I Danmarks Interesse

Fund og Forskning 2017

 

 

Det Kgl. Biblioteks serie Fund og Forskning har netop udsendt sit 56. bind, der dækker forskningsområdet 2017.

Her finder man bl.a. museumsinspektør på Vardemuseerne John V. Jensens kapitel om minerydningen af den jyske vestkyst 1945.

 

En af årets mest populære film i 2015 var Martin Zandvliets Under Sandet, som fortalte den dramatiserede historie af den tyske minerydning af den jyske vestkyst, men John V. Jensen går bag om myterne og finder et ganske andet billede i kilderne.

Det var klart i Danmarks interesse at få de miner væk. Aftalen blev en del af kapitulationen. Det var tyske soldater under britisk kommando og med danskerne på sidelinjen, der skulle få arbejde gjort,” fortæller John V. Jensen. Det første miner blev fjernet fra den 11. maj 1945 og arbejdet sluttede officielt den 1. oktober, hvor området på nær nogle få steder, var ryddet for miner, havde 149 unge tyske soldater mistet livet. 

John V. Jensen undrer sig bl.a. over, at minerydning af vestkysten skulle have haft briternes interesse og finder i sin forskning at det tyder på, at det var danske politikere, der kan have hvisket de britiske befriere i øret, at der lå omkring 1.400.000 tyske miner på den jyske vestkyst, som udgjorde en sikkerhedsmæssig risiko for den danske befolkning.

Der var ikke tale om et dansk hævnmotiv, som det så ofte bliver fremstillet, men om nødvendighed. Og arbejdet skulle helst ske hurtigt. De mange tab skyldtes til dels det forcerede tempo, dels manglende erfaring” siger John V. Jensen.

 Det billede, kilderne tegner, er et billede af soldater; danske, engelske, tyske, der professionelt arbejdede sammen om at løse en vanskelig opgave. Den populære forestilling om, at danskerne med minerydningen ville hævne sig på tyskerne, savner belæg.

 

Ud over John V. Jensen kapitel kan man hos Eleonora Mattia læse om den italienske miniaturekunstner B.F., og Ulf G. Haxens afhandling: Rom – den hebraiske bogs vugge. Alt dette og meget mere udspringer af forskning inspireret af Det Kgl. Biblioteks samlinger.

 

Årbogen Fund og Forskning i Det Kgl. Biblioteks samlinger. Pris 300 kr. i abonnement og 400 kr. i løssalg. Fund og Forskning udkommer elektronisk som open access med et års forsinkelse på TIDSKRIFT.dk

Gratis illustration kan downloades fra www.kb.dk, pressebilleder.