Kulturnat 2015: ”At reise er at leve”

Det Kongelige Bibliotek tager H.C. Andersen på ordet

fredag 9. oktober 2015 kl. 18:00

"At reise er at leve", skrev H.C. Andersen i sin selvbiografi Mit Livs Eventyr, og Det Kongelige Bibliotek tager Andersen på ordet! Under temaet Rejser og ekspeditioner kan du følge en rute gennem biblioteket og opleve hjembragte kulturskatte som dagbøger, tegninger, kort og glober fra danske ekspeditioner gennem tiden.

OBS: Christians Brygge er spærret for trafik mellem Frederiksholms Kanal og Vester Voldgade fra fredag 9/10 kl. 20.00 til mandag 12/10 kl. 06.00. Bus 66 stopper derfor ikke ved Det Kongelige Bibliotek. 
Læs mere om bus 66's rute hos Movia og om trafikomlægnigen hos Blox.

For få århundreder siden var rejser til fremmede egne for de få. De, der klarede rejsen, kom hjem med fantasifulde skildringer af, hvordan den store verden så ud, og hvad der kunne møde den videbegærlige derude. Helt sandfærdige er beretningerne muligvis ikke alle sammen, men kom selv og se og oplev!

Rejsebrochurer fra nær og fjern
Småtrykssamlingen tænder rejselysten i dig, når de fremviser rejsebrochurer fra de sidste hundrede år. Kirkebybroen.

Musik, sang og fortælling - fra Mellemøsten til Vestjylland
Gå på opdagelse når Dansk Folkemindesamling viser billeder, breve, dagbogsoptegnelser og lydoptagelser fra danske ekspeditioner. Infosalen.

Verdenskort og havfruer - da verden var større
Bevaringsafdelingen viser kort og glober fra før "Google Earth" og hvordan disse bevares for eftertiden. Kirkebybroen.

"At reise er at leve" - se originalen
Aftenens overskrift skrev H.C. Andersen for første gang i et begejstret brev fra Rom. Se brevet og førsteudgaven af erindringerne Mit livs eventyr (1855). Kirkebybroen.

Rejsebeskrivelser fra 1500-tallet - at rejse er at lære.
Tag på studie- og tidsrejse når Håndskriftsamlingen fremviser originale rejsedokumenter fra 1500-tallet. Infosalen.

MUSIK OG OPTRÆDEN

Interaktiv lydværk: Drowning/Burning
Huskomponist Wayne Siegels værk reagerer på dine bevægelser og gør dig til den optrædende. Hovedindgangen.

Cubansk musik med DOMISON
Dans med, når fem fantastiske, latinamerikanske musikere bevæger sig gennem biblioteket. Hver tur ender i café øieblikket. 45 minutter. Kl. 19.30, 21.00 og 22.30.

Kierkegaard som råbekor
Livingstones Kabinet og Københavns Film- & Teaterskole får glasset til at dirre, når de råber op fra Kierkegaards Enten Eller. 10 minutter. Kl. 20.30, 22.00 og 23.00. Atrium.

Sang og performance
Levende installation om danske rejsende som Karen Blixen, Knud Rasmussen, H.C. Andersen, Carsten Niebuhr og Ludvig Holberg. Opført af Livingstones Kabinet og Københavns Film- & Teaterskole.  20 minutter. Kl. 20.45, 22.15 og 23.10. Læsesal Nord.

MEST FOR BØRN

På jagt i skattene 
Skattejagt med ord. Find fem ord rundt omkring i bygningen og sæt dem sammen til en berømt sætning. Diamantinformationen

Kreativt værksted - fold en globus eller farvelæg en havfrue
Slip din indre kreative globetrotter løs. Kirkebybroen.

UDSTILLINGER - GRATIS

Klaus Rifbjerg: En digter til tiden En sansemættet og nærværende skildring af en gigant på den danske forfatterscene. Rotunden-02.
Berlingske ★★★★★ Politiken  Jyllands-Posten ★★★★★★

Joakim Eskildsen: En verden jeg kan tro på Stor anmelderost udstilling med den internationalt anerkendte fotograf Joakim Eskildsen. Rotunden-01.
Information: "... sjældent smuk og vedkommende"

Skatte i Det Kongelige Bibliotek Et enestående kig ned i kisten med de største skatte fra kulturhistorien, fra de tidligste håndskrifter på pergament til originale manuskripter fra nulevende digtere. Montanasalen.

Det Jydske Smil - Jens Julius Jensen Værker af Horsens Folkeblads tegner, der kan nydes i mere end 13 øvrige dagblade landet over. Bladtegnergangen.

Pessoas træ Christian Yde Frostholm, dansk forfatter og billedkunstner, har fremstillet en installation om den portugisiske digter Fernando Pessoa. Oktogonen.

Prins Peter Se hvilke skatte etnografen Prins Peter af Denmark og til Grækenland bragte hjem fra sine Centralasiatiske ekspeditioner. Dronningesalsmontrene.

MAD OG DRIKKE

Café øieblikkets suppekøkken. Søren Kierkegaards Plads. Til kl. 23.
Vin'Øs - søren k's østers- og vinbar. Oktogonen. Kl. 19-23.
Kage og kaffe – Café øieblikket. Til kl. 23.