Om Museet for Dansk Bladtegning

Museet for Dansk Bladtegning blev oprettet i 1995 og fik sin endelige placering i 1998 som en af Det Kongelige Biblioteks museale funktioner.

Hendes Majestæt Dronning Margrethe II indviede officielt museet i september 2000.

Museets opgave og mål er at indsamle og bevare originale avistegninger:
Avistegninger reproduceret og bragt i trykte medier som danske aviser, fagblade, magasiner og andet publiceret materiale. Hertil tillige fra nyere tids elektroniske nyhedsmedier.

Museet har indtil dato indsamlet mere end 150.000 originaltegninger, der bredt og favnende spænder over dansk bladtegnings historie. Heraf  bliver ca. 45.000 tilgængelige online.

Mere end 200 bladtegnere er i dag repræsenteret i samlingen og stadig flere kommer til.

En af Bladtegnermuseets opgaver vil være at få samtlige avistegnere repræsenteret. Tegnere, der har virket professionelt og som kontinuerligt har leveret journalistiske bladtegninger i offentliggjorte medier.

Samlingens originaltegninger er en dokumentation af den enkelte kunstners gemyt og artistiske evner og samtidig et levende billede af samtidens liv og leben. Et historisk tidsbillede iagttaget og fastholdt igennem et kunstnerisk sind.

MUSEET HAR INGEN PERMANENT UDSTILLING.