I 1871 flyttede klaverbyggerfirmaet Hornung & Møller hele deres virksomhed til Dehns Palæ i Bredgade. Huset havde i nogle år tilhørt prins Frederik af Hessen-Kassel, men blev nu solgt og fordelt på flere ejere. For klaverfirmaet rummede bygningen fine produktions­muligheder med lager i kælderen, kontorer og udsalg i stuen, koncertsal og præsentationslokaler på første sal og selve fabrikationen og finpudsningen på de øverste etager. Her kunne man videreføre en virksomhed i rivende udvikling.

     

Det var først omkring 1800, at hammerklaveret for alvor blev det førende tangentinstrument. Hidtil havde man brugt cembalo og klavichord, men med en videreudvikling af kla­verets mekanik og holdbarhed fik det et gennembrud. Store komponi­ster som Mozart og Be­ethoven gjorde ivrigt brug af hammer­klaveret og var således med til at støtte dets frem­færd.

 

I Danmark importerede man det nye instrument, hvis fortrin især lå i, at det - som navnet pianoforte angiver - kunne spille både svagt (piano) og kraftigt (forte). Denne handel standse­de imidlertid brat i 1808 ved et importforbud som følge af Napole­onskri­gene. Det gav danskerne mulighed for at gå i gang med en hjemlig klaverproduktion, og i første række ned­satte snedkeren P.C. Ul­dahl sig som pianofabrikant. Hans instru­menter var dog både dyre og klangsvage. Selv om han foruden flygeler især satsede på specialiteter som girafklaveret eller pyramidekla­veret, der begge er op­retstående flygeler, måtte firmaet lukke ved hans død i 1820.

 

      Medvirkende hertil var også ophævelsen af importfor­budet i 1814, og derudover opstod der flere konkurrenter i Køben­havn. En af dem kom endda fra Uldahls eget værksted. Det var Andreas Marschall, der etablerede sig i 1812 og satsede på de billige taffelklaverer, som svarede godt til danskernes behov, mens rejsende virtuoser på besøg i byen ofte lejede eller lånte et udenlandsk flygel. Således også komponisten og klavervirtuo­sen Franz Liszt, der i 1841 gav koncert i Køben­havn. Klaverfabri­kanterne mente, at han i stedet for at spille nærmest angreb instrumentet.

     

Et af problemerne for tidens klaverbyggere - det være sig Marschall, Richter & Bechmann, J.Chr. Schnabel eller andre - var, at instrumenterne ikke kunne holde stemningen en hel koncert igennem. Hverken strengene eller trærammen var kraftige nok til at modstå det træk, de var udsat for.

     

Det problem løste Conrad Christian Hornung, endda flere årtier før man blev opmærksom på konstruktionen i udlandet. Men en ubetydelig dansk klaverbyggers påhit blev mere eller mindre overset ved de store udstillinger i europæiske centre som Paris, London og Wien.

     

C.C. Hornung stammede fra Skelskør og blev i 1824 sendt på valsen som hattemagerlærling - hans fars erhverv. Samtidig udmærkede han sig i snedkerfaget, og mødet med nogle fine tyskproducerede flygeler gjorde ham interesseret i at blive­ instrumentbygger. Efter sin hjemkomst i 1827 begyndte Hornung på frem­stillingen af sit første klaver i 1827. Det blev en succes, og efter­hånden kunne han afsætte adskillige instrumen­ter hvert år - hoved­sageligt til københavnere. Virksomhedens blomstring betød, at Hornung flytte­de til en lidt større by, Slagelse, hvor han i 1840 beskæftigede omkring 20 personer på sit værksted. 

 

     

Det var sandsynligvis også i Slagelse, Hornung fik ideen til at støbe instrumentets jern­ramme i ét stykke. Man havde bl.a. i England an­vendt jernafstivning i trærammerne for at klavererne bedre kunne honorere de øgede krav til strengetræk­ket, som blev fremsat både af komponister og piani­ster. Hornung havde hørt og læst om metoden, og han byggede da også ca. 150 instrumenter med denne delvise afstivning. Men i 1842 udtog han et 10-årigt patent på en hel­støbt jernramme og flytte­de samme år til hovedstaden.

     

Tiden arbejdede for Hornung. Andreas Marschall var syg, og hans virksomhed gik dårligt for helt at lukke i 1847. I København sad den driftige klaverbygger Hans Peter Møller, der ved sin bibeskæftigelse som klaverstemmer havde mange gode forbindelser til musikinteresserede og formuende huse. Samti­dig var muligheden for en storproduktion af støbte jernrammer i Slagelse ikke særlig god, så alt talte for en flytning til København og en forbindelse med Møller. Med udnævnelsen til hofinstrumentmager i 1843 og en rivende omsætning havde Hornung snart overhalet Marschall økono­misk. Alligevel fandt han arbejdsbyrden for stor, og i 1851 solgte han hele virksomheden til sin partner H.P. Møller.

 

      Da Hornungs patent udløb i 1852, stod flere andre klaver­byggere klar til at anvende ideen med jernrammen. Samtidig fik amatør­musikken i hjemmene en utrolig opblomstring med klaveret som det naturlige centrum både til solistoptræden og akkom­pagnementsbrug. Produktionen af klaverer koncentrerede sig nu om fire hovedformer: flygelet, det opretstående klaver, taf­fel­klaveret og det karnisformede klaver, hvis kasse kan minde om taffelklaverets, men har svungne sider. Blandt de mange danske klaverfabrikanter, som etablerede sig kort før 1860 var Herman N. Petersen og Ludvig Wulff, der i 1877 blev over­taget af Harald Hindsberg.

     

Firmaet Hornung & Møller blev i familien Møllers eje i 121 år - gennem fire generationer. I mange år koncentrerede pro­duktionen sig helt om flygeler og op­retstå­ende klaver, men i 1930rne vandt også de mindre instru­menter, pianette og kammer­pi­ano, frem. Firmaet blev et aktieselskab i 1907 og forsøgte gennem tiden at tilegne sig nye bygningsmetoder og udvide produktions­facilite­terne. I juli 1972 færdiggjorde man instru­ment nr. 54.482 - der imidlertid blev virksomhedens sidste før lukningen samme år.

     

Interessen for selv at eje et klaver holdt sig til efter 2. Verdenskrig. Under selve krigen steg landets samlede pro­duktio­n endda en smule, da man kunne betragte et flygel som et in­vesterings­objekt for rigelige penge i usikre tider. Samtidig støttede man et dansk firma. Også efter krigen kunne man opretholde en produktion, som for halvdelens ved­kommende gik til eksport, og i 1960 var der stadig registreret omkring 10 klaverfabrikanter i Danmark. Men i 1970erne begyndte impor­ten af billigere instrumenter for alvor at stige, og det var ikke blot Hornung & Møller, der måtte lukke. Louis Zwicki og senere Brd. Jørgen­sen drejede også nøglen om, og Andreas Christensen, som bl.a. havde opkøbt Hindsberg, indskrænkede produktionen væsentligt.