Nyt dansk bogdesign i Den Sorte Diamant

SÅ GODT KAN DET GØRES:

Det Kongelige Bibliotek præsenterer fra 15. juni til 27. august det forgangne års bedste bogarbejder i smukt samspil med udstillingen Udenomsværker, en kærlighedserklæring til bogen.

Udstillingen ÅRETS BEDSTE BOGARBEJDE 2015 viser den høje kvalitet af det ypperste inden for dansk bogdesign og den æstetiske spændvidde; fra det klassiske båret af gamle traditioner, til det kreativt nyskabende, der understreger bogmediets betydning som en unik kunstnerisk udtryksform.

I blandt et stort felt af indsendte bøger har to sagkyndige komitéer under Forening for Boghaandværk udvalgt 28 industrielt fremstillede og syv håndindbundne bøger. Værkerne dækker i år kategorierne: Skønlitterære bøger, fagbøger, undervisningsbøger, foto- og kunstbøger, kataloger, børnebøger, bogomslag og øvrige bogtyper. Desuden er der den særskilte kategori den håndindbundne bog. Der var i år ingen indsendte værker til kategorien E-bøger.

Udstillingen indbyder de besøgende til at slå sig ned og både se, læse, mærke og bladre i de udstillede bøger – og til at tage et udstillingskatalog med hjem, der viser og begrunder udvælgelsen af de udstillede værker og fortæller om Forening for Boghaandværks arbejde.

 Det gode bogdesign sættes i relief med udstillingen UDENOMSVÆRKER – andre sider af BOGEN, der er en hyldest til den fysiske bog som taktilt og sanseligt objekt. Fra lyden af papiret, der knitrer, til lugten i den gamle bog og duften af tryksværte i nye. Fra den sagte knagen i bogens ryg, til følelsen af det ru papir mod fingerspidserne. Den solide indbinding med syning, der holder de lette blade samlet, så bogen kan læses igen og igen. Samt ikke mindst den ro, sjælen og kroppen kan føle, når læseren fordyber sig i en smukt designet og velproduceret bog. 

UDENOMSVÆRKER – andre sider af BOGEN er en udstilling skabt af de grafiske designere Helle Madsen, Anne von Holck og Henriette Wiberg Danielsen, der elsker at designe bøger, og som synes, at det gode indhold fortjener de bedste rammer. 

For yderligere oplysninger: Formand for komitéen Christian Kaaber tlf.: 23 61 75 44, eller sekretær for Forening for Boghaandværk Mads Brunsgaard tlf.: 91 32 45 46. Endvidere henvises til foreningens nye hjemmeside: www.boghaandvaerk.dk.

Billeder kan downloades fra www.kb.dk/nyheder/pressebilleder

 Forening for Boghaandværk

Fernisering mandag den 15. juni kl. 17.00 i Dronningesalen på Det Kongelige Bibliotek, Søren Kierkegaards Plads 1, 1221 København K. Her fejres en udvalgt række grafiske designere, håndbogbindere og støtter af godt boghåndværk med Den Danske
Bogdesignpris 2015 og Forening for Boghaandværks særlige priser og hædersbevisninger. Derefter åbnes selve udstillingen på Kirkebybroen, hvor der også vil være en lille forfriskning.