Kongens musikere

Forfatter: Anne Ørbæk Jensen, Anne-Marie Christiansen

Musik ved Christian IVs hof

Christian IV arvede fra Frederik II et lille musikkapel bestående af tre grupper med hver deres opgaver: trompeterkorpset, sangerkorpset og instrumentistkorpset.

Denne opdeling blev blødt kraftigt op i løbet af Christian IV's regering, og de tre grupper begyndte i stigende grad at virke sammen.

Kongen ønskede udadtil at vise, at hans musik var lige så storslået som ved de toneangivende fyrstehoffer i Tyskland og England - de hoffer, han gerne sammenlignede sig med. Det betød, at han særligt i de første 20 år af sin regeringstid satte mange initiativer i gang for at etablere en højt kvalificeret musikerstab. Han sørgede for at uddanne de danske musikere, og en lang række af tidens mest kendte og dygtige udenlandske musikere gæstede for kortere eller længere tid det danske hof. Kongens kapelmestre varetog den konkrete opbygning af musikorganisationen og rådgav kongen, men der er ingen tvivl om, at Christian IV har været personligt engageret og fulgt ensemblernes opbygning nøje.