Bjergmanden og jomfruen

Da Karen Cathrine Christensdatter Kjær i 1907 fik besøg af folkemindesamlerne, Evald Tang Kristensen og Hakon Grüner-Nielsen, var hun sengeliggende og sang derfor kun et par viser for dem til fonografoptageren. 

Visen om jomfruen, der lokkes af et overnaturligt væsen, sang hun kun et brudstykke af. Den stammer fra 1500-tallet, men har været almindelig i Skandinavien til ind i 1900-tallet.

Temaet omkring underjordiske væsener eller bjergfolk, der lokker mennesker, kendes fra flere andre viser.

Her kommer først de få strofer, Tang Kristensen skrev ned efter Katrine Kjærs stemme. Den nedskrevne tekst kan være svær at genkende, når man lytter til, hvad hun synger på fonografoptagelsen. Nedenfor følger en længere og mere udbygget version af visen. Katrine Kjær har imidlertid ikke ønsket at synge længere, og som du kan høre på optagelsen, slutter hun sin visesang med ordene "Nu er den færdig."

”Jomfruen og Dværgekongen”

 

1. Den bjergmand han kalder på jomfruen sin,
du henter mig mit forgyldte horn med vin.

 

2. Hun drak også til tidsfordriv,
men så snarlig forglemte hun moderen sin.

 

3. Den bjergmand han klappede med hænder på hynderne blå
lyster min skønjomfru at hvile herpå.

 

En mere udførlig udgave findes i viseudgaven ”Danmarks gamle folkeviser” (1853-1976):

1. Jomfru Hermelin gik for sin fader at stå:
- For tiden den gøres hende lang. –
”O, måtte jeg dog ikke til kirkesang gå?”
O ja, hvor sorgen er tung!

 

2. ”O ja, såmænd det må du så,
men vogt dig kun for bjergmanden.”

 

3. Jomfru Hermelin klædtes i purpur og guld,
og alle sine fingre dem satte hun fuld.

 

4. Jomfru Hermelin gik ad den lille grøn sti,
den bjergmand han løb af den bredere vej.

 

5. Så drog han hende i bjerget ind,
og der var hun i otte år.

 

6. Og der var hun i otte år,
syv sønner hun med den bjergmand fik.

 

7. Jomfru Hermelin gik for den bjergmand at stå:
”Og må jeg dog hjem til faders gård gå?”

 

8. ”O ja såmænd, det må du så,
du taler ej om skæbnen din.

 

9. ”O nej såmænd, det skal jeg ej,
det skal han vist ikke spørge.”

 

10. Jomfru Hermelin kom i sin faders gård,
og hendes fader der ude står.

 

11. ”Og hør, Jomfru Hermelin, hvad jeg siger dig:
Hvor har du været den tid så lang?”

 

12. ”Og jeg har været i bjerget inde,
syv sønner jeg ved den bjergmand har fået.”

 

13. ”Og gak til bordet og æd dig mæt.”

 

14. Jomfru Hermelin gik til bordet,
Den bjergmand han banked’ på døren.

 

15. ”Hvad er det, Jomfru Hermelin siger om mig?”
”Jeg siger slet ikke noget om ham.

 

16. Jeg siger, han er ren og ærer mig,
jeg siger, han er ren og dydefuld.”

 

17. Den bjergmand han kaster guldæble i hendes skød.

 

18. Jomfru Hermelin ud fra bordet sprang:
det røde æble efter hendes klang.

 

19. Jomfru Hermelin kom til døren:
den bjergmand smak hende på øret.

 

20. Så drog han hende i bjerget ind:
hendes børn hende stander op igen.

 

21. Der piskes hende med birkerod,
så hun blev gal og aldrig god.

 

22. Der piskes hende med birkeris,
så hun blev gal og aldrig vis.

 

23. Den første bar hende stolen til,
den anden bad hende at sætte sig.

 

24. Den tredje bar hende vandet til,
den fjerde bad hende at vaske sig.

 

25. Den femte var hende håndklæd’ til,
den sjette bad hende tørre sig.

 

26. Den syvende skulle være hendes alderdoms trøst,
– For tiden den gøres hende lang. –
For han ville hævne sin faders brøst.
O ja, hvor sorgen er tung!