DET ER LØGN

Forskerfusk og forfalskninger

6. oktober 2012 - 16. marts 2013 Søjlesalen


Er videnskab til at stole på? I langt de fleste tilfælde er svaret heldigvis ja, men nu og da går det galt. Forskere snyder med deres data, fordrejer resultater eller kopierer andres arbejde. DET ER LØGN - Forskerfusk og forfalskninger inviterer gæsten med på opdagelse og opklaring af 19 bemærkelsesværdige sager, hvor eksperterne har snydt

Udstillingen er opbygget som et kontorlandskab med arkivskabe og skriveborde, hvor gæsten selv kan gå på opdagelse på hylder og i mapper. I skrivebordslampernes skær kan en lang række originalgenstande ses, og de utrolige historier oprulles som en slags detektivhistorier, hvor persongalleriet stilles op og gæsten kan følge opklaringen af snyderiet - hvad enten det blev opdaget efter to uger eller 600 år.


Nutidig rekonstruktion af Piltdown-kraniet, der i flere årtier ledte evolutionsforskningen på afveje.

 
Standard 40 kr.
Diamantklub gratis
Studerende 25 kr.
Børn u. 16 år gratis
Skoleklasser 40 kr.

Billetter sælges i Diamantinformationen og giver adgang til alle udstillinger.

 

Månedligt nyhedsbrev:
Kultur i Diamanten


Følg os
  @sortediamant

De seneste år har set en stigning i tilfældene af videnskabelig uredelighed, men forskere, der fusker, er langt fra noget nyt fænomen. Eksemplerne i DET ER LØGN - Forskerfusk og forfalskninger strækker sig fra et betydningsfuldt men fiktivt brev i middelalderens magtkampe mellem kirke og kejser over bagtalelser og bedrag blandt 1600-tallets astronomer til den nuværende, uofficielle verdensmester i snyd med videnskabelige artikler: Anæstesi-lægen Yoshitaka Fujii, der i 2012 blev afsløret i at have forfalsket intet mindre end 172 videnskabelige artikler. Flere af sagerne drejer sig om opdagelser, som en nation, et forskermiljø eller en hel verden, ville ønske fandtes:

Det gælder Piltdown-manden, der i 1910’erne endelig bragte Storbritannien ind i kapløbet med Tyskland og Frankrig om evolutionens missing link.

Og det gælder i høj grad den pinlige historie fra 1982, da det tyske magasin Stern kunne offentliggøre Adolf Hitlers hidtil ukendte personlige dagbøger. Fundet var en sensation, for hele verden ville naturligvis gerne vide, hvad der var foregået i hovedet på den tyske folkeforfører. Sterns oplag strøg i vejret, journalisten bag tjente en formue - og det samme gjorde småsvindleren, der personligt havde fremstillet de 63 bind.

Nietzsche-originaler
I kulturlivet er fristelsen ofte at plagiere eller pynte sig med lånte fjer. Et insinuerende reklame-stunt i 1953 fra forlæggeren af den ikke så kendte forfatter Kelvin Lindemann endte med et sagsanlæg fra Karen Blixen.

 


Adolf Hitler hilser på en begejstret Elisabeth Förster-Nietzsche, hvis manipulation af broderen Friederich Nietzsches skrifter bidrog til nazisternes kanonisering af filosoffen

 

I en liga for sig er filosoffen Friederich Nietzsches opportunistiske og racistiske søster Elisabeth Förster-Nietzsche, der efter hans død udgav manipulerede udgaver af hans efterladte skrifter - til stor, ideologisk glæde for naziregimet og til lige så stor skade for Nietzsches eftermæle, der den dag i dag lider under søsterens falske kobling af hans tanker til nazismen. I udstillingen er det for øvrigt muligt at se originalmanuskripter af Nietzsche - formentligt for første gang i Danmark.

En aktuel og uafsluttet sag vedrører en af Det Kongelige Biblioteks største skatte, Guaman Pomas Nueva Corónica, den eneste kendte skildring af det spanske kolonisamfund i Peru set med en indfødt Inka-indianers øjne. Siden 1995 har italienske forskere anfægtet, at Poma er forfatter til krøniken. To af Det Kongelige Biblioteks eksperter har gransket bevismaterialet, og deres arbejde er fulgt og filmet af to DR-journalister.

Konsekvenserne af bedrag kan være store: Spild af samfundsresurser, forkerte politiske beslutninger og - når det afsløres - mistillid til forskningen og den søgen efter sandhed eller lovmæssigheder i kultur og natur, der er forskningens formål. Udstillingen fortæller også om arbejdet og kriterierne for snyd hos videnskabens vagthund: Udvalgene for Videnskabelig Uredeligehed.