Simon Critchley: Fodbold - liv eller død

Fodboldsamtaler (2:4) - Hvad er vi besatte af, når vi er besatte af fodbold?

Critchley Rothstein split











Simon Critchley (t.h.) og Klaus Rothstein

I serien Fodboldsamtaler mødes den engelske filosof Simon Critchley med journalist, litteraturkritiker og fodbold-entusiast Klaus Rothstein på scenen i Dronningesalen for at forsøge at besvare spørgsmålet: Hvad er vi besatte af, når vi er besatte af fodbold? 

Fodbold som besættelse kender den legendariske manager for fodboldklubben Liverpool, skotten Bill Shankly, alt til. Shankly er manden bag de udødelige ord:
’Mange regner fodbold for at dreje sig om liv eller død. Denne indstilling skuffer mig meget. Jeg kan forsikre jer om, at det er meget vigtigere end det!’ 

Som filosof har Critchley bl.a. skrevet bogen Hvad vi tænker på, når vi tænker på fodbold, hvor han undersøger fodboldspillets fascinerende univers i filosofisk belysning. Med baggrund i bogen vil Critchley og Rothstein se på, hvordan fodbold er blevet en besættelse for utallige mennesker kloden over: Hvad udspringer besættelsen af, hvad rummer den, og hvad kan den sammenlignes med? 

Simon Critchley (f. 1960) er professor i filosofi ved The New School for Social Research i New York. Han arbejder inden for en række af emner, filosofihistorie, politisk teori, religion, etik, æstetik, litteratur osv.
Gennemgående samtalepartner på scenen i alle fire Fodboldsamtaler er Klaus Rothstein - litteraturkritiker og kommentator ved blandt andet Weekendavisen og redaktør og studievært på DR's litterære radiomagasin Skønlitteratur på P1. 

International Forfatterscene: Fodboldsamtaler

I løbet af efteråret vil Det Kgl. Bibliotek præsentere en række specialudgaver af International Forfatterscene om fænomenet fodbold. Her vil vi blandt andet stille spørgsmål som: Hvad er det ved fænomenet fodbold, der løftet spillet fra en enkel og medrivende sportsgren til et spørgsmål om dramatiske og udødelige fortællinger om sejre og nederlag, skæbne og retfærdighed? Hvor og hvordan blev fodbold mere end bare spillet, der foregår på banen? Er det kunst, den tidligere argentinske stjernespiller Jorge Valdano taler om, når han om Michael Laudrup har sagt: ’When he was on the ball, he would light up the game’? 

Mandag 22. oktober kl. 20
Dronningesalen
Fodboldsamtaler (2:4) - Hvad er vi besatte af, når vi er besatte af fodbold?
Simon Critchley (UK) i samtale med Klaus Rothstein


Kommende samtaler:

Mandag 5. november kl. 20
Dronningesalen
Fodboldsamtaler (3:4) - Hvordan spejler fodbold og samfund hinanden? Madame Nielsen og Ebba Witt-Brattström (SE) i samtale med Klaus Rothstein. 

Torsdag 15. november kl. 20
Dronningesalen
Fodboldsamtaler (4:4) - Hvorfor er fodbold så stærk en fortælling? Dag Solstad (NO) i samtale med Klaus Rothstein. 

Tidligere samtale:
Torsdag 11. oktober kl. 18.30
Blixen-salen
Fodboldsamtaler (1:4) - Hvorfor er kvindefodbold ikke kedeligt?
Nadia Nadim i samtale med Rikke Rønholt og Klaus Rothstein