Måleenheder og ordliste

Måleenheder

Der hersker en vis usikkerhed om Tycho Brahes målangivelser. Følgende enheder bruges: en fod; et spand; en passus geometricus  og en cubit. En (tychonsk) fod synes at have været 25,9 cm; et spand en ¾ fod; en passus geometricus 6 fod og en cubit 1 ½ fod.
 

Ordliste

Som hjælp følger her en ordliste, gengivet med tilladelse fra H. Buhl, Tycho Brahe: Liv, gerning og instrumenter. Uddrag af Tycho Brahes Mechanica, kommenteret og bearbejdet af Hans Buhl (Steno Museets Venner 1996)

alphonsinske tabeller, astronomiske tabeller fra ca. 1250. Beregnet på grundlag af Ptolemaios' geocentriske verdenssystem på foranledning af kong Alphons X af Castilien.

apogæum, det punkt i en planets bane, som ligger længst væk fra Jorden.

astronomiske koordinater, koordinatsæt, som angiver et himmellegemes position på himlen. Der findes fire typer: horisontale koordinater (azimut og højde), to sæt ækvatoriale koordinater, som adskiller sig ved at have forskelligt begyndelsespunkt (rektascension og deklination samt timevinkel og deklination) og ekliptikale koordinater (længde og bredde).
Figur A

Figur A . Her ses en stjernes position angivet i henholdsvis ækvatoriale og ekliptikale koordinater.

Figur B

Figur B . Her ses en stjernes position angivet i horisontale koordinater.

azimut, "længdegraden" i det horisontale koordinatsystem. Er defineret som vinklen mellem stik syd på horisonten og et himmellegemes vinkelrette projektion på horisonten.

bredde, et himmellegemes vinkelafstand fra ekliptika målt vinkelret på ekliptika. Jfr. figur A.

deklination, et himmellegemes vinkelafstand fra himlens ækvator målt vinkelret på ækvator. Jfr. figur A.

dyrekredsen eller zodiaken, de tolv stjernebilleder, som ligger rundt langs ekliptika.

efemeride, tabel over himmellegemers position på himlen.

ekliptika, Solens tilsyneladende bane på himlen i løbet af et år. Som følge af jordaksens hældning danner ekliptika en vinkel med himlens ækvator på ca. 23½ grader. Jfr. figur A.

ekliptikale koordinater, de astronomiske koordinater længde og bredde, som angives i forhold til ekliptika. Forårspunktet er nulpunkt for disse koordinater.

elongation, en planets vinkelafstand fra Solen set fra Jorden.

epicykel, en lille cirkel, hvis centrum bevæger sig på en større cirkel kaldet deferenten. Oldtidens astronomer forsøgte at beskrive uregelmæssighederne i planeternes bevægelser ved sådanne kombinationer af rene cirkelbevægelser.

excentricitet, målet for langstraktheden af en ellipse.

forårspunktet, det skæringspunkt mellem himlens ækvator og ekliptika, som Solen passerer ved forårsjævndøgn, omkring den 21. marts, på sin vej fra den sydlige til den nordlig del af himmelkuglen. Forårspunktet er nulpunkt for både det ækvatoriale og det ekliptikale koordinatsystem, jfr. astronomiske koordinater.

horisontale koordinater, de astronomiske koordinater højde og azimut, som angives i forhold til stik syd på iagttagelsesstedets horisont.

højde, et himmellegemes vinkelafstand fra iagttagerens horisont målt vinkelret på horisonten. Jfr. figur B.

jævndøgnspunkterne, de to skæringspunkter mellem himlens ækvator og ekliptika. Se også forårspunktet.

knuder, skæringspunkterne mellem en planets bane og ekliptika.

konjunktion, det fænomen, at to eller flere himmellegemer har samme længde. Derved har de næsten samme position på himlen set fra Jorden.

kvadratur, to himmellegemers stilling, når der er en ret vinkel mellem sigtelinierne til dem.

længde, "længdegraden" i det ekliptikale koordinatsystem. Er defineret som vinkelafstanden i østlig retning fra forårspunktet til et himmellegemes projektion vinkelret på ekliptika. Jfr. figur A.

meridianen, den storcirkel på himmelkuglen, som går gennem et iagttagelsessteds zenit og himlens poler. Et himmellegeme står højest på himlen, når det passerer meridianen. Meridianens projektion på Jorden angiver iagttagelsesstedets nord-syd-linie.

nativitetsforudsigelse, fødselshoroskop.

parallakse, et himmellegemes tilsyneladende positionsforskel, når det observeres fra to forskellige steder, enten fordi iagttageren flytter sig på jordoverfladen eller pga. Jordens daglige rotation og årlige bevægelse.

perigæum, det punkt i en planets bane, som ligger nærmest Jorden.

pruteniske tabeller, astronomiske tabeller udarbejdet af Erasmus Reinhold på grundlag af Kopernikusí heliocentriske verdenssystem. Offentliggjort i 1551 i Preussen (deraf navnet).

præcession, det fænomen, at forårspunktet år for år rykker ca. et bueminut mod vest på ekliptika som følge af Solens og Månens indvirkning på jordaksens stilling i verdensrummet.

refraktion eller brydning, ordet anvendes i astronomien især om brydningen i Jordens atmosfære af lysstrålerne fra himmellegemer. Refraktionen, som forøger et himmellegemes tilsyneladende højde, er nul i lodret retning og størst ved horisonten, hvor den andrager ca. en halv grad, svarende til Solens tilsyneladende diameter.

rektascension, "længdegraden" i et af de ækvatoriale koordinatsystemer. Er defineret som vinkelafstanden i østlig retning fra forårspunktet til et himmellegemes projektion vinkelret på himlens ækvator. Jfr. timevinkel og figur A.

solstitialpunkterne, solens position på himlen, ved henholdsvis sommer- og vintersolhverv.

timevinkel, "længdegraden" i et af de ækvatoriale koordinatsystemer. Er defineret som vinkelafstanden i vestlig retning fra meridianen til et himmellegemes projektion vinkelret på himlens ækvator. Jfr. rektascension.

zenit, det punkt på himmelkuglen som er lodret over et iagttagelsessted.

zodiakale koordinater, det samme som ekliptikale koordinater. Opkaldt efter dyrekredsen, som også kaldes zodiaken.

ækvatoriale koordinater, de astronomiske koordinater rektascension eller timevinkel og deklination, som angives i forhold til himlens ækvator, der er defineret som projektionen af Jordens ækvator på himmelkuglen. Forårspunktet er nulpunkt for rektascensionen, mens meridianen er nulpunkt for timevinklen.