AKILLES OG SKILDPADDEN (ACHILLES AND THE TORTOISE) (1983)

Tilbage til værkfortegnelsen

For klaver solo.

Beslægtet med MAYA (Nr. 207a), udgangspunkt for NEMO DYNAMO (Nr. 245)

Varighed: 10’

Værknummer: 208


VÆRKNOTE: AKILLES OG SKILDPADDEN (1983) for klaver solo.

”Akilles og skildpadden” henfører sin titel til den græske filosof Zenon´s berømte paradox, hvorigennem han beviser, at Akilles aldrig vil kunne indhente en skildpadde, hvis skildpadden får blot et lille forspring. Bevisførelsen er konstrueret på grundlag af det argument, at når Akilles når til det punkt, hvor skildpadden startede, vil skildpadden have bevæget sig en lille smule fremad til et nyt punkt, og når Akilles når dette nye punkt, vil skildpadden have bevæget sig en smule videre, og så fremdeles.

Musikken illustrerer naturligvis ikke direkte et væddeløb, men på den ene side består stykkets hurtigste lag af to cykliske fremadskridende forløb af forskellig varighed, hvor den ene konstant smutter fra den anden, og på den anden side er de mest direkte mærkbare lag i musikkens langsomme, store projektioner af disse hurtige bevægelser. Stykket kan således siges at være et væddeløb mellem disse elementer, hvoraf der ikke er nogen vinder. Akilles og skildpadden” er tilegnet Yvar Mikhashoff, selv en Akilles på klaveret (den hurtigst-ilende hånd af alle dødelige).

Per Nørgård

PROGRAMME NOTE: ACHILLES AND THE TORTOISE (1983) for piano solo.Achilles and the Tortoise refers with its title to the Greek philosopher Zeno´s famous paradox, in which he proves that Achilles will never catch up with a tortoise, if the tortoise i given just a small head start. The proof is constructed on the argument that when Achilles reaches the point where the tortoise started, the tortoise will have moved a little further ahead to a new point, and when Achilles reaches this new point, the tortoise will have moved slightly, further and so on.

Of course the music does not directly illustrate the race, but on one hand the fastest layer of the piece consists of two cyclic progressions or sequences of different durations, the one constantly passing up the other. As the two repeated lines are played at the same time, in a rhythmic “zipper”-technique (interlocking) the element of musical illusion and paradox is strengthened; on the other hand the most directly perceptible layers of the music are slow, large-scale projections of these quick movements. The piece can consequently be said to be a musical race between these elements, a race in which there is no winner. “Achilles and the Tortoise” is dedicated to Yvar Mikhashoff, the Achilles of the piano (The fleetest of hands of all mortals).Per Nørgård