I september 1843 ankom en meget ung og spændt Niels W. Gade til Tysklands musikalske centrum, Leipzig. Han blev hjerte­ligt modtaget af mange af byens fremtrædende musikpersonligheder heriblandt Felix Mendels­sohn-Bartholdy og Clara og Robert Schumann. Først på året var hans 1. symfoni blevet uropført i byen med stor succes, og man kendte også Gade som komponisten til den nordisk prægede Ossian-Ouverture. Nu ventede man på hans 2. symfoni, der var næsten færdig og fik sin uropførelse i januar 1844. Den skulle han selv dirigere.

 

Hans medbragte musikalske ballast var ganske god. Fa­deren, Søren Nielsen Gade, var instrumentbygger, og sammen med sin bror, Jens Nielsen Gade, leverandør af især guitarer og klaverer til de musikinteresserede københavnere. Niels W. lærte på værkstedet instrumenterne at kende, men begyndte hurtigt at interessere sig mere for musikken selv. Almindelig skolegang var det småt med, men til gengæld fik han en fornem lærer i violinspil, kongelig koncertmester Fr. Wexschall. I 1834 opnåede han at blive elev på Det Kongelige Kapels violinskole, og samtidig tog han timer i komposition og musikteori hos kompo­nisten A.P. Berggre­en.

 

     

Efter at Gade havde været en tid i Leipzig, op­dagede man, at den unge dansker gjorde sig godt på et dirigent­podium. Han opnåede derfor efterhånden stillingen som Mendels­sohns højre hånd ved ledelsen af det berømte Gewandhausorkester i Leipzig, og her fik Gade mulighed for at opføre egne og andre danskeres værker. Men ikke mindst lærte han et stort repertoire at kende, både klassikerne Haydn, Mozart og Beethoven, de nyere tyske komponister Mendelssohn, Schumann, Ferdinand David og Ferdinand Hiller samt de lidt ældre Schu­bert, Weber og Spohr. Gade var med i alle faserne, når en koncert skulle arrangeres: program­læg­ningen, aftaler med solister og orkester, prøve­arbejdet og selve koncerterne. På den måde fik han en stor erfaring i administrationen af orke­sterarbejdet og opnåede samtidig et kend­skab til tidens mest fremragende musikere og komponister. Nogle af dem skulle blive hans nære venner hele livet igennem som f.eks. violinisten Joseph Joachim og komponi­sterne Ferdi­nand Hiller og Jean Verhulst.

     

Samme år som Gade kom til Leipzig - 1843 - var det lykke­des Mendelssohn at realisere sin store drøm om et Musikkon­serva­torium i byen. Hertil engagerede han mange af tidens kendte teoretikere og musikere, og Gade kom hurtigt til at undervise på Konserva­toriet side om side med Mendelssohn selv, Schumann, David og en af tidens kendteste teoretikere Moritz Hauptmann. Også denne erfaring skulle senere komme ham til gode. Desuden stiftede han bekendtskab med nogle af de unge elever, som efterhånden kom til at sidde på indflydelsesrige pos­ter rundt om i Europa.

 

     

 

Da Mendelssohn døde i november 1847, var det naturligt, at Gade overtog ledelsen af Gewandhausorkestret. Og der syntes at have været stor tilfredshed med hans varetagelse af embedet. Alligevel havde han hele tiden det hjemlige Køben­havn i tanker­ne, ikke mindst da konflikten mellem Danmark og Tyskland om det slesvig-holstenske spørgsmål i 1848 blev optrappet. Han valgte at rejse hjem. I juni samme år blev han yderligere præsenteret for et krav fra den leip­zigske kommu­nal­garde om at møde til tjeneste. Det bestyrkede ham i, at det var rigtigt at rejse.

     

Valget blev hilst med stor jubel i København: Gade havde vist sit rette natio­nale sinde­lag, og samme år komponerede han bl.a. Tre Karak­terstyk­ker for 4-hændigt klaver med titlerne Bortreisen, Valpladsen og Hjemkomsten. I Leipzig beklagede man derimod afrejsen af kunstneriske grunde, og i årene efter kom der flere tilbud fra indflydelsesrige personer i byen med bøn om, at Gade atter ville ind­tage sin plads i Leipzigs kulturliv.

     

Som nævnt havde Gade allerede tidligere syslet med ideen om at vende hjem. Han ønskede at skabe et blomstrende musikliv i København ligesom det, han kendte fra Tyskland, og den natio­nale konflikt faldt sammen med en nyskabt mulighed for at realisere drømmen. Baggrunden var Musikfor­eningen i København, stiftet på Weyses fødselsdag i 1836 med det formål at udgive og spille dansk musik. Udgivelserne havde i begyndelsen været hoved­sagen, og man havde udskrevet flere prisopgaver, bl.a. i 1840 om en ouverture. Gade vandt prisen med sin Ossian-Ouver­ture, og fra at være violinist i Det Kongelige Kapel blev han plud­selig en kendt person i det danske musi­kliv. Efter­hånden gik foreningen dog væk fra ud­givel­sesplanerne og helligede sig mere koncertvirk­somheden. Musik­foreningen var således en af de få faste koncertgivende institu­tioner i Køben­havn omkring 1840, og som orkester benyttede man Det Kongelige Kapel. Det gav koncerterne en høj kunstnerisk kvalitet til medlemmernes udtrykte tilfredshed. Man skulle nemlig være medlem for at komme ind, og dét var hele det kulturelt inter­esserede køben­havnske borgerskab. Her kunne man møde hinanden.

 

     

I slutningen af 1840rne måtte Det Kongelige Kapel imid­lertid ophøre med at være Musikforeningens faste orkester, fordi teatret krævede en forøget indsats af ensemblet. Kapelme­steren Franz Glæser måtte hellige sig teaterarbejdet, og Musikfor­eningen stod pludselig uden orkester og uden dirigent. Hvem var mere oplagt til at tage opgaven op end Gade? Sammen med Musikforeningens admini­stration dannede han et nyt orkester med H.C. Lumbyes Tivoli-ensemble som grundstammen. Musikerne herfra virkede kun i Tivoli om sommeren og kunne derfor godt spille i Musikforeningen i vintersæsonen. Kon­certernes årlige antal forøgedes hurtigt fra ca. 6 til 9, og efterhånden blev også kammermusikaftener en fast tradition.

     

Fra 1850 til sin død i 1890 stod Gade som den ubestridte leder af Musikforeningen. Det betød i begyndelsen, at han foruden at fortsætte med at spille de klassiske sym­fonier også kunne indføre de komponister, han netop havde mødt i Tyskland: Mendelssohn, Schumann og senere til dels Berlioz, Liszt, Wagner og Brahms. Samtidig kom de fleste af hans egne værker til urop­førelse i foreningen, og ikke mindst populære var de såkaldte koncertstykker: værker for soli, kor og orkester; tænk bare på Elverskud, Comala eller Kors­farerne. Gennem en omfattende brevveksling med musik­personlig­heder fra hele Europa modtog han inspiration til nyt reper­toire på Musikforeningens programmer. Det lykkedes ham også at præsentere det køben­havnske publikum for en række frem­trædende solister, som han ofte kendte person­ligt.

 

     

En anden del af drømmen om at føre elementer fra musikli­vet i Leipzig til København gik i opfyldelse i 1867. Gennem juveler P.W. Moldenhauers økonomiske testamente fik byen et Musikkonserva­torium med J.P.E. Hartmann og Gade som ledende figurer. Gade fungerede fra begyndelsen som den daglige admini­strator. Her deltog han i alt lige fra ferieplaner til indkøb af noder og underviste selv både i teori, instrumentation, komposition og musikhistorie. Carl Nielsen var en af hans elever.

     

Selv om Gade modtog adskillige invitationer hvert år til at komme ud i Europa og dirigere egne værker, rejste han ikke så tit. Det blev imidlertid flere gange til engagementer ved musik­fester i Hol­land, England og Tyskland, men sjældent i længere tid af gangen. Han blev dog altid tiljublet som en stor kunst­ner og havde også i flere tilfælde komponeret værker specielt til de udenlandske festligheder. To gange kunne han således rejse til Birmingham med et nyt koncertstykke, hen­holdsvis Zion i 1876 og Psyche i 1882. Men brevene til familien derhjem­me vidner om en stor åbenhjertighed og en længsel efter det vel­kendte køben­havnske liv. Her følte han sig hjemme, og her havde han realiseret sin drøm om at gøre København til en levende musik­by.