Kunst, venskab, inspiration

Kunstner-samtaler med Ursula Andkjær Olsen, Sophia Kalkau, Katrine Wiedemann, Maja Ravn, Anne Lise Marstrand-Jørgensen og Jomi Massage

boern_i_biblioteket_foto_niels_hougaard_jpegScenograf Maja Ravn og instruktør Katrine Wiedemann: Kunst eller venskab?

Den prisbelønnede instruktør Katrine Wiedemann siger om sit mangeårige samarbejde med scenografen Maja Ravn:
’Hun har udfriet mig fra en faglig ensomhed, som jeg troede var et grundvilkår. Jeg ved ikke, hvor hun begynder, og jeg holder op (…) Hvad kom først, kunsten eller venskabet?’ 

Wiedemann og Ravn er ét af de deltagende kunstner-par i Det Kgl. Biblioteks samtale-serie TO OG TO. De to øvrige par er forfatter Ursula Andkjær Olsen og billedkunstner Sophia Kalkau samt forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen og musiker Jomi Massage

Samtale-rækken er blevet til i forbindelse med udstillingen Cirkelbryder, i Den Sorte Diamant indtil 18. januar, som netop er et resultat af et kunstnerisk samarbejde mellem Andkjær Olsen og Kalkau:
’Vi plumper sten i den samme sø’, siger de to kunstnere om deres parløb og tænker på ringene i vandet, der breder sig, brydes og skubber sig ind i hinanden på uforudsete måder. 

Sophia Kalkau er uddannet fra Det Kgl. danske Kunstakademi og har siden starten af 1990’erne udstillet hyppigt i både ind- og udland, heriblandt på Glyptoteket, i Malmø Kunsthal og Maison du Danemark. Senest Stoffet og Ægget på Kunsten, Museum of Modern Art Aalborg. I 2015 blev hun tildelt Statens Livsvarige Hædersydelse.
Ursula Andkjær Olsen debuterede med Lulus sange og taler i 2000 og har siden udgivet en lang række digtsamlinger – og senest den anmelderroste roman Krisehæfterne. I dag er hun rektor på Forfatterskolen. Hun har modtaget adskillige priser, er medlem af Det Danske Akademi og blev i 2017 tildelt Statens Livsvarige Hædersydelse. 

Katrine Wiedemann er en af de mest anmelderroste instruktører i Danmark. Hendes opsætninger har siden begyndelsen af 1990erne været blandt de mest indflydelsesrige i den danske scenekunst. Yderligere blev hun i 2006 og 2008 prisbelønnet med en Reumert for henholdsvis Havfruen på Republique og Et Drømmespil på Betty Nansen.
Maja Ravn er uddannet scenograf og kostumedesigner fra Statens Teaterskole i 1993. I 2003 modtog hun Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat, og i 2008 modtog hun en Reumert som Årets scenograf for Et drømmespil på Betty Nansen Teatret. 

Anne Lise Marstand-Jørgensen er cand.mag. i litteraturvidenskab. Hun debuterede i 1998 med digtsamlingen Vandring uden ophør og har siden udgivet både prosa og lyrik. I 2009 modtog hun Weekendavisens Litteraturpris for romanen Hildegaard og i 2017 Politikens Litteraturpris for romanen Sorgens grundstof.
Jomi Massage er kunstnernavnet på musiker Signe Høirup Wille-Jørgensen. Hun har tidligere været en del af bandet Murmur og er fortsat en fjerdel af bandet Speaker Bite Me. I 2004 udgave hun som solist sit første album, Aloud, og har siden udgivet fem albums, bl.a. Dråbers logik i 2012 i samarbejde med Anne Lise Marstrand-Jørgensen. 

Onsdag 23. oktober kl. 19
Blixen-salen:
TO OG TO (1:3)
Samtale mellem forfatter Ursula Andkjær Olsen og billedkunstner Sophia Kalkau 

Tirsdag 5. november kl. 19
Blixen-salen:
TO OG TO (2:3)
Samtale mellem instruktør Katrine Wiedemann og scenograf Maja Ravn 

Tirsdag 19. november kl. 20
Blixen-salen
TO OG TO (3:3)
Samtale mellem forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen og musiker Jomi Massage