DR VokalEnsemblet: Sange fra en Ø

 

Der er tavshed, kraft og virtuositet i luften, når værker af Hans Werner Henze, Luigi Nono og György Ligeti er på programmet.

Oplev DR VokalEnsemblet med chefdirigent Marcus Creed og musikere fra DR SymfoniOrkesteret i korværker af tre moderne mestre: Henze, Ligeti og Nono var jævnaldrende brødre i ånden som skabende kunstnere i det store opbrud efter Anden Verdenskrig. Alle tre med et brændende engagement i opbygningen af en ny verden, naturligvis med forskellige kulturelle afsæt og også forskellige syn på tradition og avantgarde. Koncertens hovedskikkelse er Henze, den mest omfavnende med hensyn til samspillet mellem disse to begreber, mens Ligeti og Nono kiler sig ind på programmets midte og sætter i en vis forstand mere udfordrende toner til en tematik om ensomhed og kærlighedssavn. Fælles for dem var en vis tilknytning til Darmstadt, efterkrigstidsmodernismens tyske højborg.

Komponisten Hans Werner Henze var så meget på kant med tysk kulturliv, at han isolerede sig på den italienske ø Ischia sammen med sin nære veninde, digteren Ingeborg Bachmann. Sammen fordybede de to kunstnere sig i at skabe nye grænseoverskridende værker og Lieder von einer Insel, er baseret på tekster af Ingeborg Bachmann. Koncerten byder i øvrigt på Henzes Orpheus behind the wire, hvor teksten flakker mellem den ældgamle Orfeus-myte om mistet kærlighed og billeder hentet fra jødeudryddelsen under 2. verdenskrig.

Italienske Luigi Nonos værk Sarà dolce tacere udspringer af den idé, at tavshed nogle gange er den smukkeste reaktion på skønhed og glæde. I kontrast hertil er György Ligetis tre fantasier komponeret til tekster af den tyske romantiker Friedrich Hölderlin, der med sine lynhurtige stemningsskift blev beskrevet af Ligeti selv som ”dybt emotionelt, lydmalende og eksalteret”. De tre fantasier kræver den højeste grad af virtuositet, og står som et sandt mesterværk i moderne kormusik.

  

Lørdag 29. april 2017 kl. 17:00
Dronningesalen
DR VokalEnsemblet og medlemmer fra DR SymfoniOrkestret
Sange fra en ø

Billetsalg i Diamantinformationen (man-lør 8-21) og på www.billetlugen.dk: Standard 250 kr. Diamantklub 190 kr. Studerende 135 kr
Pressefotos kan downloades og bruges frit – fra www.kb.dk/pressphoto.
Mere information hos: Musikproducent Jesper Egelund, jepe@kb.dk – tel: 91 32 42 25