Europa fra flygtningekrise til sammenbrud

Samfundsforskeren Ivan Krastev med aktuel analyse

 

 

Med en lang række bogudgivelser, hvori Ivan Krastev dissekerer og analyserer den politiske samtid, har den bulgarske samfundsforsker positioneret sig som en af Europas mest markante nulevende tænkere.

Han kan opleves i Den Sorte Diamant i en samtale med Lykke Friis.


I sin aktuelle bog med den sigende titel Efter Europa (Informations Forlag, december 2017) reflekterer Krastev over den Europæiske Unions fremtid – sammenbrud eller håb – og han gør det som østeuropæisk øjenvidne til en skelsættende begivenhed, der længe blev opfattet som utopisk: Murens fald i 1989 og Sovjetunionens efterfølgende sammenbrud.

 

I et interview med Flemming Rose i Jyllands-Posten i 2014 forklarer Krastev:
’Jeg forstod, hvor skrøbelig en hvilken som helst politisk status quo er. I Østeuropa så vi, at alt kan ske, at forandringer kan komme ud af det blå. 1989 lærte mig og mine kolleger at tænke det utænkelige, mens vesteuropæere ofte føler sig sikre på, at visse ting simpelthen ikke kan ske.’

 

I en anmeldelse i London Evening Standard skriver Robert Fox om Efter Europa:

’Det bedste nutidige essay om (…) en verden af Trump, Brexit, masseindvandring og klimaforandringer.’

 

Ivan Krastev er født i 1965. Han er stifter og leder af tænketanken Center for Liberale Strategier i Sofia og forsker ved IWM (Institut für die Wissenschaften vom Menschen) i Wien.

Han er desuden stiftende bestyrelsesmedlem af European Council on Foreign Relations og direktør for Den Internationale Balkan-kommission.

Han blev i 2008 af det amerikanske tidsskrift Foreign Policy kåret som en af verdens 100 førende intellektuelle.

 

Krastev interviewes på scenen af Europa-ekspert og formand for Det Udenrigspolitiske Selskab, prorektor for Københavns Universitet, Lykke Friis.
Arrangeret i samarbejde med Det Udenrigspolitiske Selskab og Informations forlag.

 

Fotos kan downloades fra www.kb.dk/pressphoto

For yderligere information kontakt kulturproducent Lise Bach Hansen, 91 32 43 64, lbha@kb.dk.

 

Onsdag 7. februar kl. 20

Dronningesalen

International Forfatterscene, Europas stemmer
Ivan Krastev i samtale med Lykke Friis

 

Arrangementet med Ivan Krastev er en del af serien Europas stemmer, der sætter fokus på fortællinger, perspektiver og analyser fra et Europa i forandring. I forbindelse med Informations Forlags bogserie Europæiske Ideer vil Ordscenen i løbet af 2018 og 2019 præsentere nogle af de mest udfordrende og afgørende ideer fra kontinentets mest relevante nulevende tænkere og skribenter.
Kommende arrangement:

20. februar: Olivier Roy (FR), samtalepartner offentliggøres på www.densortediamant.dk