Populisme er en del af demokratiet

Donald Trump, Marine Le Pen og Hugo Chávez:

I sin nye bog Was ist Populismus konkluderer den tyske forsker Jan-Werner Müller:
”Så længe vi lever i et repræsentativt demokrati, vil der findes populisme.”

Müller er en af tidens mest anerkendte eksperter i fænomenet populisme, og på International Forfatterscene i Dronningesalen vil han med chefredaktør Rune Lykkeberg diskutere den fremstormende politiske tendens, som måske kan betyder, at USA’s næste præsident kan karakteriseres som populist.

I sin bog understreger Müller, at det kan være problematisk at beskæftige sig med populismen, når den eksisterende kritik stikker i mange forskellige retninger, og der næppe kan siges at findes en nøjagtig definition af begrebet. Derfor former hans bog sig også som en relevant diskussion af, hvad populismen er, og hvad den vil.

En hovedkonklusion i Was ist Populismus er, at populisterne ifølge Müllers opfattelse i bund og grund er antipluralistiske og antidemokratiske.

I en anmeldelse i Politiken af den tyske udgave af bogen skrev Rune Lykkeberg bl.a.: ”Ideen med bogen er både at forklare et allestedsnærværende politisk fænomen og udvikle en effektiv kritik af det. Det er en kvalitet ved Müllers bog, at han samler populistiske tendenser over hele verden i sine undersøgelser. Hans bog er kortfattet, men baseret på omfattende undersøgelser.”

Jan-Werner Müller er idéhistoriker med særlig interesse for det liberale demokrati. Han underviser nu i forfatningsteori og politisk idéhistorie ved Princeton University.

Fotos kan downloades fra www.kb.dk/pressphoto

For yderligere information kontakt kulturproducent Lise Bach Hansen, 91 32 43 64, lbha@kb.dk.

 

Torsdag 13. oktober kl. 20

Dronningesalen

International Forfatterscene:
Jan-Werner Müller (DE) i samtale med Rune Lykkeberg