Fortiden følger med

Pulitzer-pris vinder Junot Diaz besøger Det Kgl. Bibliotek

 

Forfatteren Junot Díaz er født i San Domingo - hovedstaden i Den Dominikanske Republik – men som ung emigrerede han med resten af familien til USA for at blive genforenet med faderen, der arbejdede i New Jersey.


Immigrations-perspektivet løber som en rød tråd igennem hans bøger med deres fortællinger om mennesker, der er fanget mellem forskellige kulturer, historier, sprog og (over)tro, og som driver mod ukendte skæbner i fremmede omgivelser.

Dette viste sig allerede tydeligt i hans anmelderroste debut, Drown (Drengenes by) fra 1995. Samme strømme løber gennem Oscar Waow & hans korte og forunderlige liv (2007), der trækker tråde tilbage til kolonialismens åg og dens omkostninger for den dominikanske befolkning under diktatoren Rafael Trujillos rædselsregime. Romanen gjorde for alvor Díaz verdenskendt og sikrede ham bl.a. Pulitzer-prisen.

 

Orgie af fortælleglæde
Romanen om Oscar Wao, hvis tilværelse i høj grad vækker mindelser om Díaz’ egen svære start i New Jersey, blev i 2009 kåret til en af årets bedste bøger af Kristeligt Dagblad.  Nils Gunder Hansen skriver bl.a. i sin begrundelse:

’Junot Díaz' beretning om Oscar Waos liv som nørdet, overvægtig immigrant i New Jersey blandet med fyldige kapitler om hans families traumatiske fortid i Den Dominikanske Republik under diktatoren Trujillos styre er et orgie af fortælleglæde.’

 

Díaz er medstifter af forskellige organisationer, der har fokus på immigranter og farvedes vilkår. I forlængelse heraf er han blevet et naturlig talerør for immigranter i USA; i forsvar for et miljø af knuste amerikanske drømme og følelsen af fremmedgørelse – et miljø, som igen dannede baggrund for Díaz´ seneste novellesamling, Sådan mister du hende (2012).

 

Junot Díaz er på scenen i Dronningesalen i samtale med journalist Lotte Folke Kaarsholm

 

Dette er den tredje debataften i arrangementsrækken Kolonialisme, racisme og migration i forlængelse af den store særudstilling i Den Sorte Diamant, Blinde Vinkler. Billeder af kolonien Dansk Vestindien.

 

Fotos kan downloades fra www.kb.dk/pressphoto

For yderligere information kontakt kulturproducent Lise Bach Hansen, 91 32 43 64, lbha@kb.dk.

 

Mandag 30. oktober kl. 20

Dronningesalen

International Forfatterscene:

Junot Díaz (DO/US) i samtale med Lotte Folke Kaarsholm

Samtalen foregår på engelsk