Odd Fellow Palæet

- et stop på din musikalske byvandring i København

dt003895

I haven bag det fornemme palæ, der i dag ejes af Odd Fellow Ordenen, lå i lidt over 100 år to af byens bedste koncertsale. De blev opført på rekordtid i 1888-89, og til trods for at man dengang ikke gjorde sig så mange overvejelser om akustiske forhold - det gjaldt snarere om at få lagt tag på, inden det blev vinter! - blev en fremragende akustik netop Odd Fellow Palæets kendetegn. I april 1992 blev den største af koncertsalene ødelagt ved en voldsom brand, og mens selve palæet og den mindre koncertsal siden er blevet restaureret, er der desværre ikke udsigt til, at den store sal bliver genrejst. 

Palæets ældste musikhistorie går tilbage til slutningen af 1700-tallet, da det var i slægten Schimmelmanns eje. Med gehejmestats- og finansminister, grev Heinrich Ernst Schimmelmanns højt kultiverede hustru, grevinde Charlotte, som midtpunkt udspillede der sig her en livlig selskabelighed. Greveparret holdt store middagsselskaber, forestod skuespil- og musikopførelser, og endelig dyrkede de den særlige form for selskabelighed, der bestod i at holde salon. På bestemte ugedage stod deres hjem således åbent for en eksklusiv skare af aristokrater, medlemmer af kongefamilien, udenlandske diplomater og velstående borgere samt kunstnere og litterater, der kunne aflægge visit for en kortere eller længere stund. Der blev så - afhængigt af hvem der var til stede - læst højt, konverseret, udvekslet nyheder om brændende politiske emner, udfoldet diplomati eller musiceret. Til de musikalske gæster hørte blandt andre prins Christians (8.s) første hustru Charlotte Frederikke, som hyppigt berigede selskabet med sang og harpespil; digteren Adam Oehlenschläger satte sig også gerne til klaveret for at akkompagnere, når Schimmelmanns plejedatter, Louison, spillede harpe.

 

Schimmelmanns palæ Schimmelmanns palæ

Et af højdepunkterne i den Schimmelmannske salon blev opførelsen af den tyske komponist J.A.P. Schulz' musik til Racines skuespil Athalie i 1787. Den musikalske ledelse var lagt i hænderne på den tyske musiker og komponist, senere kapelmester ved Det Kgl. Teater, F.L.Ae. Kunzen, mens de udøvende bestod af adelige amatører med tilknytning til den magtfulde Bernstorff-Schimmelmann-Reventlow-kreds. I to store partier vakte grevinde Augusta Bernstorff og Antonie Forster, som var huslærerinde hos minister A. P. Bernstorff, stor beundring for deres musikalske præstationer. Andre roller blev udført af statsminister Cai Reventlow og grev Schimmelmanns privatsekretær, Ernst Ph. Kirstein, samt de Bernstorffske børn. Grosserer Constantin Bruns hustru, Frederikke Brun, der selv forestod en litterær salon på landstedet Sophienholm, gjorde sig bemærket i spidsen for et kor af ni unge piger, klædt i hvidt og rosenrødt. 

dt004873

Athalie blev opført i alt tre gange for et indbudt publikum, og efter beskrivelsen at dømme var der ikke sparet på noget. Man havde opbygget et prægtigt teater i et af palæets gemakker, og der var gjort meget ud af både scenografi og kostumer. Gennem den tyske æstetikprofessor C.F. Cramer, der havde oversat Racines franske tekst til tysk, nåede oplysningen om denne eksklusive forestilling ud til videre kredse. Det vakte umiddelbart misundelse blandt dem, der ikke var inviteret; men på længere sigt var det også med til at skærpe modsætningerne mellem det tyskorienterede aristokrati og den borgerlige danske intelligentsia.

I det første krigshærgede tiår af 1800-tallet mistede Schimmelmanns salon efterhånden sin betydning som kulturelt forum. Men som en af de sidste musikalske begivenheder, der fandt sted her, gav den italienske romancesanger Giovanni Piantanida i maj 1813 flere koncerter hos Schimmelmanns. At optræde med guitarledsaget romancesang var dengang noget nyt i København; og man kan således konstatere, at den beåndede salonværtinde gennem næsten 30 år holdt sig orienteret om de nyeste strømninger i kulturlivet.

Efter greveparrets død gik Schimmelmanns palæ i arv til en fjern slægtning, der ikke selv benyttede det. I de følgende 50 år blev det lejet ud til bolig for flere privatpersoner. Men i 1884 overtog et aktieselskab palæet i den hensigt at ombygge det til koncertsal. Det gik imidlertid trægt med at få tegnet den fornødne aktiekapital til ombygningen, og først da den lille komponistforening Fermaten i 1887 tog initiativ til at arrangere en nordisk musikfest, kom der skred i sagerne. Musikfesten skulle finde sted i forbindelse med den store Kunst- og Industriudstilling, som København i 1888 var vært for, og Fermatens planer vandt stor tilslutning.

Den nordiske Musikfest kunne løbe af stabelen i den til lejligheden opførte, men endnu ikke færdiggjorte, koncertsal i palæets baghave. Murene stod endnu rå, og salen var blot dækket af et udspændt sejl, der gjorde det ud for tag. Men det gode sommervejr var med arrangørerne, og musikfesten blev en stor succes. Et vældigt opbud af danske musikere samt solister og korsangere fra de nordiske lande medvirkede ved koncerterne, der udelukkende bød på musik af nordiske komponister. Som afslutning på musikfesten blev der givet en folkekoncert, hvor man til lavere billetpriser spillede udvalgte numre fra de foregående kor- og orkesterkoncerter.

Folkekoncerten, der måske blev den mest vellykkede af dem alle, er karakteristisk for de bestræbelser, der i slutningen af 1800-tallet blev gjort for at udbrede den borgerlige kunstmusik til bredere lag af befolkningen. Den populære Tivolidirigent Balduin Dahl begyndte fra sæsonen 1889-90 at give folkekoncerter med Tivolis orkester hver søndag eftermiddag i Koncertpalæet. Og i 1891 henlagde foreningen „Folkekoncerterne af 1886" også sine koncerter hertil. I 1895 påbegyndtes rækken af Palæ-Koncerter, der holdt sig frem til 1931. Her spillede Tivolis orkester under ledelse af Joachim Andersen, senere Frederik Schnedler-Petersen, populære programmer til beskedne billetpriser. 

 

Kapelmester Frederik Schnedler-Petersen Portræt af Frederik Schnedler-Petersen

I 1900 blev Koncertpalæet solgt til Odd Fellow Ordenen, der fortsat udlejede salene til koncertformål. Palæets mindre sal er fortrinsvis blevet benyttet til kammerkoncerter og lied-aftener, mens den store sal har dannet rammen om stort set alle typer koncerter.

Til den stjernespækkede række af danske og udenlandske solister, kor, ensembler, orkestre og dirigenter, publikum har kunnet lytte til i Odd Fellow Palæet, hører i øvrigt så celebre komponister som Grieg, Sibelius, Schönberg, Bartok, Rachmaninov, Stravinsky og Boulez.

Den fremragende akustik i Palæets store koncertsal er i dag blot et minde, man med vemod kan tænke tilbage på; f.eks. når man lytter til den amerikanske dirigent Leonard Bernsteins indspilning af Carl Nielsens 3. symfoni, Espansiva, der i 1965 blev optaget i den nu nedbrændte koncertsal.

Lisbeth Ahlgren Jensen, 1995