Kvinde sidder ved indstrimaskine i fabrikshal
Da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet blev skattelovgivningen utidssvarende. Foto: John E. Carrebye

Da gifte kvinder blev skatteborgere

Først i 1970 blev skattelovgivningen ændret, så gifte kvinder nu fik ret til at betale skat af egen indtægt. Inden da var ægtemændene blevet beskattet af deres hustruers indtægt.

”Væk med skatten på vielsesattesten. Staten skal ikke tjene på, at en mand og en kvinde forelsker sig og gifter sig”.

Sådan lød det ved en happening i Folketinget i marts 1968 med deltagelse af samtlige 19 kvindelige folketingsmedlemmer, hvoraf mange havde tilknytning til kvindebevægelsen. Aktionen var et forsøg på at lægge et ekstra pres på folketinget for at få ændret den kønsdiskriminerende skattelovgivning, der stadigvæk opfattede manden som familiens overhoved og hovedforsørger, og hustruen som den forsørgede og den, der varetog arbejdet i hjemmet.

Konkret drejede det sig om, at gifte kvinder her små 70 år efter, at de havde opnået myndighed i ægteskabet i 1899, stadigvæk ikke blev beskattet af deres egen indtægt. Det gjorde deres ægtemænd! I praksis foregik det ved, at hustruens indtægt blev lagt oven i ægtemandens indtægt, og så betalte han skat for dem begge.

Hovedindvendingerne mod sambeskatningen (som man kaldte det) havde både et ligestillings- og økonomisk perspektiv. Økonomisk fordi de ægteskaber, hvor begge havde erhvervsarbejde, blev beskattet hårdere på grund af proportionalskatten, end hvis parrene ikke var gift. Ligestillingsmæssigt fordi skattelovgivningen ikke definerede gifte kvinder som selvstændige borgere.

Uddrag fra Kvinden Og Samfundet med teksten "Hvad alle kvinder bør kræve! Lovændring 2"
Dansk Kvindesamfund krævede skattelovgivningen ændret ved det første folketingsvalg i 1918, hvor kvinder kunne stemme og stille op. Kvinden og Samfundet, nr. 3, 1918.

Foto: Kvinden og Samfundet

Op ad bakke med at få ændret lovgivningen

Dansk Kvindesamfund havde allerede adresseret problemet med en henvendelse til folketinget tilbage i 1915 og ved valget i 1918, som var det første valg, hvor kvinder kunne stemme og stille op, indgik ophævelsen af sambeskatningen i deres spørgsmål til politikerne. Og siden fulgte de op igen og igen både med henvendelser til Folketinget og ved at skrive indlæg og udgive pjecer. Alt sammen uden resultat.

Ved valget i 1960 kunne man finde annoncer i Dansk Kvindesamfunds blad, ”Kvinden og Samfundet”, fra de forskellige partier, hvor de alle lovede at ophæve sambeskatningen. Men intet skete. Og selv om Dansk Kvindesamfund iværksatte en underskriftskampagne i 1963 med 70.000 underskrifter for at understøtte kravet, og de kvindelige folketingsmedlemmer 5 år senere lavede en happening i Folketinget, var det først med loven om kildeskat i 1970, at gifte kvinder endelig kunne få lov til at betale skat af egen indtægt. Den sidste rest af sambeskatningen forsvandt dog først i 1983.

Når politikerne tøvede så længe med at indføre særbeskatning for gifte kvinder, skyldes det formentlig, at problemet først blev rigtig tydeligt for mange af dem i løbet af 1960’erne, hvor de gifte kvinder strømmede ud på arbejdsmarkedet. I 1960 var der cirka ¼ million gifte kvinder på arbejdsmarkedet. I 1970 var det ½ million, og i 1979 ¾ million. Det betød, at den familiekonstruktion, som sambeskatningen hvilede på, var ved at forsvinde. Eneforsørgerfamilien med en udearbejdende far og en hjemmearbejdende mor blev erstattet af toforsørgerfamilien, hvor begge ægtefæller havde lønarbejde. Og det gjorde, at diskriminationen af den gifte kvinde i skattelovgivningen både blev meget tydelig og helt uomgængelig at få gjort op med.