Den unge generations nye stjerner

Vinderne af Carl Nielsen Internationale Kammermusikkonkurrence 2015:

 

Juryen var ikke i tvivl, da vinderne skulle udpeges ved efterårets første internationale Carl Nielsen Kammermusikkonkurrence for strygekvartet og blæserkvintet.

Fire meget unge, talentfulde franskmænd i kvartetten Quatuor Arod spillede sig direkte ind i hjerterne hos både publikum og jury igennem alle tre runder, og deres fortolkning af Carl Nielsens g-mol kvartet i finalen var forfriskende ny og anderledes. De vandt overbevisende både 1. prisen i strygekvartet-kategorien, prisen for bedste opførelse af ny musik, og delte den særlige Carl Nielsen-pris med vinderne af blæserkvintet-kategorien, som de også deler koncerten i Dronningesalen den 2. april med.

Carl Nielsen-Kvintetten overbeviste alle gennem hele den intense konkurrence-uge med  over-bevisende blæserspil og legende udstråling.  Den danske kvintet vandt 2. prisen året før i P2s Kammermusikkonkurrence og strøg så helt til tops i Carl Nielsen Kammermusikkonkurrencen. Medlemmerne har alle trådt deres barnesko i Tivoligarden og fået Carl Nielsen ind med modermælken.

Koncerten indleder de fem blæsere netop med Carl Nielsen, hans berømte Hanedans fra III. akt af Maskerade. Her er fest og farver og ægte fynsk forårsstemning. Herefter følger tre af Nielsens danske sange som DR Pigekorets chefdirigent, Phillip Faber, har arrangeret til Carl Nielsen-Kvintetten.

En klassiker blandt blæserkvintet-repertoiret afslutter første del af koncerten. Det er den franske fløjtenist og dirigent Paul Taffanels kvintet fra 1876.

Quatuor Arod overtager scenen efter pausen. De fire musikere har kun spillet sammen siden 2013, men har allerede slået deres navn fast som en af den unge generations nye stjerner på strygekvartethimlen.

De lægger ud med Ligetis første strygekvartet. Den er inspireret af Bartóks midterste kvartetter, som Ligeti dog kun kendte fra partiturerne – de var censureret i Ungarn på den tid.

Romantik og lidenskab afslutter koncerten. Vi skal høre den kun 18-årige Mendelssohns strygekvartet i a-mol. Den bygger på hans egen kærlighedssang med teksten Is it true that you wait there for me in the arbour by the vineyard wall? And ask the moonlight and the stars about me too?” Quatuor Arod spillede sig sikkert til finalen i Carl Nielsen Kammermusikkonkurrencen med deres følsomme og romantiske fortolkning af netop denne kvartet.

Den Internationale Carl Nielsen Kammermusikkonkurrence 2015 er et samarbejde mellem Det Kongelige Bibliotek, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og DR. Runderne foregik på alle 3 kulturinstitutioner, blev radiotransmitteret og live-streamet, og de to 1. priser var på hver 15.000 €. Det er tanken, at konkurrencen skal være en tilbagevendende begivenhed med fire års mellemrum. 

  

Program:

Carl Nielsen – Kvintetten:

Carl Nielsen (1865-1931)                        Hanedans fra Maskerade (1904-5) arr. for blæserkvintet og tre danske sange arr. til CN5 af Phillip Faber

Paul Taffanel (1844-1908)                      Blæserkvintet g-mol (1876)

 

Quatuor Arod:

György Ligeti (1923-2006)                    Strygekvartet nr. 1 "Métamorphoses Nocturnes" (1953-54)

Felix Mendelssohn (1809-1847)           Strygekvartet op. 13 no. 2 i a-mol (1827)

 

 

Medvirkende:

 

Carl Nielsen-Kvintetten:                                                                   Quatuor Arod:

 

Kenny Aaberg Larsen, fløjte                                                              Jordan Victoria, violin

Daniel Bogorad, obo                                                                          Alexandre Vu, violin
Nicolai Eghorst, klarinet                                                                    Corentin Apparailly, bratsch

Christian Vinther, horn                                                                       Samy Rachid, cello

Magnus Koch Jensen, fagot                                                                                     

                                                                                                                                                        

www.cn5.dk                                                                                                               www.quatuorarod.com

Koncerten er støttet af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat.

Koncert lørdag 2. april 2016 kl. 16 i Dronningesalen

Medvirkende: Carl Nielsen-Kvintetten & Quatuor Arod

Billetsalg i Diamantinformationen (man-lør 8-21) og på www.billetlugen.dk: 165 kr./90 kr /50 kr.
Pressefotos kan downloades og bruges frit – fra www.kb.dk/pressphoto.
Mere information hos: Musikproducentassistent Vivi Petersen, vipe@kb.dk – tel: 91 32 45 93