Kongens Have
- et stop på din musikalske byvandring i København
Erindrer De, det var i Kongens Have? Sådan kunne digteren Johan Ludvig Heiberg skrive i sin vaudeville Nei fra 1836. Dengang var der virkelig noget musikalsk at erindre, mens man i dag måske snarere blot vil huske en eftermiddag på langs i solskinnet.
Det var først i 1771, at Kongens Have, der jo, som navnet siger, var forbeholdt royale personer, blev åbnet for almindelige mennesker. Statsmanden Joh.Fr. Struensee var hovedmanden bag denne liberalisering, og borgerskabet tog hurtigt haven til sig som et af de eneste parkanlæg inde i byen. Man kunne ikke alene rekreere sig i de smukke omgivelser. Der var også mulighed for at høre musik fra forskellige regimenters korps af musikere med træblæseinstrumenter, de såkaldte hoboister, som gav små koncerter hver søndag aften.
Faldt tiden lang, kunne man nyde en forfriskning hos restauratør Gabel. Han opdagede hurtigt, at lidt musikalsk underholdning trak gæsterne til. Man har beskrivelser af, hvorledes han i 1771 fejrede prinsesse Louise Augustas fødsel - måske Struensees datter - med to orkestre, der spillede på skift. Hoboisterne har nok dannet grundstammen, men de blev suppleret af trompeter og pauker.
Også Gabels efterfølger, restauratør Firmenich, forstod kunsten at underholde sit publikum. Han fik i 1810 bevilling til et udskænkningssted i Herkulespavillonen, hvor man havde en smuk udsigt fra det flade tag. Fra 1815 arrangerede han desuden hele vauxhalls om sommeren, der svarede til en type tivoli med gøglere, boder, musik og fyrværkeri. Særlig populær var danse-estraden. Regimentsmusikken fortsatte søndag eftermiddag, og på de øvrige dage kunne Firmenich så tilbyde koncerter med bl.a. populære tyrolske jodlere og italienske sangere. Og i 1835 fik russeren P. Kosloff tilladelse til at spille i haven med sit russiske hornorkester.
Samtidig var en nyindretning opstået i et hus på siden ud mod Gothersgade. I 1834 åbnede Rosenborg Brøndkuranstalt, hvor man i sommermånederne kunne købe helsebringende vand og derefter promenere i parken ligesom i de store mellemeuropæiske kurbyer. Kuranstalten åbnede tidligt om morgenen for kurgæsterne, der med ca. et kvarters mellemrum indtog op til otte glas vand i alt. I disse mellemrum sørgede et lille orkester for underholdningen med populære melodier. For at brøndkuren imidlertid skulle få et mere alvorligt, medicinsk præg indledte man hver morgen med at spille en koral. Det fik dog i 1880erne enkelte ateistisk indstillede personer til at klage, men skikken bibeholdtes alligevel. Rosenborg Brøndkuranstalt
Det var den senere Tivoli-grundlægger, Georg Carstensen, der videreførte vauxhall-traditionen i Kongens Have. Hans ugeblad Figaro trængte til nye abonnenter, og han arrangerede derfor i begyndelsen af 1840rne en række fester for de personer, der ville støtte hans blad. Det blev en enorm succes. På den musikalske side havde han sikret sig såvel hoboisterne til at spille populære marcher som H.C. Lumbyes ensemble til at underholde med tidens danse: valse, polkaer, galopper og mazurkaer. Lumbye havde endda komponeret en særlig Figaro Vals. Figarofesterne gav Carstensen ideen til Tivoli og medførte, at han hurtigt engagerede Lumbye til sit nye etablissement.
I anden halvdel af 1800-tallet var der ikke regelmæssige koncerter i Kongens Have, og vauxhall-aktiviteterne var nu flyttet over til Tivoli. Derimod blev parken ofte brugt til store folkemøder, og i den forbindelse var der livlig musikalsk aktivitet. Balletmester Bournonville var arrangør af flere nationalt betonede fester til fordel for deltagerne i krigene 1848-50 og 1864, hvad enten det var de hjemvendte soldater, de nødlidende jyder eller de faldnes efterladte.
Musikken var en god fortolker af dybe patriotiske følelser, og Bournonville fik tidens kendteste kunstnere til at medvirke. Her kunne man høre korsange og orkesterstykker af J.P.E. Hartmann, Niels W. Gade, Henrik Rung, Peter Heise og J.O.E. Horneman. Selv om haven i 1849 var overgået til statens og dermed folkets eje, deltog de kongelige ofte i disse nationale festligheder. Det gjaldt f.eks. festen arrangeret af Foreningen til Fjerkræavlens Fremme i 1881, hvortil Carl Lumbye havde skrevet en Hønsemarch med hanegal og hønsekaglen. En stor festdag i haven var også Grundlovsdag, der især af partiet Højre benyttedes til nationale manifestationer.
Mod århundredets slutning byggede man en stor musikpavillon i haven og indledte desuden en række folkekoncerter, der blev uhyre besøgte. De store pladsforhold gav mulighed for, at et kæmpemæssigt publikum mod en meget beskeden betaling kunne høre populære toner søndag eftermiddag. Arrangøren var nu Københavns Kommune. Koncerternes glansperiode lå fra 1900 til 1930, og ofte stod Tivolis daværende kapelmester Fr. Schnedler-Petersen på podiet. Da musikken blev påhørt stående, var der ofte støj fra det kommende og gående publikum, men det hørte nærmest med til koncerternes uformelle karakter. Da Brøndkuranstalten blev revet ned omkring 1930 i forbindelse med udvidelsen af Gothersgade, forsvandt en del af det kulturelle folkeliv i Kongens Have. Efterhånden flyttede man desuden de kommunale koncerter ud i Fælledparken.I dag er også musikpavillonen forsvundet, og man hører ikke megen musik i haven. Nu er det tværtimod naboen, Den Kongelige Livgardes Eksercerplads, der har lagt plæne til større arrangementer som f.eks. Tattoos eller den italienske tenor Luciano Pavarottis koncert i København. Kongens Have er vendt tilbage til alene at være en rekreativ park i midten af København. Kun på de varme sommerdage kan man nogle gange høre ghettoblasteren fra de unge solbadere.
Anne Ørbæk Jensen, 1995
