Kulturskatte med udstråling

Det Kongelige Bibliotek har nogle af Nordeuropas rigeste samlinger og de allerstørste klenodier kan nu for første gang opleves i en permanent udstilling. Med Skatte i Det Kongelige Bibliotek gives der et enestående kig ned i kisten med de største skatte fra de tidligste håndskrifter på pergament til originale manuskripter fra nulevende digtere. Den russiske avantgardekunstner Andrey Bartenev sætter historiens imponerende fingeraftryk ind i en jungle af popart.


De 50 genstande i Det Kongelige Biblioteks udstilling har umiddelbart ikke meget til fælles: De er både smukke, støvede, prægtige, simple, forvirrende og systematiske, men alle på hver deres måde store skatte. Udstillingen viser milepæle fra den danske kulturarv fra Karen Blixens manuskript til Den Afrikanske Farm over H.C. Andersen og Søren Kierkegaards dagbøger til den første trykte bog Gutenbergbibelen, er de alle sunket ned i den kollektive bevidsthed. Hvad end vi er klar over det eller ej, har de sat mærkbare spor i vores måde at forstå og betragte verden på.


Højdepunkter fra bibliotekets magasiner  i form af bøger, breve, manuskripter, fotografier, kort og glober er sluppet løs i et fantasisprudlende collageunivers af den russiske kunstner Andrey Bartenev: En summende popkulturel kratskov, der på gulve, vægge og i loftet blander fragmenter fra det udstillede materiale med blå aliens og letpåklædte damer. Det er en totaloplevelse, der ligger meget langt fra en traditionel biblioteksudstilling.
Andrey Bartenev bor i Moskva og er lidt af en multikunstner, der arbejder interdisciplinært med collager, performances, teater, skulptur og billedkunst. Han har bl.a. udstillet på Venedig Biennalen i 2007 og på museer verden over. Bartenevs design tager udgangspunkt i bøgerne og trykkerkunsten som et fundament for den massive informationsstrøm det moderne menneske skal navigere i.
Skatte i Det Kongelige Bibliotek opfylder et længe næret ønske om at kunne vise samlingerne frem for et bredere publikum. Bibliotekets samlinger er en del af hele nationens kulturarv, og udstillingen henvender sig både til gæsten med stor forhåndsviden og alle andre, der bare gerne vil have stillet sin nysgerrighed. Der er således mulighed for både at dykke ned i længere tekster på iPads, se nærmere på værkerne i digital form eller se filmsekvenser, hvor bibliotekets eksperter og fagpersoner fortæller om værkerne.

Skatte i Det Kongelige Bibliotek
Fra 9. maj 2012 i Montanasalen, Den Sorte Diamant
Mandag-lørdag 10-19. Fri entré
Produceret af Det Kongelige Bibliotek. Iscenesat af Andrey Bartenev.
www.densortediamant.dk
Illustrationer kan downloades fra kb.dk/pressphoto
For yderligere information kontakt udstillingens redaktører: Forskningsbibliotekar Bruno Svindborg tlf. 33 47 44 15 bs@kb.dk eller forskningsbibliotekar Anders Toftgaard tlf. 33 47 42 46 atof@kb.dk