Kulturarven flytter ud af byen

Kulturarven flytter ud af København. Dele af materialet er utilgængeligt 18. august 2023 til 1. januar 2024. Når vi er færdige, kan du bruge samlingerne, der hvor du plejer.

Bøger fra Det Kongelige Biblioteks samlinger

Foto: Atle Clausen

På en bakketop lidt udenfor Frederikssund mellem grønne marker og nybyggerkvarterer ligger et opbevaringsmagasin. Her får Det Kgl. Biblioteks kulturarvssamlinger i disse år et nyt hjem. I efteråret 2023 gennemføres nemlig fase to af en af de større flytninger i bibliotekets historie, når de mange kulturarvssamlinger flyttes fra det centrale København til vores nye fællesmagasin i Vinge ved Frederikssund.

Samlingerne af unikt kulturarvsmateriale bliver flyttet for at give dem de rette bevarings- og sikringsforhold, så vi passer på kulturarven og sikrer, at den lever videre til de mange fremtidige generationer. Vi har derudover haft stort fokus på, at det nye magasins energiforbrug er så bæredygtigt som muligt, blandt andet ved at bruge jordvarme og -køling i de klimastyrede magasiner.

Flytningen betyder, at I kan komme til at opleve, at dele af vores samlinger er utilgængelige mellem 18. august 2023 og 1. januar 2024. Vi gør naturligvis vores bedste for, at flytningen giver så få gener som muligt. Når vi er færdige, vil I kunne bestille materialerne til vores læsesale, som I plejer.

Konkret vil flytningen omfatte materialer fra følgende samlinger:

  • Håndskriftssamlingen
  • Folkemindesamlingen
  • Kort- og billedsamlingen
  • Musiksamlingen
  • Teatersamlingen
  • Orientalsk og Judaistisk samling
  • Småtryk Ny Samling (1990-2022) (lukket fra 1.1.2023)
  • Danske Samlinger (1600-tals udgivelser samt diverse særsamlinger)

Brug af unikke kulturarvsmaterialer under flytningen

Planlægger du et forskningsprojekt eller en researchopgave, er du velkommen til at kontakte os allerede nu. Så hjælper vi med at finde ud af, om materialet er tilgængeligt i den periode, du skal bruge det.