"Da gjalder Luren for sidste Gang", skrev Grundtvig i sin kendte salme Rejs op dit Hoved, O Kristenhed. Grundtvig an­vendte luren som betegnelse for et urgammelt blæseinstrument med stærkt appellerende virkning. Denne opfattelse har været gældende for bronze­lurerne i de sidste 200 år, hvor man i nyere tid har kendt til dem. Lurerne er et af vores mest fast­tøm­rede symboler på de nationale værdier. Deres imponerende størrelse og udseende, deres begrænsede geografi­ske udbredelse og deres høje alder har bidraget hertil. Ofte blev de kædet sammen med vikingerne i forsøget på at sammen­smelte to nationa­le udtryk for landets tidligere storhed og rigdom. Denne sammen­kædning er meget virkningsfuld omend historisk højst ukorrekt. Men hvordan har lurerne fået deres særlige status?

  

I 1797 gjorde gårdmanden Ole Pedersen ved Lynge i Nordsjæl­land et bemærkelsesværdigt fund. Under en tørvegravning i Brudevælte Mo­se stødte han på 3 par lurer og en samling mund­styk­ker. Få år efter blev der atter gjort et lurfund ved Aarslev på Fyn, men først ti år senere blev instrumenterne bragt ind til Det Kongelige Kunst­kammer. I 1818 skulle der foretages en ordning og registrering af de genstande, som Den Kongelige Commission til Oldsagers Opbevaring havde samlet, og som senere blev til Nationalmuseet. Kommissionens sekretær C.J. Thomsen fik da også disse gamle horn i hænderne og gav dem i sit katalog fra 1836 navnet lur, et islandsk ord, som sandsyn­ligvis er afledt af betegnelsen for en udhulet træstamme og giver for­nemmelsen af noget meget gammelt. I de øvrige nordiske sprog betegner ordet lur stadig en stor trætrom­pet, ofte omviklet med bark, i stil med et alpehorn.

 

   Lurerne danner et 1,5-2 m langt rør med et fast mundstyk­ke i den ene ende og som regel en endeplade i den anden. Instrumen­tet består ofte af to bronzerør, der er fremstillet i en krævende støbeproces og derefter sammenføjet, så de danner bogstavet S i tre planer. Formen giver associationer til et kvæghorn. Endepla­den er ofte forsynet med små halv­kuglefor­mede dekorationer, og måske har plader­ne tjent som et sol-symbol. Vi ved ikke, om de også har haft en musikalsk funktion.

  

På en del lurer hænger der nede ved mundstykket eller bag på endepladen nogle små metalplader eller -hamre; de rasler i vinden, når man er udendørs, eller bevæger sig, når der spilles på instru­men­terne. Enkelte lurer er forsynet med en metalkæde, som måske har været et ekstra musikalsk virkemiddel. Instrumen­terne vejer omkring 3 kg og kan således spilles både stående og gående.

  

Lurerne stammer fra bronzealderen. I denne periode var det danske samfund velhavende med en blomstrende håndværkstradi­tion, og instrumen­terne vidner især i den ydre fremtræden om en stor kunst­nerisk og hånd­værks­mæssig kyndighed. Lurfundene dateres til perioden fra ca. 1200 til 600 f.Kr., og de mest imponerende fund stammer fra tids­rummet 800-700 f.Kr., hvor bl.a. de førnævnte Brudevælte-lurer hører til. Der er således ca. 1500-2000 år frem til vikingeti­den, så sammen­kædningen af lurer og vikinger er historisk forkert.

 

En anden, sandsynligvis tidlig, type lur var knapt så stor som den, vi nu oftest ser, og dens form kunne variere. Nogle af disse instrumenter dannede en halvcirkel, andre var blot lidt snoede, og de var uden endepla­de. I Sverige har man fundet hellerist­ninger, der ser ud til at vise disse tidlige lur-instrumen­ter.

  

Lurerne findes næsten altid i symmetriske par (ligesom de fleste dyrehorn). Der har været mange teorier fremme om deres repertoire lige fra dyrebrøl og enkle fanfarer til tostemmig­hed. I virkeligheden ved man intet om, hvordan eller hvad der er blevet spillet på lurerne, men teorien siger, at deres hoved­formål nok har været religiøst, rituelt. Har de små raslende plader været "rytmebox" eller har de haft en rituel betydning? Og er lurerne blevet lagt i mosen som et religiøst offer eller blot for at blive gemt et sikkert sted?

    

Instrumenternes klare hornfacon støtter dog den tanke, at lurerne har givet lyd fra sig - også i bronzealderen - og man har derfor i nutiden forsøgt at spille på dem. Deres mundstyk­ker varierer meget, men kan sammenlignes med et moderne alt- eller tenorbasun-mundstykke. Pro­fessionelle basunister har således spillet fanfarer og mindre tostemmi­ge stykker på instrumenterne for at vise deres klang, der minder om en kraftig og hård basuntone. Lurerne er i stand til at frembringe naturtonerække, lige som alle andre horn eller trompe­ter uden hjælpe­midler (f.ex. klapper eller venti­ler), og deres reper­toire er derfor ofte fanfarelignende musikstyk­ker. Netop som nationalt symbol anvendes deres klange - oftest i fan­farer - til at markere særlige danske begivenheder, og man kan også høre dem på nuti­dens LP-plader eller CD'er.

  

Der er i alt fundet ca. 60 hele lurer eller lurdele hoved­sagelig i Danmark, men også i det øvrige Østersø-område. De fleste blev fundet i 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet. Heraf findes ca. 10 spilbare eksemplarer på Nationalmu­seet i København og enkelte andre fordelt på museer, over­vejende i de andre nordiske lande.

  

Det er derfor ikke mærkeligt, at vi opfatter lurerne som noget særligt dansk. Det gjorde allerede den senere kong Frederik 7., da han i 1845 forærede den russiske zar, Nikolaj 1., en af Brudevælte-lurerne, som stadig befinder sig i Rusland. Imidlertid var det først omkring 1900, at instrumen­terne også blev brugt som symbol på landets tidligere magt og velstand.

 

  

Der skulle gå omtrent 100 år fra de første fund, til forsk­ningen i lurerne for alvor kom i gang. Det skete i 1893 med musikfor­skeren Angul Hammerich, der som grundlægger af den musikhistoriske samling (nu Musik­mseet) i København, var særligt interesseret i de gamle instrumenter. Hans grundi­ge opmålinger og lydindspilninger gjorde lurerne mere kendte af almenheden. Efter hans opfattelse skulle de sandsyn­ligvis holdes med endepladen opad og fremad og ikke nede ved hoften, således som de tid­ligere var blevet afbildet af roman­tikkens kunstnere. Instrumenterne blev balancemæssigt nemmere at bære i denne position, og raslepladernes slidmærker be­kræftede denne spille-stilling.

 

Før var lurerne et dekora­tivt roman­tisk billede på den mystiske fortid og bronzeal­derens kulturrige periode. Nu blev de til et magtfuldt og agressivt symbol, hvor den sol-lignende endepla­de spredte lys, og hvor hornets stør­relse og klang kaldte folket sammen og vækkede til kamp. I tiden omkring Genforeningen i 1920 var et sådant symbol kærkom­ment, og allerede omkring 1900 var mange danske smørproducenter begyndt at bruge lurerne som et typisk dansk varemærke. Instru­men­terne var et så stærkt for­tidigt symbol, at selv nazisterne anvendte det som et billede på den urtyske dominans af hele det nordeuropæi­ske område. Langt op i det 20. århundrede har lurerne domineret vores opfattelse af forhistorisk musik, selv om der efter al sandsynlighed også har eksisteret andre former for musikalsk lyd, f.eks. fra rasleinstrumenter.

  

Lurerne er og bliver et dansk - måske nordisk - symbol, som med eller uden vikinger vil minde os om vor fjerne fortids storhed og rigdom. Lurblæserne på Rådhuspladsen er medvirkende til, at luren ikke blot er blevet et fortidigt, men også et nutidigt nationalt kendemærke.