Magt, vision og utopi i arkitekturen

Fotografiet som installation og udbygning

Foto fra udstillingslokalet. I baggrunden: Værk af Julie Boserup. I forgrunden: Søren Loses stof-udgave af mormon-templet i Utah
Foto fra udstillingslokalet. I baggrunden: Værk af Julie Boserup. I forgrunden: Søren Loses stof-udgave af mormon-templet i Utah

Kan man bygge et fotografi? I en ny fotoudstilling gør billedkunstnerne Søren Lose og Julie Boserup en række forsøg. Med omfangsrige collager og installationer bygger de tredimensionelle versioner af historiske fotos af arkitektur. Gennem to år har Julie Boserup og Søren Lose researchet i Det Kongelige Biblioteks billedarkiv med mere end 17 millioner historiske fotografier. Ud af gemmerne har de fisket fotografier af storladen kirkearkitektur og funktionalistiske vartegn, og i hænderne på de to billedkunstnere får arkivets glemte skatte nyt liv.

Udstillingen Vi byggede et hus viser tyve nye værker, hvor de to kunstnere undersøger arkitekturens betydninger, og hvordan arkitekturen bliver repræsenteret i fotografiet. Arkitektur er udtryk for magt og drømme, som arkitekturfotografen arbejder med at gøre synlig som vision for byggeriet eller som dokumentation for eftertiden. Offentlige bygninger er monumenter over samfundets idealer om det gode liv, som de var på det tidspunkt, bygningen blev opført. Gotikkens katedraler stræber mod himmelen og fortæller om datidens verdenssyn, mens det 20. århundredes nøgterne seminariebygninger beretter om viljen til uddannelse for alle. Kunstnerne har bearbejdet billederne ved at forstørre, klippe, folde, udbygge, tegne og sy nye versioner af de historiske fotografier, og hermed understreges både arkitekturens skiftende betydninger og arkitekturfotografiets virkemidler.


Julie Boserup har arbejdet med et billedarkiv efter Strüwing Reklamefoto, som fotograferede dansk modernismes væsentligste byggerier. Boserup er dykket ned i 1960ernes og 70ernes funktionelle arkitektur, der er gengivet i fotos i samme stramme, minimalistiske æstetik som bygningerne. I Boserups arbejde bliver billederne tilsat farver, flader og fordoblinger i store collager, der forvrider arkitektens vision og tydeliggør fotografiets illusion og utopi.

Søren Lose har udvalgt fotografier af monumentale bygningsværker såvel som stilladser og andre midlertidige konstruktioner. Hans værker er en serie forsøg på næsten bogstaveligt at bygge et nyt tredimensionelt fotografi med udgangspunkt i det oprindelige. Et postkort fra 1914 af det store mormon-tempel i Utah, hvis arkitektur er nærmest ligeså banal som Disneyland, bliver transformeret til en abstrakt model af stof. Fotografier af Kölner Dom monteres i lag, så detaljer i den gotiske ornamentik træder frem, og bygningens overvældende skala og sakrale karakter understreges.

Begge kunstnere udforsker i udstillingen det paradoksale forhold, at det flade fotografi skal repræsentere et tredimensionelt rum. Det gør de ved at lade de originale fotos undergå en forvandling og udsættes for en forstørrelse, så de folder sig ud i udstillingslokalet med en stærk rumlig effekt. Værkerne skal opleves både med øjnene og resten af kroppen.

Julie Boserup (f. 1976) er uddannet ved Chelsea College of Art i 2002. Hun arbejder i krydsfeltet mellem fotografi, tegning, udsmykning og collage.

Søren Lose (f. 1972) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi 2003. Hans arbejde koncentrerer sig om fotografi, skulptur, installation.

Fotos kan downloades fra www.kb.dk/pressphoto

For yderligere information kontakt udstillingens kurator, forskningsbibliotekar Sarah Giersing, tlf. 91 32 48 24, mail sagi@kb.dk

Lørdag 30. april – tirsdag 31. januar 2017

Rotunden 02

Vi byggede et hus