Valget 1926 - Det første livetransmitterede vælgermøde

Brølet fra Idrætshuset

Man skulle næsten tro, at der var landskamp. På trods af frost og sne stod der tusinder og atter tusinder af mennesker i området udenfor Idrætshuset i København. De stod og spejdede op mod balkonen, hvor man havde placeret et par højttalere, så alle kunne følge med i, hvad der skete inde i huset.

Her var der stopproppet i den store sal. De fineste sad, de fleste stod, og de mest adrætte var kravlet op i ribberne. På halgulvet stod en talerstol i den ene ende. Her trådte de fire politikere fra de største partier frem på skift for at fremføre deres valgtaler.  

Den første var forhenværende landbrugsminister Thomas Madsen-Mygdal fra Venstre. Han nåede kun lige at åbne munden, før et uvejr af vrede tilråb brød ud fra tilhørerne. De var også primært socialdemokrater. Han fik dog, med lodder og trisser, sit hovedbudskab igennem: At beskatning på formue var hul i hovedet, og at man i stedet skulle skære hårdt i de offentlige udgifter. 

Næste mand på skafottet var Vilhelm Rasmussen fra Socialdemokratiet. Han var på hjemmebane, men talte mest om de andres politik. For det var de andres skyld, at der nu var valg, og at man ikke i stedet kunne komme videre med at løse krisen. Stort bifald og videre til de konservatives mand, Drachmann. Også hans tale druknede delvist i buhråb. Det samme gjaldt sidste taler, De radikales Dr. P. Munch, altså bortset fra når han roste den socialdemokratiske regering, og sådan fortsatte det hele aftenen.  

På et tidspunkt afbrød ordstyreren de talende for at oplyse om, at han i dette øjeblik havde modtaget, ”et Telegram fra Svendborg med Anmodning fra Lytterne om Ordlyd for Talerne, da de ellers intet kunde høre”. Det hjalp dog kun lidt, og i de følgende dage var netop larmen fra publikum uden sammenligning det store samtaleemne i pressen. 

Bobler og massemedier 

Hvis man læser de forskellige avisers referater fra vælgermødet i 1926, er det meget tydeligt, at bobler og ekkokamre ikke er en ny ting. Lang tid før internettet og de sociale medier var det en præmis, at folk levede i vidt forskellige verdener, alt efter hvilken avis de læste. Ifølge den blå presse var vælgermødet en decideret skandale på grund af socialdemokraternes opførsel. Ifølge den røde presse var mødet særdeles vellykket. Der var lidt bøvl. Men det fik en dygtig og myndig ordstyrer hurtigt styr på. 

Hvad sandheden var, er altid lidt svært at grave sig frem til uden primærkilden, men det tipper voldsomt til den blå side. Således beskrev Horsens Avis, hvis referat udelukkende var baseret på radiotransmissionen, hvordan selve lyden fra mødet var virkelig god, men at det til tider var umuligt at høre, hvad der blev sagt på grund af larmen fra publikum.

Blandt andet var alt det, den udvalgte konservativ vælger sagde, ikke refereret, ganske enkelt fordi journalisten kun kunne høre buhråbene. Han nåede også kun at kalde socialdemokratiets kvindelige minister Nina Bang for ”ministeriets enfant terrible”, før han blev lukket brutal ned af de røde horder på lægterne. 

Det havde muligvis altid været sådan ved den slags møder, men det var første gang, at man kunne høre det med egne ører, uanset hvor man sad i landet. Indtil radioens gennembrud havde man netop kun avisernes referater at støtte sig til, og så var det jo spørgsmålet, hvem man troede mest på.

Nu havde man et helt anderledes grundlag at træffe sit valg ud fra. Og det var selve grundidéen med Statsradiofonien. At alle perspektiver i den danske befolkning kom til orde på skift, og at alle borgere dermed havde indblik i hinandens livsverden. Det var den oprindelige betydning af public service og en smuk demokratisk tanke. Som var meget svær at udfolde i praksis. 

Nye medier – nyt indhold  

Det første livetransmitterede vælgermøde i 1926 var muligvis ikke det mest vellykkede af slagsen. I hvert fald ikke set fra et socialdemokratisk perspektiv, for den dårlige opførsel var det absolutte hovedtema efterfølgende. Venstre var ovenikøbet så vakse, at de simpelthen indrykkede en annonce i en række aviser med overskriften: ”Har brølet fra Idrætshuset ikke vakt til eftertanke?”. Budskabet var klart og tydeligt, at alle nu vidste, hvilken vild og udemokratisk flok, man tilhørte, hvis man stemte socialdemokratisk. Og at det åbenbart var sådan, københavnere opførte sig. 

Men man havde heller ikke prøvet det før, hverken fra radioens side eller fra politisk hold. 

"Livetransmissionen af stemmerne gav indtryk af, at man selv var til stede. Selvom man fra radioens fødsel var ekstremt opmærksom på offentlige stemmer, når de blev optaget i studiet, så havde man ikke forudset, hvad der ville ske, når man optager et vælgermøde. De øvrige livetransmissioner, man havde arbejdet med udenfor radiostudiet i 1926, var fra kirken, hvor der er en fast dramaturgi", fortæller forskningsbibliotekar ved Det Kgl. Bibliotek Anna Lawaetz, der blandt andet har forsket i stemmer.

Aftenens ordstyrer havde godt nok lytterne for øre, men de øvrige deltagere var tydeligvis endnu ikke så bevidste om det nye medies spilleregler. For lytterne var udsendelsen et censurerende støjhelvede, når socialdemokratiets modstandere forsøgte at sige noget. At de så sagde det samme som altid, og som stod i avisen, var underordnet. Det nye medie krævede nye måder at sige tingene på, og både som parti og politiker skulle man på en helt anden måde end tidligere tænke over, hvordan man talte og opførte sig, når man var ”på”. 

"Politikernes bevidsthed om stemmen som autenticitetsbærer voksede gradvist med radiomediet. I forhold til politikerstemmer og de idealer, der knytter sig til stemmer, kunne man måske i fremtiden forestiller sig et opgør med ideen om den magtfulde stemme. For vores ubevidste æstetiske idealer for den gode radiostemme og den gode politiske stemme, er dynamiske.

Hvad der gav ethos i 1926 for en politiker stemmemæssigt, er bestemt ikke det samme i dag. Vi vil ikke tiltales alfaderligt, belærende, men snarere skal politikeren tage rollen som den vidende ven, vi kan tage til genmæle overfor", siger Anna Lawaetz.

I dag, små 100 år senere, er præmisserne nogle helt andre. Som politiker skal man være på et væld af forskellige platforme, helst hele tiden, og kunne mestre mange forskellige genrer. Og som vælger er det pløkumuligt at følge med over det hele. Og når valgmåneden er gået, har der været så mange tv- og webtransmitterede vælgermøder, at de færreste nok kan huske, hvad der blev sagt på det første.

Og måske er det slet ikke der, vi er nu. Måske er det Tiktok-formatet med helt korte videoer, der bliver afgørende. Under alle omstændigheder kan nutidens politikere finde en smule trøst i, at hård tale og luskede forsøg på at lukke modparten ned, bestemt ikke er en ny opfindelse.