Tre digterportrætter med bibliotekshaven, Kbh som baggrund

Foto: Det Kgl. Bibliotek

Digte fra Bibliotekshaven 2020

I sensommeren 2020 fyldte vi Bibliotekshaven med kultur og hyldede genåbningen, blandt andet med oplæsninger af digterne Olga Ravn, Caspar Erik og Mette Moestrup. Kom og få en online smagsprøve!

Bibliotekshaven gemmer sig imellem Christiansborg, hvor magten bor, og Det Kgl. Bibliotek, hvor vi passer på kulturen. Den er et lille åndehul i København, som vi i sensommeren 2020 fyldte med musik, poesi og samfundsdebattører. Temaet var genåbningen af byen efter årevis med metrobyggeri, efterfulgt af et forår med nedlukning af samfundet

Vi bad de højaktuelle digtere Olga Ravn, Mette Moestrup og Caspar Eric om at skrive ny lyrik som respons på virkeligheden i København, som den så ud i 2020. Læs digtene her:

Portræt af forfatteren Olga Ravn
Olga Ravn er uddannet fra forfatterskolen i 2010 og debuterede med digtsamlingen "Jeg æder mig selv som lyng" i 2012. Hun har siden skrevet både sci-fi-romaner og digtsamlinger samt modtaget flere priser.

Foto: Lærke Posselt

Farveplanter

Lindetræerne i Enghaveparken
kongelyset på hjørnet af Godsbanegade
rejnfan langs Åboulevarden
perikon ved børnehaven afblomstret
den krusede skræppe på Vestre Kirkegård
hylden snart med bær langs Ingerslevsgade
for forurenede til saft
æbletræet bad
allernådigst om
jeg ville undlade at
plukke dets blade de
gav simpelthen ikke slip
røllike langs fodboldbanen
bind gråbynke om anklerne
det stærkest duftende
mit spædbarns væde
han er en af dem
morgenfruerne
henvendt
prikbladet med djævlens nåle
står nu denne bygning
som en søjle af lys
IKEA
så lodne så vidunderligt lodne
er dine skuldre
som kongelysets blade
lanugo hårene på Hvidovre
da jeg så dig
for første gang
en flerårig urt

 

- Olga Ravn

Portræt af farfatteren Mette Moestrup
Mette Moestrup er kendt som en af tidens skarpeste postfeministiske digtere og for sin eksperimenterende stil. Hun debuterede i 1998 med "Tatoveringer" og har siden udgivet en lang række digtsamlinger samt vundet bl.a. Montanas Litteraturpris og Beatrice-prisen. I 2019 blev hun desuden tildelt Statens Kunstfonds Livsvarige hædersydelse.

Foto: Lærke Posselt

Skrevet i Bibliotekshaven
København, august 2020

Kl. 10

der er blomster
og så er der alt det
der ikke er blomster

wonderful, wonderful Copenhagen

jeg er ikke født i København
men jeg har født i København
på en fødestue med kornblomster
malet oppe på det hvide loft
når jeg lukker øjnene kan jeg se dem for mig
disse kornblomstblå kornblomstranker
men fødestuen er lukket for et årti siden
og mine børn er flyttet hjemmefra
fra Vesterbro til Amager og Nordvest
selv sidder jeg her i Bibliotekshaven
og skriver et digt om
wonderful, wonderful Copenhagen
i skriggult solskin, jeg tænker på problemer
som ikke er blomster
eller tænker og tænker ...
raser, sørger, sørger
raser, raser – roser
rager mig en fjer, en høstblomst
DET ER IKKE BLOMSTER
at feberroser fortsat florerer
på grund af pandemien
DET ER IKKE BLOMSTER
at A fik afslag på asyl
at A fik afslag på asyl
gid flygtningenævnet
genåbner A’s asylsag
gid flygtningenævnet
genåbner A’s asylsag
...

With a welcome so warm and so gay
Friendly old girl of a town
wonderful, wonderful Copenhagen

Kl. 11
roserne her, i solen
forekommer voldsomt røde
rosenbladene funkler gennemskinneligt
som ribs, rubiner, bloddråber
... åh, alt det røde inde i os alle ...
rød rimer på død
rot på tot
red på dead
og hjertet dunker
telefonen ringer, men jeg tar den ik
jeg ser pressemøde på mobilen
hvad i alverdens riger og lande?
etnisk profilering af smittespredning
under en pandemi?
DET ER IKKE BLOMSTER
etymologi, pandemi
kommer af græsk
pan
og
demos
og betyder ’overalt blandt folk’
...
Den store Rosenbog
ligger lukket ved siden af mig på bænken
og der ligger et lyseblåt mundbind
mellem morgenfruerne
kl. 12
nogle blomster lukker sig om natten
og åbner sig om morgenen
lukker sig om natten
og åbner sig om morgenen
morgenfruerne skinner happy-go-lucky
i solskinnet, mundbindet
er med lidt god vilje himmelblåt, hvem ved -
måske har nogen kysset
hinanden her på bænken?

Du og jeg blev forelsket i København

jeg bladrer i Den store Rosenbog, der står

vi skal huske at en have uden rosenduft
let bliver til en have uden minder

en tegning af en rose
som hedder Meteor
ligner lidt roserne her, synes jeg
Meteors farve
beskrives som
en lysende intensiv ren cinnoberrød
som virker stærkt på lang afstand
og som kan være farlig for andre røde roser i nærheden
rosens rødhed truer altså andre rosers rødhed
en truende og farlig rødhed
en rødglødende meteor-metafor
et EXIT-skilt blinker i hjertet
det er ikke rosenrødt at se rødt
det er ikke rosenrødt at se rødt

wonderful, wonderful Copenhagen

A er her i byen endnu, i en gråzone
vi har aftalt at mødes, så jeg skriver til hende
at jeg sidder i en park
Which park?
Maybe I could come join you later.
jeg svarer: Bibliotekshaven
tæt ved Den Sorte Diamant, Havfruegrunden, jeg tilføjer
it’s a very calm place with many roses
og det er sandt, her ånder ro
og det er sandt, her er roser
ro og roser, men hvordan
når A går og venter på svar
fra flygtningenævnet, skrive
om bøger i haver, haver i bøger
...
Kl. 13

wonderful, wonderful Copenhagen
Salty old queen of the sea

i 1600-tallet var denne fredfyldte
have med blomster og træer
hvor middagsheden begynder at gøre mig døsig
en krigshavn med krigsskibe ...
... svært at forestille sig ...
... et krigsskib sejler ind i blomsterhaven!
knagende, knirkende, træskelettet blotlagt
hullede sejl, knækkede master, rustne kanoner
ingen sømænd: et spøgelsesskib

Salty old queen of the sea

... en havfrue!
storøjet og graciøs som sæl
med tanggrønne bølgende lokker
hun svømmer som en havgud
og synger en sang på havdyrssprog
er hun solo eller istemmer
et helt havfruekor om lidt?
nej ... hun tier nu, hun stivner
under de tanggrønne trækroner
... havfruen var bare en galionsfigur
... galionsfiguren var bare en træstamme
...
jeg må have blundet, sorry
jeg googler Havfruegrunden og læser, at
stedet var kendt som Havfruegrunden, idet der var blevet
rapporteret et stort antal havfruer uden for området ved Tøjhuset
... et stort antal havfruer! hvor mange taler vi om?
ti eller hundrede? eller havfruer i tusindtal, en HAVFRUEHÆR
som svømmede herind i blomsterhaven, nej, krigshavnen
for at bekæmpe den krigeriske menneskelighed
med kærlighedssange på havdyrssprog?
senere blev havnebassinet fyldt op med jord
og der blev bygget en geværfabrik
... krigsskibe og geværer i den rolige air her?
krigsskibe mellem træer, og bag ved roser, geværer

wonderful, wonderful Copenhagen

kl. 14
nogle blomster lukker sig om natten
og åbner sig om morgenen, som sagt – man siger
mennesker åbner sig, når de føder (så og så mange cm)
jeg sidder i Bibliotekshaven og tænker på
hvad at åbne og lukke sig betyder
for blomster
og alt det, der ikke er blomster
samfund, systemer, steder
Bibliotekshaven har åbent fra 6-22
og lukket fra 22-6, jeg kommer og går
...
...
bip
besked fra A
...
hun kommer ikke herhen
...
der er kommet afslag
flygtningenævnet genåbner ikke sagen
...
A skal rejse til et land
hvor hun frygter for sit liv
...
nej ... på alle sprog
nej ... på alle sprog
nej ... på alle sprog
...
hvordan når bløde kroppe møder hårde systemer
skal førstnævnte vinde til sidst? hvordan når bløde kroppe
møder hårde systemer skal førstnævnte vinde til sidst?
hvordan når bløde kroppe møder hårde systemer
skal førstnævnte vinde til sidst? og hvem, hvis deres ven
deporteres, kan uden at gøre oprør synge
 

Once I sailed away
But I’m home today
Singing Copenhagen, wonderful, wonderful
Copenhagen for me

Citater fra sangene ”Wonderful, wonderful Copenhagen” af Frank Loesser,” Forelsket i København”, musik, Bent F. Bjerre, tekst Volmer Sørensen, Tar Den Ik” af Michael Williams.

Desuden citater fra Den store Rosenbog af Eigil Kiær og Verner Hancke samt (i min oversættelse) May Ayims Weithergehen. Gedichte: meine heimat/ ist heute / der raum zwischen/ gestern und morgen”)

- Mette Moestrup

Forfatterportræt Caspar Eric
Caspar Eric. Digter og cand. mag i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet og er tidligere elev på Testrup Højskole. Eric debuterede på det norske undergrundsforlag AFV Press med jegtænkerpådetværelsejegharsometanalogtinternet, der bestod af ca. 100 digte, der hver bestod af et enkelt ord.

Foto: Halfdan Venlov

En historie om en dag hvor vi snublede ind i en have

Vi var på vej hjem fra byen
vi var unge og kåde
klar til at natten
skulle strække sig ind i dagen.
Det er én af de ting
jeg elsker ved København;
at den lige præcis
sover nok
til at man kan indtage
dens glemte lommer.
finde et sted med blomster
at kaste sin kærlighed på,
mens andre langsomt
er på vej på arbejde,
parfumen fra et jakkesæt,
duften af Lloyd-sko
der mindede mig om min far
mens vi trak vores cykler;
alle de ting
vi trækker rundt om hinanden,
dufte og historier,
penge og poesi.
Jeg kan ikke huske
hvem der ville forbi Christiansborg
ind for at råbe
af onde politikere.
Jeg savner dengang
hvor jeg troede på ondskab,
nogen at rette
sine skuffelser mod,
troede på at de kunne erstattes
af bedre versioner.
Vi satte os på trappen
røg bare lidt
vores øjne var blanke
som søernes flader.
Hvilket vil sige
fulde af snavs,
af stjålne cykler
dagene der løb igennem os.
Så ville Martin
ned og bade
og på vej mod havnen
snublede vi ind
ligesom ikke med vilje
i denne her lille oase
noget fra en film
en gigantisk skulptur
som en offergave,
alienagtig
og langs kanterne
blomster over alt,
røde og hvide.
Jeg er usikker på
om mit begær efter de farver
er det danske flag skyld
eller coca-cola-kærligheden
helt fra jeg var barn.
I børnehaven skulle vi altid
ind og vinke
foran balkonen
når dronningen havde fødselsdag.
Jeg ved ikke rigtig
om det har gjort en forskel,
jeg er ikke royalist
men jeg kan lide dem som mennesker,
En lille mytologi
vi fortalte til hinanden:
At mens vi blev trukket rundt
i klapvogne uden kopholder
kunne man indimellem se
kronprinsen på flugt
på jagt efter en krog
hvor han kunne gemme sig for sin bodyguards.
At være indfødt her
betyder at jeg har følelser
der binder sig til nationalstadionet
der binder sig til Rigshospitalet.
Jeg tænker mere på min søster
og mine fætre og kusiner
end de to gange
hvor jeg var inde og blive opereret.
Og selv dengang:
den intime fornemmelse
ved at kunne navigere
i gangenes systemer,
at have en fortrolighed
med bygningens alvor,
og mest bare huske
den gamle læge,
der kastede farvede hoppebolde
og greb dem i sin kittel.
Jeg tror han hed Reimers,
jeg ved at han ofte
arbejdede i Grønland,
og at jeg græd da han døde.
Selv i dag går jeg tit
igennem den bygning
for lige at tjekke
indersiden af betonen,
tænke på alt det
væggene har taget imod
tænke mit kritiske
om 7/11 i stueetagen,
ja, den er god nok
jeg er en romantisk nar.
Der er historier jeg ikke deler
for at undgå at virke smart;
prisen for en storby
er umuligheden af at claime den,
prisen for en storby
er at jeg engang nok må flytte
når boligpriserne stiger,
når Lynetteholmen skal bygges.
Til gengæld har jeg lært
aldrig at gro fast,
behovet for venner
med sofaer man kan crashe på,
når fremlejen igen
står til at udløbe,
lært at sætte pris
på at byen især
findes i kraft
af det folk tager med til den.
For eksempel Mille
der stammede fra Viborg
og nu blev hun kaldt
Queen Of The Night.
Det var hende der viste mig
hvordan man rullede en joint,
hende der pegede
haven ud,
sagde: “Jeg tror altså der ligger
noget herinde.”
Til gengæld var hun også
den første til at hente kaffe,
nede i kiosken,
mens vi andre lagde os
i skyggen under statuen
af Kierkegaard,
ikke så meget for at gemme os
som for ikke at forstyrre.
Klokken må vel have været
lidt i otte,
en kvinde med solbriller
kom ind med sin barnevogn.
Hun ammede sit barn
satte sig med en bog,
på et tidspunkt følte jeg
at hun smilede til os,
at vi genkendte hinanden
på tværs af vores aldre.
I dag aner jeg ikke
hvor fanden de fester,
de unge røvhuller,
som jeg engang selv var.
Den klub vi havde været på
findes ikke mere
så nu må vi rende
og fortælle historierne,
ligesom at historierne
blev fortalt til os,
dengang på Pan
dengang på Jazzhouse
dengang på hvad end
der nu lå under Palads,
som måske ikke engang selv,
får lov til at ligge der:
Steder der forsvinder
for at give plads til andre,
både i bybilledet
og i de indre begærsrum.
Senere lærte jeg
at haven hvor vi søgte tilflugt
hang sammen med biblioteket
og var bygget ovenpå
en gammel krigshavn,
selv de smukkeste pladser
er mærkede af krigene,
bygget på krig.
Hvilket betyder
at skønhed kan vokse ud af alt
(men også at den nemt
kan bruges til at skjule,
de historier vi ikke
er stolte af.)
Indimellem kræver det
at nogen tager dig i hånden
og viser dig hvad der gemmer sig
bag de røde mursten.
Jeg ville aldrig have set haven
hvis det ikke var for Mille,
har fandme brugt den meget
til at imponere en pige
vise den som en perle
til nye venner,
et sted hvorfra
jeg kan fortælle om den dag
i parken og David,
hans mor var lige død,
det var derfor vi havde været ude,
taget den til grænsen,
nogle gange
er det nødvendigt at glemme.
Og der midt på græsset
sagde han, okay
alt skal jo nok gå
og det føltes sandt.
I et øjeblik
var haven vores,
og duggen tvang sig
ind gennem vores t-shirts,
kølede os efter
nattens strabadser,
et græs der føltes
næsten Harry Pottersk.
Lang tid inden
at Pokemon Go
gjorde haven til alles
i jagten på monstre,
børn og forældre
med iPhones i hænderne,
et sted lige præcis
mellem drøm og virkelighed.
Alligevel tænker jeg
på lige nu,
hvem der føler de har adgang
til den form for have,
hvem der også føler
at statuens skygge
er et sted hvor de
fortjener lidt ro.
Her mens udskamningen
vokser i vores land
og spirer helt ind
i politikernes munde.
Her hvor krogene
langsomt forsvinder,
hvor man klippede buske ned
i Ørstedsparken
for at forhindre
mænd i at mødes.
Her hvor alle pladser
er blevet gennemsigtige
for at ingen
skal pisse i hjørnerne.
Her hvor antallet
af arbejderklassebørn
der fødes i København
er faldet med 75%
siden dengang
jeg selv kom til verden.
Hvilket vil sige
at byen er for de rige
en overraskelse for ingen
in the age of Blackstone;
Hvor steder som Kruts Karport
ikke længere kan betale sig,
hvor bestemte klienteller
ikke længere kan betale sig,
hvor bestemte kroppe
ikke længere kan betale sig.
Så er det godt
med de åbner haver,
de steder det stadig
er gratis at lægge sig,
men helt sikkert nemmest
hvis du er mødregruppe.
Haverne er noget
vi skal vise til hinanden,
vise at her
er et sted du kan gå hen,
ligesom bibliotekaren
der viste mig Shamram
da jeg var ca 12 år
og foruden hvem
dette digt
aldrig ville have fandtes.
I dag har jeg ikke
lånt en bog i 10 år,
det er en anden historie
noget med en bøde,
at jeg er bange for,
at de skal komme og smide mig ud,
så jeg låner min søsters
sygesikringskort.
This is just to say,
at til dem der kigger
ind på det pæne
og klippede græs
og tænker at det her
er ikke for mig:
jeg forstår jer sagtens
det er derfor I skal gå ind,
en by der ikke er vores
er ikke nogen by.
Til sidst kom børnene
ind for at spise frokost
så tog vi vores cykler
og kørte ud til hjørnerne,
der hvor vi stadig
var på fornavn med pizzamanden,
der hvor vi var vant
til at sidde i solen
på en trappesten
og at det også kunne være nok.

- Caspar Eric