Askepot

Cinderella_1865 Illustration af Askepot fra 1865.

Forfatter: Else Marie Kofod

Kendt i hele verden
Historien om Askepot kendes i det meste af verden, både som folkeeventyr og i forskellige former for bearbejdninger. Den er opstået i Nærorienten og har derfra bredt sig til Vesteuropa og Østasien. Den har i mere end 1000 år fascineret børn og voksne, og det gør den stadigvæk.

Historien om Askepot
Det er historien om en ung pige, der mister sin mor. Hendes far gifter sig igen, hvorved Askepot ikke bare får en ny mor, men også to nye søstre. Desværre er stedmoderen og stedsøstrene ikke søde ved Askepot, hun bliver sat til at udføre det usleste arbejde i husholdningen og må leve og arbejde i asken ved ildstedet. På et tidspunkt inviterer prinsen i landet til bal, fordi han gerne vil finde sig en hustru. Askepot får hjælp til at iklæde sig en smuk kjole og til at blive kørt til prinsens slot. Til ballet bliver han forelsket i hende, men da hun skal forlade ballet inden midnat, taber hun sin ene sko i farten. Prinsen får fat på skoen og foranstalter en skoprøvningen blandt landets unge kvinder og finder på den måde frem til Askepot. De bliver gift og lever lykkeligt til deres dages ende.

At blive voksen
Et overordnet tema i eventyret er den dannelsesproces, som Askepot skal igennem for at kunne forvandle sig fra en ung pige til en voksen kvinde. I de fleste af de samfund, hvor eventyrene var en del af den levende fortælletradition, var det at blive gift ensbetydende med, at man nu blev betragtet som voksen. Det var vigtigt at blive gift og stifte eget hjem, hvorfor brylluppet også udgør højdepunktet i mange af eventyrene. For pigens vedkommende indebar ægteskab, at hun skulle forlade sit eget hjem (arnen) og flytte til ægtemandens.

Askepot udsættes for prøvelser
Denne overgang hører med i den række af prøvelser, som eventyrenes helte og heltinder skal igennem, før de kan nå frem til deres mål. I nogle tilfælde får de hjælp, mens de i andre selv må tage initiativet. I de mange versioner af Askepothistorierne er der eksempler på begge tilfælde. I nogle versioner viser Askepot sig som en ressourcestærk person, der selv handler, mens hun i andre passivt lader sig hjælpe. 

Askens betydning
Aske, som er det, der bliver tilbage i ildstedet, efter forbrænding, betragtes normalt som noget, der er værdiløst. Men i eventyrene er aske ofte symbol på, at det, der tilsyneladende er simpelt og mindreværdig, i virkeligheden rummer det ædle og værdifulde. Når ordet "aske" derfor indgår som en del af hovedpersonens navn, er det tegn på, at det - på trods af de ydre omstændigheder - er et ordentligt menneske, vi har med at gøre.

Ilden er kilden til liv
Som den, der skal passe ildstedet, har hovedpersonen den laveste sociale status, men samtidig også adgang til ilden som symbol på en vigtig kilde til livet. Ildstedet og køkkenregionerne ligger nederst i huset og er derfor tæt på jorden, og at have jordforbindelse og være ydmyg er egenskaber, som helten eller heltinden må udvise for at kunne opnå den værdighed, der skal til for at blive konge eller dronning. Som en kontrast her til har vi i Askepot de hovmodige og overlegne søstre, der går rundt i de øvre gemakker, hvor de mangler jordforbindelsen og derfor tror, de kan vinde kongeriget.

Selvopofrelse
I en psykologisk udlægning af den udvikling, Askepot gennemgår, kan man se det som det selvopofrende jeg' s udvikling frem til at blive et helt menneske, og - i modsætning hertil - kan man for stedsøstrenes vedkommende se det som det selvoptagne jeg' s mislykkede selvvirkeliggørelse.

askepot1 Askepot illustreret i "The Blue Fairy book", udgivet af Andrew Long i 1889.

Skoen og brylluppet
Også den tabte sko og den efterfølgende skoprøvning rummer symboler, der kan henføres til Askepots forvandling fra en ung pige til en voksen kvinde. Skoen har i mange kulturer langt tilbage været knyttet til kærlighed og ægteskab, og skoen har på forskellig vis været anvendt som en slags tryllemiddel, der blev taget i brug for at vække mandens kærlighed/seksualitet. Askepots prøvningen af skoen minder om nogle af de skoritualer, der indgår i forlovelses- og bryllupsskikke. I flere europæiske lande har det været brugt, at brudgommen i forbindelse med bryllupsfesten har taget skoene af bruden umiddelbart inden bruden og brudgommen skulle gå til sengs.

Skoen som seksuelt symbol
Sko opfattes også som et symbol på det kvindelige kønsorgan og dermed jomfruelighed, hvorved skoaftagningsritualet bliver et udtryk for den kommende deflorering på bryllupsnatten. I en psykologisk fortolkning modsvarer den størrelsesmæssige lille sko og tilsvarende lille fod kvindens vagina, og det, at skoen passer, er et billede på, at den rette seksualpartner og dermed ægtemage nu er fundet.

Askepots familiesituation
Askepots udvikling fra ung pige til voksen kvinde og hendes kontakt med det modsatte køn kompliceres ved, at hendes familiesituation ændrer sig, da hendes mor dør, og faderen gifter sig igen. Ud over at være en historie om en dannelsesproces kommer eventyret om Askepot derfor også til at høre til den gruppe af eventyr, der har stedmodermotivet som et centralt element.

Rollebeskrivelser
I folkeeventyrene hersker der ikke tvivl om, hvad der er godt, og hvad der er skidt, hvorfor personkarakteristikken også er sort/hvid. De enkelte personers optræden i eventyrene kan analyseres som en rollebeskrivelse, og det er særligt igennem beskrivelserne af de forskellige rolleindehaveres næsten stereotype handlinger, at eventyrene karakteriserer personerne. I Askepot er det en skildring af stedmoderen, faderen og barnet/den unge pige som rollebeskrivelser. Konflikten i Askepot udspilles imellem døtrene i familien, og stedmoderen tager aktivt del på sine biologiske døtres side.

Den onde stedmoder
Forestillingen om, at kvinder har et moderinstinkt, som alene varetager de biologiske børns interesser, er den mest almindelige i folkeeventyrene. Har hun piger i den giftefærdige alder, griber moderen til alle midler for at få bortgiftet sine egne døtre først. Som i Askepot kan stedbørnenes onde skæbne som regel ikke begrundes med fattigdom og nød. Stedmødrenes negative rolleadfærd skyldes - ifølge folkeeventyrene - udelukkende deres uheldige karakteregenskaber, deres følelseskulde og hjerteløse ondskab. Stedmoderstatussen bringer disse onde individer i en magtposition over stedbørnene, som de misbruger.

Den passive fader
Faderen i stedmoderfortællingerne forholder sig normalt passiv til hendes overgreb overfor hans barn. Hvis han foretager sig noget, kan det lige så godt være til fordel for stedmoderen, frem for at støtte sit eget barn fra første ægteskab. Han er passiv og lader stiltiende tingene ske. Han gifter sig som regel, fordi han selv har lyst. Folkeeventyrenes fremstilling af enkemanden repræsenterer en tydelig afstandtagen fra hans rolle i stedfamilien. Selvom faderen er forholdsvis udramatisk fremstillet og i en række fortællinger mangler helt, er hans rolle i stedfamilierne negativt belastet.

askepot3 Illustration fra den anden udgivelse af Askepot, 1865.

Stedbarnet er helten
Fortællingens hensigt er at give os forståelse og sympati for stedbarnets onde skæbne. Stedbørnene er folkeeventyrenes helte. Stedmoderen er skildret fra deres synsvinkel, og hendes handlinger og motiver dømmes ud fra, om de gavner eller skader stedbarnet. Dette kategoriske valg af synsvinkel viser klart den tiltænkte funktion, nemlig at varetage stedbørnenes interesser. Eventyret skal vise, hvor uheldigt det er for et barn at få en stedmor, intentionen er aldrig at påpege, at det kan være ubehageligt for en kvinde at få et stedbarn.

Hævn
Fordi synsvinklen er stedbarnets løses konflikterne i forhold til stedbarnet ikke for familien som helhed. Oftest sejrer stedbarnet, og den hævn, de får over deres nye mødre, kan være streng. I de tilfælde stedmødrene har egne børn, kan hun også straffes indirekte igennem de biologiske børns ulykke. Den lykkelige slutning på konflikterne i stedfamilier med voksne børn indebærer, at stedfamilierne opløses, og den uheldige familiestruktur elimineres. Herefter indgår stedbarnet som regel i en ny familiekonstellation, idet hun gifter sig. Eventyr om børns retfærdige og grusomme hævn over deres onde stedmødre, kan ses som et digterisk udtryk for det faktum, at stedforældre fundamentalt set er uønsket. Det kommer tydeligst til udtryk i de eventyr, hvor stedmoderen bogstaveligt talt får kappet hovedet af.

Hvor er Askepot blevet så udbredt?
Når denne næsten evigtgyldige historie, der alene i Europa er optegnet i mere end 500 versioner, har opnået så stor en udbredelse, kan det skyldes, at den behandler udviklingsmæssige grundkonflikter som nye familiestrukturer, søskendejalousi, konflikter imellem mor og datter og oplevelsen af at være mindreværdig og blive uretfærdig behandlet. I nutiden vil konflikten desuden kunne identificeres med skilsmissefamilien og sammenbragte børn.

I 1600-tallet opstod interesse for folkeeventyr
I Europa blev interessen for folkeeventyr for alvor vakt fra slutningen af 1600-tallet, først i Frankrig, hvor Charles Perrault udgav en samling med folkeeventyr i 1697, og siden i Tyskland, hvor brødrene Grimm i1812 udgav en tilsvarende tysk samling. Godt 10 år efter udkom den første danske udgave, nemlig Matthias Winthers Danske Folkeeventyr fra 1823. Winther fortæller i sit forord, hvordan han havde hørt eventyrene blive fortalt af en ærlig bondemand eller en gammel matrone, når han en lang vinteraften sad ved arnen i en bondestue. Som Perrault og brødrene Grimme havde han, som han også skriver, pyntet lidt på dem.

Askepot2 Forside på John Marshall's udgave af Askepot fra 1819.

1800-tallets Askepot
I løbet af 1800-tallet blev der indsamlet omkring 40 versioner af Askepot eller Askepot lignende fortællinger i Danmark. De fleste blev dels indsendt til N. F. S. Grundtvigs søn, Svend Grundtvig, som i midten af århundredet iværksatte en stor indsamling af folkeminder, dels indsamlet af Danmarks største folkemindesamler, Evald Tang Kristensen. Eventyroptegnelserne findes i dag i Dansk Folkemindesamlings arkiv.

Askepot er blevet et ikon
Siden 1800-tallet er historien om Askepot blevet bearbejdet litterært, dramatisk, musikalsk og digterisk. Askepot er blevet et ikon på drømmen om social opstigning.