Sangskolen Sankt Annæ

- et stop på din musikalske byvandring i København

Udsnit af tegning til skolebygningen i Hindegade

I mere end 40 år genlød den gamle skole i Hindegade af liflig drengekorsang. Skolen var indtil 1972 hjemsted for Københavns Drengekor, der blev oprettet i 1924 med organisten og dirigenten, magister Mogens Wöldike som leder. I korets første år gik drengene endnu i skole rundt omkring i byen og samledes nogle eftermiddage om ugen for at få sangundervisning og øve korsang. Men det stod hurtigt klart, at hvis man skulle opnå et højt musikalsk niveau, burde drengene være samlet på én skole til daglig og sangundervisningen indgå i skemaet.

Chancen bød sig, da Sankt Annæ Vester Skole i Hindegade i 1929 stod for at skulle nedlægges. Med tilladelse fra Københavns Magistrat blev skolen i stedet omdannet til sangskole uden fast skoledistrikt. Skolens laveste trin var 3. klasse og dens yngste elever 10-11 år gamle drenge, der blev rekrutteret fra byens øvrige 2. klasser. Man kunne måske forvente, at en sangskole havde taget navn efter musikkens skytshelgen, Sankt Cæcilia; hun lagde blandt andet navn til Cæciliaforeningen, der er en af Drengekorets vigtigste forudsætninger. Men skolens officielle navn blev Sankt Annæ Vester Skole (fra 1953 Sankt Annæ Gymnasium), fordi den gamle skole i Hindegade hed sådan efter sin beliggenhed i kvarteret Sankt Annæ Vester. 

Forbilledet for Københavns Drengekor var de berømte tyske drengekor Berliner-domkoret og Leipzigs Thomaner-kor, der gav flere koncerter i Danmark i årene efter 1. Verdenskrig. Man hørte her for første gang den ældre kirkelige vokalmusik opført med den besætning, den oprindelig var skrevet for, nemlig som uakkompagneret mandssang med drenge på de høje stemmer.

Oprettelsen af Københavns Drengekor kan ses som led i en udvikling, der begyndte i midten af 1800-tallet. Mange steder i Europa opstod der på dette tidspunkt en interesse for at genopdyrke den „klassiske" kirkemusik fra 1500- og 1600-tallet. I Danmark var det komponisten Henrik Rung, der var foregangsmand for den såkaldte Cæcilia-bevægelse. Han havde i sine unge dage studeret musik i Italien og med begejstring hørt de pavelige sangere i Rom udføre dette repertoire i en endnu levende tradition. Efter hjemkomsten til København grundlagde Rung et kor, der under navnet Cæciliaforeningen gav et betydeligt antal koncerter frem til 1934. Cæciliaforeningens repertoire var i begyndelsen præget af de italienske renæssancekomponister, G. P. da Palestrina, F. Anerio og G. Allegris vokale kirkemusik samt af Henrik Rungs egne kompositioner i denne stil. Men efterhånden udvidede koret sit repertoire til også at omfatte Händels, Haydns, Mozarts, Beethovens, Rossinis og Verdis store korværker. 

Efter at musikvidenskaben i slutningen af 1800-tallet var blevet etableret som en akademisk disciplin, trådte beskæftigelsen med den ældre musik ind i en ny fase. Ud fra musikhistoriske studier af renæssancens og barokkens flerstemmige vokalmusik kom man til forståelse af, at denne musik byggede på et andet klangligt ideal end den romantiske musik. Den tidlige musiks virkning beroede på de enkelte melodistemmers selvstændige linjeføring og raffinerede indbyrdes samspil. Romantikken derimod lagde vægten på musikkens lodrette dimension, den klanglige sammensmeltning af stemmerne i udtryksfulde og fyldige akkorder.

I 1922 stiftede Mogens Wöldike Palestrina-koret, der ved sin første koncert opførte et af den katolske kirkemusiks hovedværker, Palestrinas Marcellus-messe. Man havde nu fået indsigt i den ældre musiks opførelsespraksis, og koret var derfor overordentlig grundigt i sit øvearbejde. Der blev skiftevis holdt prøver på de enkelte melodistemmer og på alle stemmerne sammen for at vænne sangerne til at tænke lige så meget på det lineære forløb som på samklangene. Hvor radikalt anderledes musikken hermed kom til at lyde fremgår af et replikskifte, som Carl Nielsen skal have haft med den senromantiske komponist Gustav Helsted efter en af Palestrina-korets koncerter. Da Helsted klagede over, at musikken var kedsommelig og blot lød som en masse treklange uden antydning af melodi, svarede Carl Nielsen: „Kære Helsted, De kan jo ikke se skoven for bar træer - det er altsammen melodi, hele tiden, og i alle seks stemmer!" Den nye, historisk funderede opførelsesmåde krævede altså også en ny lyttemåde.

Grundlæggelsen af Drengekoret udsprang af ønsket om at opføre den gamle kirkemusik i dens oprindelige klanglige skikkelse, altså udelukkende sunget af drenge og mænd. Drengestemmer, der ikke er gået i overgang, adskiller sig fra kvindestemmer ved at have en mere instrumentalt præget, nærmest fløjteagtig klang, et svagere vibrato og en ringere klangstyrke. Det sidstnævnte kompenserer man for ved at besætte de enkelte stemmer mere talrigt. De klare drengestemmer er ofte blevet kaldt serafiske, og engleagtige ser de små drengesangere da også ud, iført deres koncertuniform, matrostøjet! 

Den første præsentation af Drengekoret fandt sted ved en privat koncert i Nikolaj Kirkesal i maj 1925, hvor drengene sang et blandet program af Palestrinas kirkemusikalske satser, danske folkeviseudsættelser samt tre af de danske sange, der med tiden er blevet Drengekorets kendingsmelodier, C. E. F. Weyses Natten er så stille, Niels W. Gades morgensang af Elverskud, "I Østen stiger solen op" samt H. Rungs Moders navn er en himmelsk lyd. Til de opgaver, hvor der var behov for voksne sangere, supplerede man drengene med tenor- og bassangere fra Palestrina-koret og Holmens Kirkes kor, men senere blev Drengekoret selvforsynende med mandssangere. Efter tre års intenst arbejde var koret i 1927 parat til at gennemføre sine første offentlige koncerter, der blev en stor succes.

I 1931 blev Drengekoret knyttet som kirkekor til Christiansborg Slotskirke, hvor Mogens Wöldike samme år var blevet ansat som organist. Her skiftedes nogle af drengene fra sangskolens mellemste klasser til at medvirke i højmessen med salmesang og afsyngelse af motetten efter prædikenen. Slotskirken kom også til at danne rammen om Drengekorets 10-12 årlige Kirkemusikaftener, hvor der blev opført musik med tilknytning til kirkeåret, allehelgens-, advents-, jule-, påske- og pinsemusik. I årene 1933-43 samarbejdede Drengekoret ved disse aftener med Det unge Tonekunstnerselskabs orkester, så man foruden store korværker med orkesterledsagelse, f.eks. D. Buxtehudes og J. S. Bachs kantater, kunne præsentere publikum for baroktidens instrumentalmusik.

Skønt det blev stiftet i en tid, da ældre koncertinstitutioner som Cæciliaforeningen og Musikforeningen blev nedlagt, har Københavns Drengekor vist sig at være en levedygtig størrelse. Hvad der i 1924 begyndte som et klangligt eksperiment af tilbageskuende karakter, er for længst blevet en betydningsfuld faktor i dansk musikliv. Dels fordi Københavns Drengekor blev underbygget med en skole, der sikrede dets eksistens i det daglige, dels fordi koret hurtigt tilpassede sig det moderne samfunds massemedier, ikke mindst radioen. Drengekoret optrådte første gang i en børneudsendelse i radioen i 1930, og indtil 1936 blev dets Kirkemusikaftener fast transmitteret. Siden er kun korets mere bemærkelsesværdige koncerter blevet udsendt i radioen. Men fra 1959 til 1979 kunne man hver morgen høre drengene synge ved den radiotransmitterede morgenandagt fra Vor Frue Kirke. I dag er Drengekorets kirketjenester indskrænket til højmessen, men så meget bedre tid har koret fået til at give koncerter i ind- og udland.

Lisbeth Ahlgren Jensen, 1995