Gå til hovedindhold

Vi åbner i etaper

Lån og aflevering af bøger er åbent, men alt er ikke, som det plejer (endnu). Vi åbner resten i etaper, og det er lidt kompliceret, men vi vil gerne prøve at forklare det.

Det Kgl. Bibliotek på Victor Albecks Vej gjort klar til at tage i mod gæster efter sundhedsstyrelsens retningslinjer. Gitte Bomholt Christensen

Opdateret 3. juni 2020

Vi åbner for udvalgte læsesale fra 2. juni 2020 og frem (se listen nedenfor). Og fra mandag 8. juni kan vi endelig åbne Stranger Than Kindness: The Nick Cave Exhibition, som er vores store udstilling i Den Sorte Diamant, København.

Vi følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger nøje både for medarbejdere og publikum, og derfor må vi desværre også gøre forskel på åbningen af vores adresser og services. Det betyder, at vi åbner lidt hurtigere for fx læsesale i Jylland og langsommere for vores tilbud på Sjælland. Vi håber på jeres forståelse.

2. juni åbner:

  • Læsesalene Gammel Læsesal, Stilheden 1 og 2 på Victor Albecks Vej, Aarhus (bemærk, at kantine og øvrige publikumsområder ikke åbner, så vi kan endnu ikke tilbyde områder til gruppearbejde)
  • Danmarks Kunstbiblioteks læsesal i Søborg (husk at der skal reserveres materiale og bookes tid)

8. juni åbner:

  • Udstillinger i Den Sorte Diamant, København
  • Forskningslæsesalen i Den Sorte Diamant, København (husk, at læsesalen kun er for brugere, der har reserveret materiale til den. Og bemærk, at der ikke åbnes for andre læsesale, ligesom der heller ikke er åbent for øvrige publikumsområder)
  • Caféen i Den Sorte Diamant (bemærk, at kantinen ikke åbner)

Læg mærke til at vi først åbner for bestilling af materiale til Forskningslæsesalen 8. juni 2020, dvs. den samme dag som læsesalen åbner.

Find vores åbningstider

Lån og aflevering

Vi har åbent for lån og aflevering af bøger og tidsskrifter på de følgende adresser: 

  • Victor Albecks Vej, Aarhus
  • Den Sorte Diamant, Søren Kirkegaards Plads, København
  • Københavns Universitetsbibliotek Nord, Nørre Alle, København
  • Københavns Universitetsbibliotek Sdr. Campus, Karen Blixens Plads, København
  • Danmarks Kunstbibliotek, Nyhavn, København
  • Roskilde Universitetsbibliotek, Roskilde

Husk at tjekke vores åbningstider før du tager afsted.

Alle materialer skal være forudbestilt til afhentning. Det gør du, helt som du plejer, ved at søge og bestille her på siden, men husk at du skal vælge én af de seks adresser som afhentningssted. Vi giver dig besked på mail, når du kan hente materialet.

Indtil videre kan man desværre ikke bestille Det Kgl. Biblioteks materialer igennem bibliotek.dk eller få leveret vores materialer til ens lokale folkebibliotek.

Det Kgl. Bibliotek følger nøje sundhedsmyndighedernes anbefalinger under Covid-19, og vi har iværksat en række foranstaltninger for at forebygge smitte og sikre, at åbningen sker sundhedsmæssigt forsvarligt.

Det betyder bl.a., at du kan opleve længere ventetid i forbindelse med bestillinger, end du er vant til. Der kan gå op til en uge, fra du har bestilt materialet, til du kan hente det på biblioteket. Vi kan desværre heller ikke tilbyde udbringning til universitetsansatte i den kommende periode, ligesom lån af materialer, der skal ses på læsesal, må vente til vi åbner vores læsesale.

Aflever og lån bøger og tidsskrifter igen

Nu kan du hente og aflevere bøger, men under nye og anderledes forhold.

Slet bestillinger du ikke længere behøver

Har du i nedlukningsperioden (13. marts – 17. maj 2020) haft materialer til afhentning, så er materialerne fortsat reserveret til dig.

Vi opfordrer alle vores brugere til at slette bestillinger, der ikke længere er relevante. Det vil gøre genåbningen af biblioteket nemmere for os, hvis vi kun skal finde materialer frem, som vores brugere fortsat har brug for.

Hvad betyder nedlukningen for hjemkaldelser og bestillinger?

Havde du lånt materialer af os, da vi lukkede ned 13. marts 2020, er dine lån automatisk blevet forlænget til 8. juni 2020, og du modtager ikke hjemkaldelser/bøder for nedlukningsperioden.

Havde du lavet bestillinger på materiale inden 13. marts 2020, ligger de fortsat i vores systemer, og du får besked, når du kan hente materialet.