Musik fra Brødremenigheden i Christiansfeld

Brødremenighedens musiksamling i Christiansfeld er i dag en af de største private danske samlinger med værker, der går til helt tilbage til byens oprettelse i 1773. I slutningen af 1700-tallet var Christiansfeld, som Brødremenigheden byggede i løbet af ganske få år, berømt for at være et sted, hvor musik både i og uden for kirken var af høj kvalitet og opførelserne ligeså. Man valfartede ligefrem til byen – ikke kun for at shoppe i butikkerne, men også for at høre koncerter, overvære gudstjenester med salmesang og motetter og få en rundvisning i fælleshusene af byens turistguide.

Dansk Center for Musikudgivelse har udgivet en samling med 22 meget forskellige kirkelige motetter eller korte kantater, som aldrig før er blevet udgivet. Værkerne viser ikke bare det forholdsvis høje niveau, byens ensemble havde, men afslører også, at mange af byens ca. 700 indbyggere må have deltaget i musikudøvelsen. De udvalgte værker, som er repræsentative for hele samlingen, rækker fra større dobbeltkorige motetter til arier for vokalsolist og orkester. Foruden strygere og orgel (og cembalo) bestod ensemblet af trompeter, naturhorn, oboer, traversfløjter og fagotter; selv harper havde man. Man kunne således sammensætte et orkester på et utal af måder. Mange af komponisterne er i dag forholdsvis ukendte (Johann Ludwig Freydt, Johann Christian Geisler, Christian Gregor, Johann Gottfried Weber), men udvalget indeholder også værker af mere kendte komponister som f.eks. Daniel Gottlob Türk og Johann Heinrich Rolle.

Værkerne giver ikke kun et godt indblik i Brødremenighedens musikudfoldelse, men også en større forståelse for, hvorfor samtiden var så fascineret af menighedens resultater, som foruden handel og uddannelse også gjaldt musikkens betydning i hverdagen.


Værker fra Brødremenighedens musiksamling, Christiansfeld

Redigeret af Peter Hauge
Udgivet af DCM 2015

Partitur

Publ. nr. DCM 022

bog  Paperback. 
XXXIV + 232 sider. 32,5 x 25 cm.
Pris: 425 kr. inkl. moms.
Køb
 
pdf  PDF-fil (5 MB; kræver Adobe Reader). 
266 sider. Optimeret til udprint i formatet 32,5 x 25 cm.
Pris: gratis.
Download