Retningslinjer for DCMs nodeudgivelser

Nedenfor kan retningslinjerne for DCMs nodeudgivelser downloades.

Retningslinjerne er relativt omfattende og beskriver DCMs arbejde på en række forskellige niveauer, hvoraf nogle – som f.eks. beskrivelse af interne arbejdsgange – kun vil have begrænset interesse for offentligheden, mens andre – især de redaktionelle, dvs. indholdsmæssige retningslinjer – er et vigtigt bidrag til at gøre DCMs publikationer transparente: de gør det muligt for læseren at orientere sig om, hvilke principper der ligger til grund for den udgivne nodetekst. Retninglinjerne omfatter:

  • Generelle overvejelser og anbefalinger vedrørende redaktionelle principper
  • Disposition for DCMs udgivelser
  • Retningslinjer for tekstdele, herunder sprogbrug
  • Redaktionelle retningslinjer for nodedelen
  • Typografiske retningslinjer
  • Anvisninger af mere teknisk art, som beskriver, hvorledes det ønskede resultat opnås (f.eks. konkrete indstillinger i nodeprogram)

De generelle overvejelser, der tjener som en introduktion til DCMs tilgang til editionsarbejdet, foreligger på engelsk. Alle øvrige elementer er skrevet på dansk. De detaljerede retningslinjer er organiseret efter emne, sådan at redaktionelle og typografiske retningslinjer vedrørende et bestemt emne (f.eks. bjælker) er samlet.

Fordi kritisk musikedition handler om at formidle fortidens materiale til nutiden, er sådanne retningslinjer nødvendigvis udtryk for deres egen tid. Det er derfor DCMs opfattelse, at retningslinjerne ikke kan være et statisk dokument, men bør afspejle nye filologiske erkendelser. Samtidig er den praktiske tilrettelæggelse af arbejdet og de enkelte arbejdsgange under forandring, bl.a. på grund af udviklingen i produktionsmetoderne. Der er derfor ikke tale om et endeligt, afsluttet dokument, men – som det vil fremgå undervejs – et dokument, som skal revideres med jævne mellemrum. Ældre versioner vil være tilgængelige her på siden for at DCM-udgivelser kan sammenholdes med de retningslinjer, der var gældende på udgivelsestidspunktet.


Gældende version 

Version 1.0: November 2013 (PDF, 1,5 MB)