Operahuset Østre Landsret

- et stop på din musikalske byvandring i København


dt010307
 
Et operahus uden opera? Helt så alvorligt har det nok ikke været, men vi ved ikke meget om, i hvor høj grad der blev spillet opera i det københavnske operahus, der blev indviet i 1703. Til gengæld kan vi få et indtryk af, hvad man gerne ville have opført, for et par årtier senere blev Køben­havn meget velfor­synet med opera i en kort periode.
     
Hvorfor ønskede Frederik 4. et operahus? Kongen var meget musikinteresseret. Han spillede selv angelica, en slags lut og havde bl.a. oplevet offentlige operaforestillinger i Venedig og Hamborg. Den idé ønskede han at overføre til København, for her kunne man kun se små private hofoperaer. Til gengæld kunne offent­ligheden se franske skue­spillertrupper, der spillede mange typer dramatik, ofte med indlagt musik. Men rigtig opera var det ikke.
     
Det tog et par år (1701-03) at rejse det monumentale operahus, og samtidig måtte der skaffes musikalske kræf­ter. Frederik 4. havde udvidet sit kapel, de såkaldte hof­violoner, til også at omfatte de i Frankrig så moderne hoboi­ster, der spillede et udvalg af træblæseinstrumenter. Dette ensemble blev suppleret med messingblæsere fra militæret. Som kapelme­ster engagerede kongen i 1703 den italienske komponist Bartolo­meo Bernardi, som ankom til København sammen med nogle sangere. Kongen stillede derud­over dansere og scenetek­nikere til rådig­hed.
 
Den 23. oktober 1703 kunne Frederik 4. åbne operahuset, sandsyn­ligvis med Molières skuespil Amphitryon suppleret med et lille divertissement af Bernardi Il gige fortunato. Derudover ved vi ikke, hvad der blev opført i opera­huset, men de franske skue­spillertrup­per var nok de flittig­ste brugere af stedet. De spillede de store franske dramati­kere Corneil­le, Racine og Molière suppleret af mindre stykker med musik.
     
København var endnu ikke moden til offentlige opera­forestil­linger. Også kongen mistede inter­essen og henlag­de de traditionel­le opførelser på de royale fest­dage til slottet. I oktober 1708 måtte operahuset lukke.
 
     dt100091 Hvorfor gik det så galt? En af grundene var nok, at huset ikke fra begyndelsen fungerede tilfredsstillende som teater. Allerede det første år måtte man ændre meget på sceneforholde­ne. Desuden var de franske og tyske skuespillertrupper uhyre populære, så konkurrencen herfra blev til sidst for stor. De følgende års krig og epidemier umulig­gjorde tanker om at genind­vie operaen. Kongen indrettede i 1710 en fast teatersal på slottet, og operahuset lå ubrugt hen i ca. 10 år, hvor­efter det i 1718 blev ombygget til Sø- og Land­kadetakademi.
     
Men Frederik 4. havde ikke helt opgivet tanken om at høre opera i København. I slutningen af 1690erne besøgte kongen Ham­burg, der havde en driftig offentlig opera under ledelse af Reinhard Keiser. Denne meget produktive komponist - han skrev omkring 120 operaer - opdagede hurtigt kongens inter­esse og så selv muligheden for en dansk adelsti­tel vifte forude. På teatret i Hamburg satte man flere festspil op i anledning af det danske kongepars fødselsdage, og Frederik 4. var hædersgæst ved mange af fore­stillingerne. Så kongen har sikkert gerne set Keiser som leder af operahuset i København, men vi må formode, at han var for dyr og havde for faste rødder i Hamburg. Der blev intet af hverken kapelmesterstilling eller adelsti­tel.
 
Øster Landsret-bygningen
     
Keisers operaer kom alligevel til København, men først i perioden 1721-23. På det tidspunkt skete der forandringer på slottet. Dronning Louise døde i 1721, og Frederik 4. giftede sig hurtigt efter med Anna Sophie Reventlow. Samtidig tog kronprins Christian (6.) på bryllupsfærd til Tyskland, hvor også han oplevede den be­rømmede hamburgske opera. På denne baggrund indkaldte Frederik 4. et kompagni fra den tyske by under ledelse af impres­sarioen Johann Kayser. Med sig ved sin ankomst i oktober 1721 havde Kayser 5 af de bedste sangere fra Hamburg. Den franske skuespillertrup blev afskedi­get fra hoffet, og teatret på slottet stillet til rådighed for tysker­ne. En af de første fore­stil­linger blev givet ved kronprins Christian (6.) og Sophie Magdalenes indtog i København i december 1721, og på programmet stod hyrdestykket Cloris und Tirsis.
 
Fredeik den 4.
  
I det næste par år spillede Kayser opera på slottet, og der opførtes et nyt stykke ved hver af de kongelige festdage. Reinhard Keiser var nok den mest brugte komponist med værker som Die unvergleichliche Psyche og Ulysses. Han forsøgte sig også med nordiske emner i f.eks. Der von Othino [Odin], dem Urheber des dänischen Reichs geschlossenen Tempel des Janus.
     
Alle de opførte værker var stort set bygget over samme mønster. Mytolo­giske eller historiske handlinger var de mest populære, og de gav rig lejlighed til at fremstille de kongeli­ge tilskuere som sejren­de helte eller indflydelsesrige histori­ske perso­ner. Sproget var en blanding af tysk og italiensk tilsat lidt franske brokker. Det generede dog ikke det royale publikum, fordi de normalt talte tysk og havde kendskab til de øvrige sprog. Operaernes musikalske hovedbe­standdel var de store arier, der gav sangeren lejlighed til at udføre de brillanteste koloraturer og ud­smykninger.
 
     dt010307 Eventyret fik en brat økonomisk ende. I april 1723 måtte Kayser sige stop, og for kongen havde operasæsonerne været væsentlig dyrere end årene med den franske skuespillertrup. Og det på trods af, at Kayser havde fået lov til at spille for offent­lig­heden én gang om ugen. Han havde blot ikke tid til at udnytte denne til­ladelse fra den blev udstedt i januar, til fastens stille periode indtrådte en måned senere.
 
 
Det var sandsyn­ligvis ellers Frederik 4.s tanke med sin økono­miske støtte til det nye teater i Lille Grønnegade, at det også skulle danne rammen om Kaysers offent­lige opera­forestil­linger. Men både den danske og de tyske skue­spiller­trupper i byen var for alvorlig en konkur­rence. I stedet opførte sceneme­steren Étienne Capion og skue­spil­leren René Magnon de Montaigu nu de første danske komedi­er på dette teater. Og således endte to tidlige københavnske operae­ven­tyr, der både havde haft fine bygnings­mæssige rammer og for­træffeli­ge musikalske kræfter at byde på.
Anne Ørbæk Jensen, 1995