Billedsamlingen

Det Kongelige Bibliotek har gennem århundreder indsamlet billeder, først som tegninger og stik, siden også som fotografier, der nu også indsamles digitalt.

I Kort- og Billedsamlingen findes kobberstik fra det enevældige Danmark i konferensråd F.A. Müllers (1725-95) pinakotek samt landskabsakvareller og tegninger skabt af industrihistorikeren O.J. Rawert i første halvdel af 1800-tallet. 1800- og 1900-tallets eksplosivt voksende billedkultur er også rigt repræsenteret. Billedsamlingen tæller over 17 millioner billeder, størstedelen udgør den kulturhistoriske samling med tegninger, grafiske tryk og fotografier af steder, begivenheder og personer. Blandt de mange billeder er også en stor samling luftfotografier. Samlingen er under digitalisering og mange billeder er tilgængelig online.

Der er også billeder i andre af bibliotekets samlinger. I Judaistisk og Orientalsk Samling er der smukt illustrerede håndskrifter fra Mellemøsten og Orienten, mens Håndskriftsamlingen har illustrerede håndskrifter tilbage til middelalderen og hovedsagelig af vesteuropæisk oprindelse.