye grænses linje tværs over Sønderjylland blev afgjort ved folkeafstemninger i begyndelsen af 1920, og det nationale sindelag blev altafgørende i valgkampene. Valget var et resultat af en kulturel oprustning på begge sider af konflikten, der tog sin begyndelse mindst 100 år tidligere. De sproglige argumenter og nationale symboler blev anvendt i stor stil. Mor Danmark, guldhornene, Dybbøl Mølle og motiver fra oldtiden gik igen på en måde, der i dag kan virke højstemt.

Sprog, kultur og symbolik blev sat i stedet for kanon og kavaleri i en kamp om slesvigernes sind og hjerter. For det var sindelaget, der kunne tegne det nye landkort og flytte grænsebommene.

Jomfru Fannys drømmesyner

Christian X på den hvide hest Thorvald Larsen
Christian 10. og den hvide hest som han krydsede Kongeåen på. Det var så vigtigt at få Jomfru Fannys spådom til at gå i opfyldelse, at det på et tidspunkt rygtedes, at hesten slet ikke havde været hvid, men var blevet kalket. Det er dog delvist en myte. Prins Knud, kongens yngste søn, huskede at have fået noget hvidt på benet, men det var ikke kalk, det var rensevæske. Hesten var nemlig albino, og albinoer kan få et let lyserødt skær, og det gik naturligvis ikke, så den blev smurt i rensevæske for at fremhæve dens hvide farve.

Der er mange myter om syersken Franziska Caroline Eliese Enger, der levede i Aabenraa fra 1805 til 1881. Hun blev kaldt ”Jomfru Fanny”, og rygterne sagde, at hun var datter af Christian 8. Som 27-årig blev Fanny alvorligt syg, og alle troede, at hun ville dø. Hun overlevede, men derefter begyndte hun at modtage forvarsler.

Hun forudså udfaldene af krigene i 1848-1851 og 1864. Folk fandt trøst i at lytte til, hvad Jomfru Fanny kunne fortælle, og der blev udgivet skillingstryk om hendes drømmesyn.

Jomfru Fanny forudså også genforeningen, som først fandt sted længe efter hendes død.

I hendes drømmesyn kom kongen ridende over grænsen på en hvid hest, og da genforeningen i 1920 skulle fejres, blev der fremskaffet en hvid hest til Christian X. Jomfru Fannys forudsigelse gik i opfyldelse, og det gav fornyet styrke til myten om Fannys særlige evner. Man kan også sige, at Jomfru Fanny blev æret for det håb om genforening, som hendes forudsigelser havde vagt blandt de dansksindede i Sønderjylland.

Læs et skillingetryk med Fannys spådom.

Guldhornene som nationalt symbol

Sønderjyske piger og veteran overrækker kongen et flag og kopier af guldhornene ved genforeningsfest Holger Damgaard
Sønderjyske piger og en veteran overrækker Christian 10. et gammelt Dannebrog og kopier af guldhornene ved genforeningsfesten i Dybbøl Skanser, 11. juli 1920

Da kong Christian 10. mødtes med sønderjyderne på Dybbøl 11. juli 1920, fik han overrakt to kopier af guldhornene. Det lange guldhorn blev fundet i 1639 ved Gallehus i Sønderjylland. Få meter derfra blev det korte guldhorn i fundet 1743.

På det ene guldhorn var der en runeinskription. Den første tolkning af indskriften kom i 1865, hvor man gjorde sig umage for at bruge sprogbetegnelsen ’oldnordisk’ frem for ’oldgermansk’. I kampen mellem tysk og dansk blev oldtidsfund brugt som argumentation for at anse Sønderjylland som gammelt, dansk territorium. Det er baggrunden for, at guldhornene – sammen med andre oldtidsfund som lurer og gravhøje – blev brugt som illustration på opfordringer til at stemme dansk i 1920.

Ét grænseland med tre sprog (mindst!)

Sprogkort over Slesvig P.C. Koch
"Udkast til et sprogkort over hertugdømmet Slesvig eller Sønderjylland", 1839. Klik på kortet for at se hele kortet og farvenøglen.

I Danmark bliver spørgsmålet om Sønderjylland ofte reduceret til at handle om sprog – dengang som nu. Man er enten dansk eller tysk, alt efter hvilket sprog man taler hjemme i hjørnesofaen. Det har aldrig været så enkelt i Slesvig.

Frisisk mark med by i horisonten Ophav ukendt
Prodansk afstemningsplakat. Der står "An det smok Lunn skäl wi a Preuss auerlät?" Det er frisisk og betyder: "skal vi overlade dette smukke land til preusseren?" Både tyskere og danskere slog også lokalpatriotiske strenge an i agitationen. De advarede slesvigerne om, at deres egenart ville forsvinde, hvis de skulle styres fra henholdsvis København eller Berlin.

Før 1800 var sproget ikke særligt vigtigt for befolkningens identitet. Frisisk, plattysk og synnejysk trivedes side om side fra den tidlige middelalder. Omkring renæssancen kom højtysk og dansk til, særligt som kirkesprog.

I løbet af 1800-tallet spirede nationalismen frem. Den kom egentlig ikke i første omgang fra Slesvig, men fra Kiel og København. I denne bevægelse fik sproget stor betydning, og man forstod måske ikke de komplekse forhold i grænselandet. Førhen havde mange slesvigere talt det sprog, der var belejligt i situationen. I kirken talte man måske tysk, men hjemme dansk – eller omvendt.

Kongefamilien kører ind i Tønder. Skilte på tysk. Ophav ukendt
Kongefamilien i bil under deres besøg i Tønder i forbindelse med Genforeningen. Skiltene i byen var stadig på tysk og Peter Petersen lokkede med "Gemüse", "Frucht"; og "Fisch".

Nationalismens logik krævede af slesvigerne, at de valgte ét sprog og én identitet. Mange slesvigere valgte at følge det sprog, som de var vant til, blev talt i kirken. I Sydslesvig blev tysk dominerende, mens et klart flertal på landet i Nordslesvig orienterede sig mod det danske. Fordelingen følger stort set skellet mellem dansk og tysk kirkesprog.

I de nordslesvigske byer, som Aabenraa og Haderslev, var de nationale sympatier mest blandede. Her havde man fra 1500-tallet talt to sprog i kirkerne. Det meste af borgerskabet gik til den tyske gudstjeneste, mens folk af jævnere social baggrund gik til den danske gudstjeneste.

Skiltekrigen

For det tyske mindretal i Sønderjylland, så hedder Haderslev slet ikke Haderslev, men Hadersleben. Aabenraa ikke Aabenraa, men Apenrade, Tønder hedder ikke Tønder, men Tondern osv. Med jævne mellemrum opstår diskussionen om at få de tyske navne under de danske på byskiltene, men indtil videre har ikke en eneste sønderjysk kommune valgt at sætte dobbeltsprogede skilte op.

Byskiltet ved Niebüll/NaibelMax van Gellekom
Mange byskilte i Sydslesvig er tosprogede. Her er det i Nibøl, hvor skiltet er på tysk og frisisk. I Flensborg og mange andre steder er skiltet på tysk og dansk.

I 2015 forsøgte man godt nok i Haderslev. Det skabte store protester, og få dage senere var skiltet blevet væltet. Det kom aldrig op igen. Syd for grænsen er holdningen en anden, og der findes skilte med plattyske, frisiske og danske ”undertekster”.

Tondern blev til Tønder

Tondern Station

Forskningsbibliotekar Sonny Ankjær Sahl fortæller om Johannes Bucholtz digt Tondern Station.

Sproget blev altså væsentlig for opfattelsen af, hvor man hørte hjemme. Digteren Johannes Buchholtz (1882-1940) fangede det med sit stilfærdige digt "Paa Tondern Station" natten mellem 16. og 17. juni. En lille begivenhed blandt genforeningens mange store festligheder. Danske jernbanemænd skiftede i al stilfærdighed skiltene på stationen, så Tondern blev til det danske Tønder:

Ikke en Sabel rasled
gennem den natlige Fred,
man rejste bare en Stige
og tog nogle Skilte Ned.

Det var ikke givet, at Tønder igen skulle blive dansk. I februar måned 1920 holdt man folkeafstemning om det nationale tilhørsforhold i den nordlige zone, hvor Tønder hørte til. Flertallet i zonen var overvældende dansk, men i byen Tønder stemte 75% tysk. Alligevel tog borgerne og borgmesteren i Tønder i juni 1920 imod den danske konge og de danske jernbanemænd – uden at en sabel raslede.

Digtet blev trykt i Johannes Buchholtz bog ”Ravne og Duer”, 1921. Originalmanuskriptet befinder sig på Det Kgl. Bibliotek.

Derovre fra Grænsen

Portræt af Holger Drachmann H. Matsen
Portræt af Holger Drachmann, 1875.

”Det var, som om Dybbøl Møllen ikke gad gaa efter den Vind, der blæser her, og derfor havde indstillet sin Fart til den rette Vind kom.”

I 1877 udgav Holger Drachmann (1846-1908) ”Derovre fra Grænsen”, en rejsebeskrivelse fra det tabte Sønderjylland, hvor han 13 år efter det katastrofale nederlag i 1864 besøgte Dybbøl Mølle og andre historiske steder. Bogen var samtidig også et skarpt debatindlæg. Den danske indstilling til den nye politiske situation var, ”hvad udad tabes, skal indad vindes”, men mange sønderjyder, som Holger Drachmann lod komme til orde i sin rejsebog, følte sig stadig dansksindede. Det er stærkest udtrykt af en ung sønderjysk pige, som Holger Drachmann på sin rejse mødte ved en dansk soldatergrav i Bøffelkobbel: ”Glem os ikke! sagde hun, da jeg tog Afsked. Glem os ikke!” Bogen blev én af Holger Drachmanns mest populære og udkom også i en genforeningsudgave i 1919.

Vælgerforening, skoleforening og sprogforening

Salen i forsamlingshuset Folkehjem Holger Damgaard
Aabenraaresolutionen vedtages i Folkehjem 17. nov. 1918.

Den kulturelle oprustning tog for alvor fart fra 1880’erne, hvor dansksindede stiftede en række foreninger med det formål at fastholde dansk sprog og kultur. Oprustningen var et svar på en tiltagende germanisering af Slesvig, der bl.a. betød, at dansk undervisning og danske skoler blev stoppet af de tyske myndigheder. Først kom "Foreningen til det danske Sprogs Bevarelse i Nordslesvig" i efteråret 1880, så kom ”Nordslesvigsk Vælgerforeningen” i foråret 1888 og til sidst ”Nordslesvigsk Skoleforening” i 1892.

Menneskemængde lytter til H.P. Hanssens tale Ophav ukendt
H. P. Hanssen annoncerer Aabenraaresolutionen fra balkonen i Folkehjem 17. november 1918.

Vælgerforeningen blev omdrejningspunktet for den politiske udvikling i Slesvig, og dets leder H.P. Hanssen kom til at få stor betydning for Genforeningen. I Aabenraa etablerede Sprogforeningen Folkehjem med bibliotek og forsamlingshus. Det var fra balkonen på Folkehjem, at H.P. Hanssen proklamerede Aabenraa-resolutionen, der fik stor betydning for grænsedragningen.

Læs mere om Aabenraa-resolutionen og den politiske side af Genforeningen på Genforeningen 2020.

Skoleforeningen sendte dansksindede på højskoleophold i Danmark ofte på de højskoler, som foreningen havde oprettet lige nord for Kongeå-grænsen.