Rosenborg Slot

- et stop på din musikalske byvandring i København


dt017480
 
Christian 4.-tiden i første halvdel af 1600-tallet er en af de mest spændende perioder i dansk musik­historie. Både kvalitativt og kvantitativt kunne det danske hofkapel måle sig med de fineste ensembler i det øvrige Europa, og det lykkedes den ivrige konge at knytte en række fremragende udenlandske musi­kere til sig.
     
Christian 4.s lykke som feltherre var meget begrænset, selv om der blev brugt store summer på hans krigsførelse. Kunsten, der­iblandt musikken, var et af de midler, som han trøstede sig med, og som samtidig kunne understøtte billedet af en mægtig og indflydelsesrig regent. Og det kunne der godt være brug for. Musikken kom til at spille en stor rolle i såvel hans dagligdag som ved festlige lejligheder, og han anvendte den ofte meget bevidst. Lad os besøge kong Christian en dag i de første årtier af 1600-tallet.
 
Christian IV Christian IV
     
Allerede ved 5-tiden om morgenen forkyndte tårnblæseren dagens komme, og han fortsatte sine fanfarer på trompet eller basun på faste tidspunkter gennem dagen. Måske deltog kongen om morgenen i en messe i kirken, hvor han havde lejlighed til at høre sit sangerkorps. Kapelmesteren Gregorius Trehou diri­gerede ensem­blet på 15-20 sangere, som ledsagede de kirkelige hand­linger med motetter af f.eks. G.P.da Palestrina og Orlando di Lasso. Foruden de fastansatte sangere hørte man på de øverste ­stemmer sangerdrengene, der betragtedes som lærlinge. Viste de særlige evner, var der mulighed for en studietur til et af tidens vigtigste musik­centre, Venedig. Her sad komponi­sterne Giovanni Gabrieli og senere Claudio Montever­di som kapelmestre i Markuskirken, og de unge danskere lærte både den flerstemmige kirkemusikstil og den verdslige madrigal at kende. Samtidig snusede de til det nyeste musikalske fænomen: solosang med akkompag­ne­ment, som det blev praktiseret i den nyligt opståede genre: operaen.
 
      dt017492Flere danskere fik mulighed for en sådan studietur, og måske fik Christian 4. inden frokost præsenteret et af deres "sven­destykker". Navne som Hans Nielsen og Mogens Pedersøn markerede sig med udgivelsen af hver en madrigalbog efter deres ophold i Venedig. Også den senere kapelmester Melchior Borck­grevink publi­cere­de i København en samling madrigaler fra Italiens mest moderne komponister, hvori han bl.a. medtog en af Monteverdis avancerede kompositioner, Cruda Amarilli. San­ger­ne underholdt måske kongen med eksempler fra bøgerne.
     
Senere var der gesandtbesøg hos Christian 4., og audien­sen forkyndtes med fanfarer af trompeter og pauker. Trompeter­korpset prøvede bl.a. de nye sølvtrompeter, som kongens musi­kere havde købt til ham i Tyskland eller Polen. Samtidig forvissede Christian 4. sig om, at trompeterne (korpsets navn udtaltes med tryk på første stavelse) var klar til at ledsage ham på rejse få dage efter. Mange af kongens officielle gøre­mål: indtog, præsentationer etc. krævede fan­farer og anden kraftig musik, der kunne påkalde opmærksomheden. Trompeterkorp­set bestod af udvalgte mænd, som mestrede den svære kunst at spille datidens trompetinstrumenter. Det indebar, at man ofte selv impro­viserede sin stemme, og at man kunne spille i det meget høje clarinleje. Samtidig fungere­de trompeterne som kongens ud­sendinge og diplomater, og korpset var derfor uund­værligt på rejser og i kamp. Se Henrich Lübecks og Magnus Thomsens trompeterbøger.
 
Mens gesandten hvilede sig, tilså Christian 4. sine børns musikundervisning. Som renæssancemonark måtte man kunne læse noder og spille mindst et par instrumenter. Christian 4. havde da også selv som barn fået undervisning i lut og "symfoni" (cembalo eller klavichord), og hans unge sønner og døtre lærte foruden et tasteinstrument bl.a. at spille gambe og fløjte. Med sin interesse for stort og småt, som den afspejles i hans mange bevarede breve, holdt Christian 4. også strengt øje med de musikalske lærerkræfter.          
     
Inden middagen modtog kongen fra Italien en ny nodepubli­kation. Det kunne være fra en af datidens kendte komponister, Orazio Vecchi, der i dette tilfælde havde tilegnet ham sin madrigalkomedie Le Veglie di Siena (1604). Kompo­nisten og kongen kendte ikke hinanden, men rygter om det blomstrende musikliv ved Christian 4.s hof var også nået Italien, og Vecchi kunne håbe på en bestilling eller måske en gave ved at smigre kongen med tilegnelsen. 
 
Michael Praetorius' dedikation til Christian IV Den tyske komponist Michael Praetorius' dedikation til Christian IV.
 
 
Så blev der blæst til taffel. Under middagen blev sel­skabet under­holdt af kongens tredje musikerkorps, instrumenti­sterne, der kunne musicere på gambe, lut, cembalo eller klavi­chord, fløjte og harpe. Som afveksling spillede en af de kendteste uden­landske musikere ved det danske hof, den engelske lutenist, John Dowland. Han præsenterede måske en af sine melankolske Lachrimæ-pavaner (tåre-pavaner), som han udgav i 1604 og tilegnede kongens søster, Anne, der var dron­ning af England. De officielle skåler ved bordet blev ledsa­get af trom­petfan­farer, og ved måltidets ophør blæstes der igen. Aftenen sluttede med livlig dans ledsaget af instrumentisternes musik.
 
      dt115691Alle disse begivenheder foregik ikke på én dag, ligesom intensiteten i de musikalske udfoldelser kunne veksle efter kongens økonomiske formåen. Dagen må tænkes udspillet på Københavns Slot, men senere i sin regeringsperiode modtog kongen også gæster på Rosenborg, hvor han til tider resi­derede. Her præsen­terede han dem for en særlig indretning. Gennem rør i væggen kunne det kongelige selskab høre musik uden at vide, hvorfra lyden kom. Musikerne var nemlig placeret i kælderen. Be­ret­ningen om denne specielle oplevelse kom bl.a. fra en fransk ge­sandt, Charles Ogier, og først inden for de senere år er det fastslået, at dette foregik inde på selve slottet. Der har måske også været tale om det såkald­te blå lysthus i Rosenborg Have, som ikke ek­sisterer i dag.
 
 
 Optog fra Det Store Bilager i 1634 Festligt og overdådigt optog ved prins Christian og prinsesse Magdalena Sibyllas bryllup, det såkaldte Store Bilager i 1634.
     
Under alle omstændigheder har gesandten være overrasket. Men det bekræftede ham i, at man i København havde en sand rigdom af musik. I dagene før besøget på Rosenborg havde han deltaget i en af Danmarkshistoriens største fester, nemlig Det Store Bilager, tronfølgeren prins Christian og prinsesse Magdalena Sibyllas bryllup i 1634. Her viste Christian 4. sit format ved bl.a. at indkalde en af de mest berømte tyske komponister, Heinrich Schütz, til at forestå festlig­hederne. Komponisten måtte sørge for musik til enorme optog, hofballet­ter, ringrid­ning og den kirkelige højti­delighed. En del af musikken kompo­nerede han sandsynlig­vis selv, men desvær­re er kun ét af værkerne be­varet, Gesang der Venuskinder for den lidt specielle besætning 4 sopraner, 2 violiner og basso continuo.
     
Christian 4. viste sig ved denne festlighed over for det øvrige Eu­ropa som en stor organisator og mæcen. Det satte respekt om det københavnske hof og tilførte landet en række nye impulser udefra. Samtidig sørgede kongen godt for de hjemlige musikeres forhold og uddannelse og var derved medvirkede til at gøre begyndelsen af 1600-tallet til en blomstrende periode i dansk musikliv.

Anne Ørbæk Jensen, 1995