Livet i bondebefolkningen

Tidligere levede langt den største del af Danmarks befolkning på landet. Fra slutningen af 1700-tallet skete der store ændringer i, hvordan livet var for landbobefolkningen.

Landsbyfællesskabet
I 1700-tallet var det almindeligt, at herremanden ejede jorden.

Bønderne lejede så noget af herremandens jord og måske også det hus, der lå på jorden. Det hed, at de fæstede jorden, og derfor blev de kaldt fæstebønder.

Som en del af afgiften for at bruge jorden eller boligen skulle bønderne arbejde på herremandens gård. Det kaldtes hoveri. Hoveriets omfang voksede i 1700-tallet, og det var skyld i flere konflikter mellem godsejer og fæstebønder. 

hjem_marken

Høsten måtte klares med håndkraft, og det var et hårdt arbejde. Til gengæld afsluttes høsten med en fest. På maleriet af hjemkørslen af det sidste læs ser det ud til, at der allerede er ved at starte en munter fest – med violinmusik fra manden, der sidder på vognen. (H.J. Hammer: Bønder vender hjem fra marken med det sidste læs korn, malet i perioden1830-1882). Foto. Statens Museum for Kunst.

De enkelte bønder var afhængige af landsbyfællesskabet. Man hjalp hinanden, bl.a. med arbejdet på markerne.

Landsbyerne var organiseret i lag – det vil sige, fællesskab mellem personer, hvis stilling, alder og interesser var den samme.

Der var et lag for de unge ugifte mennesker, og et lag for de gifte. På den måde var det sat i system, så menneskene havde socialt samvær med andre, der var i samme situation, som dem selv.

Der var desuden et bylag, som bestemte, hvornår arbejdet skulle gøres på de forskellige marker.

I sidste halvdel af 1700-tallet gennemførte kongen en række markante ændringer, der skulle gøre landbruget mere effektivt. Disse ændringer blev samlet kaldt for landboreformerne.

En af de nye ting var, at bønderne skulle flytte ud fra landsbyerne. Hidtil havde man boet i små landsbyer.

Den enkelte bondes jord lå rundt omkring i området omkring landsbyen. Det betød, at alle havde langt til deres marker. Nogle havde endda jord flere steder. Det tog derfor lang tid, når man skulle ud til markerne inde fra landsbyen.

Udskiftningen
Nu besluttede man, at jorden skulle fordeles på en måde, så enhver fik ét stort jordlod uden for landsbyen. I stedet for at bo inde i landsbyen skulle bønderne flytte ud på deres jord. Samtidig blev hoveriarbejde i vidt omfang afviklet, og mange bønder kom til at eje deres egen jord – de blev selvejere.

Udskiftningen, som denne proces hed, gjorde landbruget mere effektivt. Men den betød, at bønderne ikke længere havde det trygge fællesskab i landsbyen. Nu boede de hver især på deres egne gårde ude omkring den tidligere landsby.

I forhold til før landboreformerne udførte man mindre arbejde i fællesskab. I det meste af 1800-tallet levede fællesskabet videre som et socialt fællesskab. Det så man bl.a. i de daglige omgangsformer, ved livets højtider, arbejdsfesterne og årets mærkedage.

Desuden var fællesskaberne organiserede i ”bydelag”: Der eksisterede regler for, at når et par holdt fest, så skulle de invitere de mennesker, der var med i deres bydelag.

Hele livet på samme sted
De fleste mennesker på landet levede deres liv i nærheden af, hvor de var blevet født. Det var også almindeligt, at de fandt en ægtefælle fra deres eget eller et af de nærliggende sogne.

Fra 1700-tallet til op i midten af 1900-tallet betød afstandene mere end i dag, fordi man ikke havde de transportmidler, vi har i dag. Hestevogn var langt op i tiden den hurtigste måde at komme frem på. På landet var det derfor ikke almindeligt, at man rejste så meget.

Naturalieøkonomi
Der blev brugt mange kræfter på at producere føde, og mange levede på sultegrænsen. Økonomien var hovedsagelig baseret på naturalieøkonomi. Det vil sige, at man byttede sig til mad og ting ved at betale med de ting, man selv kunne undvære.

Man kunne fx betale skomageren med korn fra gården, eller forære jordemoderen ost for at have hjulpet ens børn til verden. Dermed støttede man også de mennesker, som ikke havde jordlodder. Den enkelte bonde producerede ikke ret meget mere, end hvad hans egen familie skulle bruge, og hvad han skulle bruge til at bytte sig til andre varer.

Livet på gården
De ansatte på gårdene havde næsten status, som om de var en del af familien. Det var fx almindeligt, at de ansatte spiste og sov sammen med gårdmandsfamilien. De fik løn, mad, klæder og husly som en del af deres løn.

Det var almindeligt, at de ansatte deltog i fester på lige fod med gårdmandsfamilien, og umiddelbart kunne det være svært at forskel på gårdmandens egne børn og hans ansatte.

Selv om der på overfladen ikke var stor forskel mellem gårdmandsfamilierne og deres ansatte, så var der alligevel forskelle.

De ansatte havde en underordnet position, fordi de modtog mad og tøj af gårdmanden.

Når gårdmanden var gavmild over for sine ansatte, var det nogle gange i virkeligheden en demonstration af magt og prestige.

3574---at-stryge-for-kaalen

Efter høsten gik karlene hjem til gården og truede med, at de ville hugge kålen om i haven, hvis ikke hus- moderen gav dem æbleskiver, øl, snaps og lignende. Denne skik kaldte man ”at stryge for kålen”. Med den nye måde at høste på, blev skikken udryddet. Billedet er fra Erritsø ved Fredericia, men det er nok et opstillet billede, som ikke forestiller en autentisk situation. Foto: Carl Christensen, ikke dateret.

Bylivet påvirker livet på landet
Fra midt i 1800-tallet begyndte flere mennesker i stigende grad at flytte til byerne. Det ændrede langsomt livet på landet. Livet i byen påvirkede dagliglivet og omgangsformerne på landet.

Bønderne begyndte at købe en del af de varer, som de tidligere havde produceret selv – fx øl og rugbrød.

Der blev opfundet en række landbrugsmaskiner, som kunne erstatte den menneskelige arbejdskraft. Det betød, at der skulle færre til at passe gårdene. Arbejdsfællesskaberne blev opløst. Man holdt derfor også op med at holde arbejdsgilder. Og mange af de andre gamle fester og måder at være sammen på ændrede sig.

44EV2155

Husets søn hygger sig foran fjernsynet. Foto: Louise Kontala.

Tidligere havde der ikke været meget forskel på bonden og de ansatte. Nu begyndte gårdmandsfamilien at skille sig ud fra de lønnede ansatte. Det kom til udtryk i selve boligindretningen, hvor gårdejerne fx fik indrettet soveværelser, så de ikke som tidligere skulle sove sammen med de ansatte.

I stedet for at betale med mad, husly og tøj, fik de ansatte i stigende grad penge for deres arbejde. Så kunne man også bedre spare op.

Bønderne var ikke længere helt så afhængige af de andre beboere i landsbyen, fordi maskinerne gjorde det muligt for den enkelte bonde at klare flere ting selv. Han betalte håndværkere og andre fagfolk til de mere specielle opgaver.

Man sås dog stadig med naboerne. Der blev holdt kaffegilder og spisegilder, og nogle af årets fester, som fx fastelavn, fortsatte. I midten af 1900-tallet holdt man efterhånden op med at holde kaffegilder. Familien brugte i stigende grad tiden foran fjernsynet.