Børn i Skatteudstillingen
Find spændende og kostbare skatte i Den Sorte Diamant.

Foto: Malthe Ivarsson

Skatte Ekspeditionen i udstillingen SKATTE

Udforsk bibliotekets skatkammer! Som noget særligt kan børn og deres voksne sammen udforske udstillingen SKATTE i Den Sorte Diamant.

Skatkiste, lommelygte og ekspeditionskort

Med et ekspeditionskort i den ene hånd og en lommelygte i den anden, kan I sammen løse sjove opgaver og blive klogere på udstillingens mange bøger, tegninger, fotografier, glober, breve og vigtige papirer. Med jer får I også en skatkiste med guldmønter, som vil sende jer rundt blandt de mange skatte.  

Undervejs finder I ikke bare én men en masse skatte! De er alle meget værdifulde og betydningsfulde på hver deres måde. Se for eksempel en original Tintin-tegning, en otte meter lang skriftrulle, en trolddomsbog skrevet med kodeskrift og eventyr, som H.C. Andersen helt selv har skrevet med blæk og fjerpen!

Skattenes historier fortalt til børn og deres voksne

Skatte Ekspeditionen er bare én af bibliotekets aktiviteter for børn. I udstillingen kan de yngste også fordybe sig i historierne bag Danmarks store skatte. Kig på iPad'en tættest på skatten, hvor I finder vores tekster til børn og deres voksne.

Skatte i biblioteket

Det Kgl. Bibliotek er hele Danmarks bibliotek. Det er dit og mit. Biblioteket passer på vores historie.

Samler I på noget? Nogen samler på sten, andre samler på frimærker. Det Kgl. Biblioteket samler på alt om Danmark, og det har det gjort i mange hundrede år. I samlingen er der også meget om resten af verden. Derfor er bibliotekets samling af bøger, breve, billeder og meget andet kæmpe stor. Samlingen er en af de største i hele verden!  

I udstillingen SKATTE kan I se bibliotekets største skatte. Det er det vigtigste og mest kostbare fra bibliotekets samling. Skattene er værdifulde for Danmark og for dig og mig, fordi de fortæller noget om vores historie. Derfor passer biblioteket på skattene, så vi også har dem i fremtiden.

For børn på 6-11 år og deres voksne

Materialet til Skatte Ekspeditionen kan lånes gratis i butikken, og det er også gratis at besøge udstillingen.  
 

Kultur i Diamanten

Hold dig opdateret om koncerter, talks, udstillinger, foredragsforestillinger og mange andre kulturtilbud i Den Sorte Diamant i nyhedsbrevet Kultur i Diamanten. Udkommer 1-2 gange månedligt.

Flere aktiviteter for børn og deres voksne