Gå til hovedindhold

Vi har digitaliseret Trykkefrihedens Skrifter

Du kan nu gå på jagt i et enestående stykke Danmarkshistorie. Vi har nemlig digitaliseret Trykkefrihedens Skrifter.

Titelbladet til  M.G. Birckners "Om Trykkefriheden og dens Love." 1797. Wikimedia Commons

14. september 1770 offentliggjorde Christian 7. et reskript (dvs. en lov), der dekreterede fuldstændig trykkefrihed i Danmark-Norge og hertugdømmerne. Hidtil skulle alle skrifter ellers gennemlæses og godkendes af professorerne på Københavns Universitet, inden de kunne trykkes. Men sådan skulle det ikke være længere.

Trykkefriheden var en del af Johann Friedrich Struensees reformer, og med hans fald forsvandt trykkefriheden igen og kom først tilbage ved demokratiets indførsel i 1849. Teksterne er derfor et uvurderligt indblik i det enevældige Danmark i de tidlige 1770'ere.

De nye skrifter var meget forskelligartede og omfattede alt fra seriøse politiske, filosofiske, økonomiske traktater, over politiske kommentarer, kritik og satire, videre over essayistik, fiktion og underholdning til sladder, injurier og pornografi.

Embedsmanden Bolle Willum Luxdorph (1716-88) var i 1770 allerede en erfaren embedsmand – og dertil lærd, digter og bogsamler. Han så det unikke i den nye situation med trykkefrihed og organiserede en indsamling af skrifter, pamfletter, pjecer og bøger, som han vurderede som trykkefrihedsskrifter i den forstand, at de ikke kunne være udkommet uden den nye lov. Det gjorde han som privat bogsamler, og han organiserede materialet tematisk og fik resultatet indbundet i 47 bind.

Det er indholdet af disse bind, som vi nu har digitaliseret med Carlsbergfondets støtte i forbindelse med en omfattende analyse og beskrivelse af samlingen udført af Ulrik Langen, Frederik Stjernfelt og Henrik Horstbøl.

Se mere på tekster.kb.dk