Hans Bendix tegner nazi-ledere

Franz_von_Papen_hans_bendix






























Franz von Papen på anklagerbænken i Nürnberg i Bendix' streg.


Historiske Bendix-tegninger til Det Kgl. Bibliotek  

Det Kgl. Bibliotek har netop på auktion erhvervet tegneren Hans Bendix’ enestående samling af portræt- og reportage-tegninger fra den historiske Nürnbergproces 1945-49, som De Allierede førte mod Nazi-Tysklands ledere efter 2. verdenskrig.

Hans Bendix (1898-1984) er en af Danmarks store tegnere. Før krigen var Bendix en kendt kulturradikal debattør med en nazisme-kritisk linje. Den bragte ham i eksil i 1941. Da han kom tilbage til Danmark efter krigen, fik han en helt særlig opgave. Som en af blot fire krediterede pressefolk fra Norden, skulle han tegne under retssagen, der blev kendt som Nürnbergprocessen. Fra sin plads i retsbygningen tegnede Bendix her nazi-spidserne Franz von Papen, Herman Göring, Karl Dönitz, Alfred Rosenberg, Baldur von Schirach, Joachim von Ribbentrop og Julius Streicher. 

Om tegningerne og de portrætterede siger Claus Seidel, bladtegner og mangeårig leder af Museet for Dansk Bladtegning:

’Bendix har ikke tegnet dem som slagne, skyldsramte personer, men selvsikre karakterer, der stadig syntes, de vidste bedre - og blot var blevet stoppet i deres vigtige, målrettede gerning for menneskeheden”. 

Bendix var i sin tid medlem af kunstnersammenslutningen Grønningen, og de 10 tegninger blev udstillet på sammenslutningens udstilling i 1949. Siden kom de formentlig i privateje. 

Det Kgl. Bibliotek er glad for at kunne føje så centrale tegninger til billedsamlingen. De supplerer på bedste vis de tegninger af Bendix, der allerede findes i bibliotekets samlinger.

’Der er format over tegningerne fra retssalen i Nürnberg - det er en stor bladtegner på international grund vi ser præstere unik, dansk tegnekunst!’, tilføjer Claus Seidel. 

De erhvervede fotos kan ses online her.