Håb og internationalt samarbejde kendetegner Laurent Fabius

 Laurent Fabius under World Climate Change Conference 2015 (COP21) i Le Bourget (foto: Stephane Mahe)

 

Valget af Emmanuel Macron til ny præsident markerede en sejr for det udadvendte og fremskridtsvillige Frankrig. Men allerede i 2015 havde hans kollega Laurent Fabius på klima-området placeret nationen som et foregangsland i den progressive bølge, da han som forhandlingsleder blev verdenskendt for sin diplomatiske taktik under det skelsættende klima-topmøde COP21 i Paris.

Nu deltager Fabius i arrangementsrækken Arctic Imagination i Den Sorte Diamant i en samtale med journalist og Grønlands-kender Martin Breum.

Laurent Fabius, der er tidligere premier- og udenrigsminister, navigerede sig elegant og inkluderende igennem de 11 dage lange klimaforhandlinger og afsluttede de komplicerede drøftelser under COP21 med et hammerslag og et udslagsgivende: 'Accepté!' Og dermed markeredes det afgørende historiske øjeblik, hvor klodens lande indgik en fælles aftale mod klimaforandringerne.

Laurent Fabius er kendt for at være en unik politisk begavelse i international politik. Allerede i en alder af 37 år blev han i 1984 premierminister i Frankrig i holdet omkring den socialistiske præsident Francois Mitterand, som han arbejdede tæt sammen med i starten af sin karriere. I dag er han præsident for forfatningsrådet, der er Frankrigs øverste forfatningsinstans– og det var ham, der holdt den både varme og personlige indsættelsestale, da Frankrigs 8. præsident under den V republik blev indsat søndag den 14. maj. 

Martin Breum er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole. Tidligere vært for DR Udland og DR Deadline. Har udgivet bøgerne Når isen forsvinder (2013, 2. rev. udgave) og Balladen om Grønland (2014). Indehaver af titlen som DRs første medarbejder på Nordpolen.

 Arctic Imagination er en kunstnerisk brainstorm om smeltende is og stigende temperaturer på tværs af Atlanten. På blot 100 år er Arktis og Nordpolen blevet forvandlet fra livsfarlige og gådefulde yderområder til egne, der har brug for vores beskyttelse og ansvarsfølelse. Det Kgl. Bibliotek, New York Public Library, Nasjonalbiblioteket i Oslo, Kungliga Biblioteket i Stockholm, Stockholms Stadsbibliotekt, Landsbiblioteket i Nuuk og Det Danske Generalkonsulatet i New York går i 2017 med Arctic Imagination sammen om et enestående samarbejde på tværs af Atlanten, hvor en række højt profilerede kunstneriske og kreative stemmer vil bidrage til den globale brainstorm på området. Bibliotekernes omfattende arktiske arkiver og samlinger fungerer som klangbund for samtalerne.

Arrangementet er skabt i samarbejde med den franske ambassade.

Fotos kan downloades fra www.kb.dk/pressphoto

 

For yderligere information kontakt head of programming Lise Bach Hansen, 91 32 43 64, lbha@kb.dk.

Onsdag 31. maj kl. 17.30
Dronningesalen
Arctic Imagination:
Laurent Fabius i samtale med Martin Breum