PLUTONIAN ODE (1984)

Tilbage til værkfortegnelsen

Recitation og arie for sopran og cello.

I. Recitation

II. Aria

Tekst: fragmenter af Allen Ginsbergs digt af samme navn.

Komponeret til og tilegnet den engelske sopran Jane Manning.

Varighed: 12’

Værknummer: 214a


VÆRKNOTE: PLUTONIAN ODE (1984) for sopran og cello.

”Plutonian Ode” er skrevet til, og tilegnet den engelske sopran Jane Manning, der uropførte værket ved Brighton-festivalen august 1984, sammen med den østrigske cellist Florian Kitt. Teksten er to fragmenter af Allen Ginsbergs digt med samme titel, hvori han med en piskende verbal intensitet attakerer det unævnelige: den totale, atomare udslettelse. Værkets start i en sekund-tikkende celloramme reflekterer den oprindelige titel “26 minutter”, (som udgør den tid den amerikanske præsident har til rådighed fra det øjeblik, hvor en mulig atomar angrebstrussel er registreret og til det øjeblik, hvor et modangreb vil være for sent). Hoveddelen udgøres af en rytmisk intensiv opsang til plutoniet, anskuet som totaldestruktionens basale tomhed – sat over for menneskeåndens utrættelige vilje til at skabe sammenhæng og meningsfuldhed. Den konstante flertydighed i rytmen forener sig her med transformationen af ord i (komponistens) gradvise betydningsskift (som fx “at last” – “Atlas” – “alas”).

Per Nørgård

PROGRAMME NOTE: PLUTONIAN ODE (1984) for soprano og cello.

”Plutonian Ode” was composed for, and dedicated to, the English soprano Jane Manning (for the Brighton Festival 1984 – with cellist Florian Kitt). The text consists of two fragments of the poem by Allen Ginsberg with same title, an intensive verbal attack on the worst scenario: The atomic annihilation.

The tick tock metronomic rhythm of the cello introduction indicates the original title, “26 minutes”, and the time available for the American President to react with a counter attack after the information of an atomic attack on the country. The basic expression of the composition is a dramatic wake up call, in contrast to the deadly silence after an atom bomb, advocating for social relations and human meaningfulness. The constant ambiguity of the rhythms is combined with the transformation of the words (by the composer) changes of meaning, for instance “at last” – “Atlas” – “alas”…

Per Nørgård