DEN UNGE MAND SKAL GIFTES (LE JEUNE HOMME Á MARIER) (1964)

Tilbage til værkfortegnelsen

Musik til TV-ballet (EBU) af Flemming Flindt efter idé af Eugéne Ionesco, for stort orkester, elektriske instrumenter (orgel, guitarer), harmonika,

4 solostemmer(SATB) m.fl..

Bestillingsværk i anledning af Danmarks Radios 40 års jubilæum.

Varighed: 45´

Værknummer: 87a


VÆRKNOTE: DEN UNGE MAND SKAL GIFTES (1964) – musik til en TV-ballet af Flemming Flindt efter idé af Eugéne Ionesco. For stort orkester.

Balletten handler om en ung mand, der absolut skal giftes, m.a.o. rette sig efter sine forældre Og følge samfundets konventioner og normer for voksenlivet – fra uddannelse over familiestiftelse og karriere. Han er imidlertid oprørsk. Familien forsøger at lokke ham – med en kvinde, der har tre ansigter. Han bliver interesseret…Musikken rummer således mange associationer, via citater, til en borgerlig verden af i går, blandet med et mangefacetteret udtryk af det moderne, fremtidens lokkende nye. Der er senere tilrettelagt en suite af musikken, såvel for stort orkester som for kammerorkester.

I balletten benytter jeg – foruden direkte associationsprovokerende citater og collageagtige indslag – i vid udstrækning det princip med uendelighedsrækker, som jeg har brugt i fx operaen ”Labyrinten” og værkrækken ”Fragment I-IV”. Det ligger lige for: den psykologiske udvikling hos den unge mand udspinder sig musikalsk konsekvent, med brug af et rækkeforløb, der stadig ændrer detaljernes indbyrdes placering efter behov, men hele tiden holdes sammen af et stofligt fællesskab. Citater og håndfaste associationer indfinder sig i klumper – den ydre verdens uberegnelige impulser. Eller: begge dele flettes sammen. Det er det der fascinerer mig – at arbejde med hele spektret.

Per Nørgård (1965)

Handlingen: DEN UNGE MAND SKAL GIFTES

Ouverture

Scene 1: (Moderen og datteren)

Moderen bevæger sig som den første i en bedende dans, omsorgsfuld, prøver med det gode, “tænk på alt hvad jeg har ofret for dig”. Søsteren falder med ind.

Scene 2: (Bedstefars sang)

Bedstefaderen kører i sin rullestol hen til Den Unge Mand (D.U.M.) og rundt om ham, mens han synger nogle strofer uden mening.

Scene 3: (Faderen)

Faderen kommer nu frem for at tale sønnen til rette. Han kan knapt beherske sig.

Scene 4: (Den unge mand)

D.U.M. rejser sig langsomt, gør nogle få bevægelser, siger ja uden megen overbevisning og sætter sig igen.

Scene 5: (Parodi og nikkedans)

Faderen kommer igen frem og forlanger et mere bestemt ”ja”. Sønnen siger ja, rejser sig og siger ja sammen med faderen – med rytmiske hovedbevægelser, som forplanter sig til hele familien, og som udvikler sig til en rytmisk glædesdans. Kun D.U.M jubler ikke og følger kun mekanisk med.

Scene 6: (Svigerforældrenes entré)

Svigerforældrenes entré. Hjulede bevægelser.

Scene 7: (Geishabruden)

Genert, affekteret danser en pige i brudekjole med brudebuket for D.U.M., som rejser sig… Alle følger ham spændt med øjnene, indtil han pludselig ryster på hovedet og smider blomsten ind i væggen. Det bliver siddende som en pil.

Scene 8: (Familiernes første protest)

Familien protesterer højlydt. Faderen fører an – konen og datteren følger ham. Bedstefar synger de samme uforståelige gloser, bedstemor kører ham på plads og slår ham oven i hovedet.

Svigerfamilien lader forstå, at man ikke skal fortvivle.

Scene 9: (Stålbruden)

Brud nr. 2 danser ind, provokerende, sensuel og selvbevidst. Den unge mand nægter kraftigt at tage imod brudebuketten.

Scene 10: (Familiernes anden protest)

Familien er forarget over den håbløse søn, som ikke vil redde familien. Svigerfaderen beroliger: alt er ikke tabt.

Scene 11: (Dukkebruden)

Svigerfar bærer den 3. brud ind; hun er helt i dukkestil, bevæger sig i ryk. Scenen ender med at dukkebruden i ryk med armen rækker D.U.M. sin buket. Han tager buketten, hun løfter sløret, han ryste 5 gange på hovedet, smider buketten som tegn på afslag og dukkebruden dåner i svigerfars arme.

Svigerfar hjælper den besvimede brud ud.

Scene 12: (De to tiskebrude)

Mens Svigerfar bærer 3. brud ud til siden, kommer to brude tiskende ind på scenen fra hver sin side og mødes på midten i baggrunden. Begge brude har hver to buketter i hænderne som de nærmest jonglerer med. Svigerfar som har båret dukkebruden ud, kommer løbende tilbage og får bragt sine to ledeløse døtre til orden, hvorpå han forbereder en mere formel præsentation.

I det øjeblik D.U.M. vil tage buketterne kommer endnu en brud hoppende ind. D.U.M.´s opmærksomhed bliver fanget af hende og de to buketter bliver kastet til siden uden større opmærksomhed.

Scene 13: (Hoppebruden)

Den hoppende og springende brud, hele tiden springer hun imod ham, fra ham. Engang imellem tager hun slet ingen notits af D.U.M., men danser og hopper blot for sig selv. Dukkebruden er blevet sig selv igen og står forventningsfuld, dør og gør sine staccato bevægelser.

Scene 14:(Alene?)

Den farlige rytme bliver ved, og herfra stiger den unge mands uråd og panik, mens familiemedlemmerne langsomt glider op på væggene.

Scene 15: (Brudemarch og dans)

8 brude kommer mod D.U.M. fra alle sider, med udslåede slør, truende med deres buketter som spyd og trænger ham op i et hjørne. Endelig, efter flere trusler, beslutter brudene sig til at søge andre slagmarker og drager ud i sluttet trop.

Rystet styrter D.U.M. mod døren for at sikre sig de er væk, men kun for at blive væltet til side af de skrigende teenager-brude…

Scene 16: (Den sidste brud!)

Alle familiemedlemmerne glider ned af væggen og nærmer sig i edderkopbevægelse ”las plus belle”. De snuser, lugter, kravler, løfter op i hendes kjole og kommer med begejstrede udbrud. Bruden drejer sine tre ansigter, som synger sagte ud fra væggene i salen.

Scene 17: (Forkastelse, forargelse, beroligelse)

Også denne sidste, tre-hovede brud afviser den unge mand og familien raser endnu gang indtil svigerfar igen beroliger dem og får dem med sig ud: lad de unge være alene!

Scene 18: (Forførelse)

Familierne er listet ud. Bruden står på en ”rolig” scene; den unge mand lader som om han ikke ser eller fornemmer hende. Hun bevæger sig næsten ikke, kun umærkeligt ligesom ”glider” hun frem fra baggrunden i “usynlige” trin. Denne bevægelse frem bliver lidt efter lidt til en cirkel rundt om den unge mand, der sidder i stolen. Efter at have sluttet denne cirkel begynder brudens dans med stemmerne. Først den blide, lidt generte, dernæst den stolte, hårde og selvsikre, til sidst den stærke, varme, erotiske. For første gang ser bruden ham og nærmer sig for at berøre hans hånd på stolens armlæn. Idet hun er lige ved at nå hånden, springer han op af stolen og gemmer sig bag den, kun hans hoved stikker frem helt nede ved gulvet. Igen rækker hun efter ham og igen springer han af sted op ad trappen i baggrunden. En støvsuger kommer kørende ind på scenen. Den unge mand kommer langsomt ned fra trappen og nærmer sig bruden, som er i færd med at støvsuge. Bruden viser andre af sine dyder, hvor dygtig hun er til at danse ballet. Og et klaver kommer kørende ind. Hun spiller, og langsomt ligesom drager og hypnotiserer hun den unge mand med sit spil. (Dekorationerne glider væk).

Fra nu af og pas de deux´en ud, er han i brudens og sine følelsers vold. Hun hjælper og leder ham, som man leder et dyr i manegen – som et dyr der ikke kan huske sine kunster. Lidt efter lidt går det bedre, han kan slå kolbøtter og balancere som en puddelhund. Ud fra disse scener, hvor bruden næsten kommanderer med ham, opnår den unge mand sin sikkerhed igennem sin stigende erotiske betagelse af bruden.

Bruden befinder sig nu midt på scenen, kun iført heltricot, sit slør og sine masker. Først spadserer, spankulerer den unge mand stolt rundt i cirklen, og efterhånden går det hurtigere og hurtigere, mens bruden gør stadig heftigere bevægelser med ”piskelignende” arme, inden den unge mand udmattet falder om for fødderne af bruden.

Stor ro hersker på scenen, den unge mand ligger på gulvet med den ene arm strakt op mod bruden, hans hånd leder efter hendes, men begge brudens hænder ”svømmer” rundt og udenom hans hånd, som så langsomt synker ned på gulvet. Bruden bliver stående på samme sted bagved ham hele tiden. Hun gør nogle store runde kropsdrejninger med armene fremstrakte, som favnede hun den unge mand i sit skød, og langsomt bøjer hun sig så hendes slør kommer til at ligge hen over den unge mand.

Scene 19: (Familiernes indtog)

Dekorationen kommer glidende på plads, vi ser faderen komme kørende ind på kommoden, bedstefar ruller selv ind i sin rullestol, svigerfar og svigermor går selv i rullende slowmotion bevægelser, moderen kommer alene gående sin stive gang og datteren kommer kørende ind på et stort fotografi-apparat. Så snart familierne er inde i stuen, henter søster det store slæb, som hun lægger om brudens skuldre, for at gøre hende klar til familieportrættet.

En efter en henter datteren familiemedlemmerne og stiller dem op i en grotesk gruppe rundt om det “lykkelige” par. Til sidst løfter hun sin brors hoved op under brudens arm. Det er alt hvad vi ser af brudgommen, resten af hans krop er dækket af brudens store kappe.

Scene 20: (Bryllup)

Den glade drikkefest og drikkesang bryder ud til ære for de unge, lykkelige. Familien jubler, hver holder sin lille tale, og derefter former deres dans sig som en karrusel, hvor de kører rundt og rundt om parret, for derefter syngende at forlade de nygifte til deres lykke. Familien forsvinder.

Også den unge mand er forsvundet, opslugt af brudens store, hvide kappe.

Tilbage står bruden alene, ophøjet som en gudinde med sine tre ansigter, sine hænder, sine slør. Lyset falder på hende på en måde så man ikke mere ser dekorationerne, men fornemmer hende alene i det store rum, med lysene der spiller i ansigternes facetter.

Til sidst dæmpes dette lys også – fine.

Tv-balletten Den unge mand skal giftes, uropførtes som TV-Eurovision af EBU (European Broadcast Unions) d. 1/4 1965.

PROGRAMME NOTE: THE YOUNG MAN MUST BE MARIED (Le jeune homme á marier (1964) – music for a large orchestra, for a Television-ballet by Flemming Flindt, based on an idea by Eugéne Ionesco.

The ballet is about a young man, who must be married, that is he must follow his parents’ wishes and the normal social behavior. But he is a rebel. The family tries to entice him with a woman – a woman with 3 faces. He starts to get interested…

The music uses many associations, social clichés, sound quotations – a collage of soundscapes of Die Welt von Gestern, mixed with a modern sensibility of my own music, based on my so-called infinity series and the many layered possibilities in this technique (also used in the opera “The Labyrinth” and in “Fragment I-VII” in different instrumentations). The sounding collage world represents the outer world, my own music the psychological, inner world of the young man and his development. Sometimes the two are combined and interwoven. That is what interests me: working with the whole spectrum.

Per Nørgård

SYNOPSIS:

Overture.

Scene 1: Mother and Daughter.

First the mother makes a dance of entreaty, solicitous, trying the old “Think of all that I´ve sacrificed for you”. The sister joins in.

Scene 2: Grandfather´s Song.

Grandfather rolls his wheel chair over to and around The Young Man, and sings some meaningless stanzas.

Scene 3: The Father.

Now Father comes forth to put his son to rights. He can barely control himself.

Scene 4: The Young Man.

The young man rises slowly from his chair, moves a little, says “yes” without conviction, and sits again.

Scene 5: Parody and Nodding Dance.

Father demands a more definite acquiescence. The son nods, rises and agrees with the father — with rhythmic head movements spreading to the whole family and developing into a rhythmic dance of joy. Only the young man isn´t jubilant. He participates mechanically.

Scene 6: Enter the Parents-in-law.

The in-laws make their entrance with bombastically round, wheeled movements.

Scene 7: The Geisha Bride.

Bashful, affected, a girl dances … in her bridal gown for the young man. He rises, and…all eyes follow him excitedly until he suddenly shakes his head and throws the flower, which stays stuck like an arrow in the wall.

Scene 8: The Families´ First Protest.

The family protests loudly. Father leads, wife and daughter following. Grandfather sings the same incomprehensible words. Grandmother wheels him away and hits him over the head. The in-laws say that there is nothing to worry about.

Scene 9: The Bride of Steel.

She dances in, provocative, sensual, and self-assured. The young man refuses vehemently to take her bouquet.

Scene 10: The Families´ Second Protest.

The family is scandalized over the hopeless son who won´t save them. The father-in-law calms them. All is not lost.

Scene 11: The Doll Bride.

Father-in-law carries the third bride in. She is doll-like, moving in jerks and twitches. The scene ends with the Doll Bride jerking the bouquet towards the young man. He takes it, she lifts her veil, then he shakes his head five times and hurls the bouquet in rebuff. The Doll Bride swoons in the father-in-law´s arms and he helps her away.

Scene 12: The Two Whispering Brides.

As the third bride leaves, two more enter; one from each side of the stage and meet at center background, whispering. Both brides have each two bouquets, which they almost juggle. Father-in-law comes running back and brings his two slatternly daughters to order, and prepares a more formal presentation. At the moment the young man takes the bouquets, another bride comes jumping in. She catches his attention and the bouquets are tossed carelessly aside.

Scene 13: The Jumping Bride.

She is constantly leaping towards the young man, away from him, sometimes paying him no attention, dancing and hopping for herself. Meanwhile the Doll Bride has come to her senses, and stands now expectantly; then dies, making staccato movements.

Scene 14: Alone?

The Jumping Bride´s rhythm persists, and the young man´s confusion and panic reaches a climax, while the family members slide up the walls.

Scene 15: Bridal March and Dance.

Eight brides come at the young man from all sides, threatening, veils blowing out behind them. All have bouquets which they reach towards the young man in outstretched arms. He moves as though caught in a net; sometimes in his chair, sometimes driven from the girls´ pursuit, sometimes curled up in a corner. At last the brides decide to look for better hunting elsewhere, and march out in a closed body.

Shaken, the young man rushes to the door to be sure that they are gone…

Scene 16: The Last Bride!

The family slide down the walls and approach, with spidery movements, “la plus belle”. They sniff, smell, crawl, lift up her dress, and make enthusiastic exclamations. The bride turns her three faces, which sing gently out from the auditorium walls.

Scene 17: Rejection. Indignation. Reassurance.

Also the last, the three-headed bride repels the young man. The family rages anew, until the father-in-law again reassures them and persuades them to leave with him. Let the young people be alone!

Scene 18: Seduction.

The bride stands on a “quiet” stage. The young man pretends that he does not suspect her presence. She glides imperceptibly with “invisible” steps out from the background. This forward motion becomes, little by little, a circle around the young man. The circle completed, the bride begins her dance with the voices: first the soft and shy; then the proud, hard and self-assured; and lastly the strong, warm, erotic voice. The bride looks on him for the first time and approaches to touch his hand. Just as she is about to reach it he leaps out of the chair and hides behind it, with only his head showing at floor-level. Again she reaches for him and again he jumps away, and up the stair. A vacuum cleaner rolls on stage. The young man comes slowly down the stair and nears the bride, who is busy vacuuming. She shows her other virtues; for example, how well she dances ballet. A piano rolls towards her. Her playing slowly hypnotizes the young man. Throughout the pas de deux he is in the power of the bride and of his own emotions. She helps and leads him, as one would lead an artist that has forgotten the tricks. He improves and is soon balancing and somersaulting like a circus poodle. In these scenes, where the bride is commanding him, he achieves certainty through growing erotic fascination.

Now the bride is at center stage, clothed only in fleshing, veil and her masks. First, the young man strolls and swaggers in a circle, then faster and faster as the bride makes steadily more violent motions with whip-like arms, until he falls exhausted at her feet.

Quiet rules the stage. He lies on the floor with one arm stretched up towards the bride. His hand searches for hers, while her hands “swim” round about his, which slowly sinks to the floor. The bride stands behind him, and then makes some large, rounded turns with her body, arms outstretched. She embraces the young man in her lap, and then slowly bends so that her veil covers him.

Scene 19: The Families´ Entry.

The scenery glides into place. Father rolls in on the chest of drawers. Grand-father is in his wheel chair. Mother walks alone and the daughter enter driving a huge bellows-camera. Then Sister takes the chapel train and places it around the bride´s shoulders, preparing her for the family portrait. Then the members of the family are put by the sister in a grotesque group around the ”happy” couple. Lastly, she lifts her brother´s head up under the arm of the bride. That is all there is to be seen of the groom. The rest of his body is covered by her cape. The in-laws walk with rolling slow-motion movements.

Scene 20: The Wedding.

A joyous feast with drinking songs breaks out in honor of the happy young people. The family exults, each member makes a little speech, then they dance a merry-go-round with the couple in the center, and singing that now they must abandon the newlyweds to their bliss.

The family has vanished. The young man, too, is out of sight, completely swallowed up in the bride´s great white cape. The bride stands alone, elevated like a goddess with her three faces, her hands, her veil.

The light falls on her so that the scenery is not to be seen. She seems to be alone in the great space, with lights which play on the facets of her faces. Also this light, at last, slowly sinks.

Per Nørgård